tirsdag den 20. oktober 2009

Svanesang

Hættemågerne har pakket sydfrugterne, og rullet hængekøjerne sammen. Vi flytter nemlig, gør vi. Stolperne er banket i jorden på det nye sted, og fremover vil latteren klinge på:


Blogspottiden er udløbet, og en ny æra tager sin begyndelse. I dag. Jeg håber, du stadig kigger forbi, og gynger med på den nye adresse.

mandag den 19. oktober 2009

Ovenover skyerne

Jeg er lige fløjet ned i egen rede efter fire forrygende dejlige dage hos Liselotte i Gug. Hoved og kuffert er stoppet godt med ny viden og skønne ting, som jeg glæder mig til at tage i brug.

I virkeligheden kunne jeg snildt bruge en uges ferie nu, så jeg rigtig kunne fordybe mig i mine nye kundskaber.

Men, ligenu trænger jeg allermest til at lande i sofaen lidt, og få pudset fjerene.

torsdag den 15. oktober 2009

Mens jeg sov

Der er dage, der er så fyldt op, at der næsten ikke er plads til det hele. En overproppet taske, der bugner af gøremål, pligter og andet godt. Man propper og stopper lige indtil, man falder udmattet om i sengen, klokken en lille smule forsent.

Og så ligger man der, og må temmelig langt ind i Tryllefløjten, før lampen slukker. Ved dagens start brummer mobilen lystigt uanset, hvornår og hvordan den forrige dag sluttede.

Det må den også have gjort i morges, for jeg har da været på arbejdet, og jeg fik også købt det gode grovbrød med, samt ost i to udgaver. Den ene var rejeost, guddødemig, noget jeg ikke har fået i lang tid, og det er måske godt det samme.

Men turen på TrilleNyx i morges står dog helt klar. Det var en ualmindelig smuk morgen med en vidunderlig friskhed, der legede med de visne blade, og en lysende måne.

Jeg holder rigtig meget af sommeren, selvfølgelig gør jeg da det, men efteråret, som det uspiller sig for tiden, er uimodståeligt, og august, september og oktober har ridset sig helt ind i på hjertets favoritliste.

Nåmen, som før nævnt presser jeg citronen, og det på trods af at stressen og et par af dens kammerater har været mine følgesvende i efterhånden nogle år og jeg burde vide bedre.

Og bare rolig, jeg ved nemlig bedre, for i morgen tidlig sætter jeg mig op i et fly, og lader mig transportere op til Liselotte i Aalborg, hvor jeg skal tilbringe nogle dage i godt selskab. Det glæder jeg mig til, og den rare tanke har ligget lunt i baghovedet, mens jeg gav citronen endnu et drej.

Alle jeres krydsede fingre har også gjort sit, for i dag kunne vi endelig beslutte at ansætte en ny kollega, der som sagt kan gøre mit og andres arbejdsliv rigtig meget lettere. Jeg får en at dele bunkerne med, en at sparre med, og en der også har hjertet på rette sted for alle vores dejlige unger.

Det glæder jeg mig over, og den lettelse har ligget lunt i baghovedet, mens jeg pressede de sidste dråber af citronen, inden jeg lukkede lågen bag mig, kaldte det for en dag, og kørte hjem. Hjem til en plan, der røg direkte i skralderen. For i stedet for torsdagsrengøring, smed jeg mig på sofaen. Og sov.

onsdag den 14. oktober 2009

Man tager da til Hillerød

Jeg kom en lille smule bøvlet ud af starthullerne i dag. I min sødeligste lå jeg, og nød den sidste tid, inden mobilen ville bryde ud i brum, for at få mig væltet ud på gulvet.

Men, det blev hårde bankeslag på entredøren, der hev mig barsk og nøgternt ud af drømmene.
Et par håndværkere skulle have adgang til badeværelset for at rense aftrækskanal, eller hvad det nu var.
Kæft mand, det havde jeg da glemt!
Og omtåget yndigt iført morgenhår måtte jeg byde selskabet indefor med alle deres lange koste-ting og støvsugere, eller -pustere. Ja, jeg ved ikke noget om aftræksrens, og jeg vil sådan set heller ikke vide det.
Da TrilleNyx og jeg ramlede ind gennem lågen på jobbet, stod ungerne køreklar og turtasken var pakket, så afsted med os inden, jeg rigtig fik set mig om. Ud i det der smukke solskin, som vi er beriget af for øjeblikket.
Vi skulle i Dyrehaven.
I hvert fald indtil vi blev smidt af toget på Østerport med besked om at vente tyve minutter på det næste tog til Klampenborg. Og det gad jeg sådan set ikke. Vente på.
Det sker, at forviklinger gør udflugter mere kringlede, end vi egentlig har haft det i tankerne. Som regel holder vi ord, og tager i skoven, når vi har sagt skoven, og til stranden, når vi har sagt stranden.
Men, jeg har tit drømt om bare at gøre noget andet her og nu, når forviklingerne opstod. Ligesom i dag. Der på Østerport. Hvor et tog nærmer sig perronen.
Åh, jeg orker ikke at bare stå her og vente, udbryder jeg. Hvad skal vi ellers gøre?, lyder det. Vi kunne jo også bare tage til...øh...Hillerød, svarer jeg, for det er det, der står på toget, der nærmer sig perronen.
Som sagt, så gjort.
Og i Hillerød er der dejligt. Måske skal jeg ikke lige vise mig på apoteket et stykke tid, for vi grænseoverskred, og spiste madpakker ved et borde/bænke-arrangement, som stod på en meget grøn græsplæne langt nede bag apoteket.
Vi efterlod ikke så meget som en brødkrumme og ungerne holdt stemmerne i det hensyntagende leje. Under hele frokosten.
Alligevel måtte jeg stå skoleret overfor apotekerdamen, der gjorde det klart, at vi måtte aldrig komme der igen. Det forsikrede jeg hende om, at det ville vi heller ikke, for vi var i den grad slået ud af kurs, og på afveje. Og lige her og nu, endda på de gale.
Og så tøffede vi videre på vores hillerødske eventyr.
En legeplads dukkede pludseligt op til venstre for rækken, så den kastede vi os over med det samme. Jeg sad i stenstol som en anden Christian firtal. Den var forbavsende god at sidde i, og havde suget så tilpas meget efterårsol, at man hurtigt fik varmen, mens ungerne snoede sig rundt mellem aber og elefanter.
Og så skulle vi hjem. Og det kom vi. Men, for mig var dagen langtfra slut, for der var møder og samtaler, og jeg ved ikke hvad, inden jeg smed mig tungt i sadlen på TrilleNyx, og kørte hjem i mørket på denne eventyrlige oktoberdag.
Og inden jeg lukker og slukker, vil jeg bede jer om at krydse jeres små fingre, lukke øjnene tæt sammen, og ønske for mig, at tingene tager den rette drejning, så mit liv kan blive lidt lettere. I den arbejdsmæssige sammenhæng.
Godnat, og tak fordi du krydsede.

tirsdag den 13. oktober 2009

Ghita i gult - en opdatering

Dana har sendt en opskrift, og lagt en opmuntrende kommentar. Anita har fundet et link, og jeg knokler videre med at finde det rigtige ribmønster, samt et bedre billede af Ghita i gult. Så, som Dana skriver, der arbejdes på sagen.

Byd endelig ind, hvis du har en detalje, eller to.

Fisk i en fars

Den røde peberfrugt bliver skyllet, renset og delt, og minder til sidst om to halve nisserhuer, af de lange. Det er snart jul. Det er faktisk snart jul, og jeg er hyret som underholdningsnisse til en julefrokost.

Tyg lidt på den, mens jeg rører færdigrørt fiskefars sammen med en meget stor håndfuld hakket dild. Bare for at sætte lidt fut i den lidt pjaske-kedelige færdigfars. Jeg gør det aldrig mere, mumler jeg. Men food-processoren er død, så måske holder jeg ikke eget ord i den sag.

Drys med både salt og peber, og skålen bliver fejet ud til siden, så jeg kan skære agurk, peberfrugt og blommer i strimler og stykker, der kan gøre det ud for en lille sidelinie.

Jeg smækker barneskefulde fars på panden, og den tér sig præcis som klatkager på en decemberdag. Det er det, jeg siger, det er snart jul. Og jeg steger færdigt.

Limer det skiveskårede friske rugbrød sammen med lidt smør for at holde på formen. Trekantformen.

En let remouladesovs svæver over på tallerkenerne, og vi er klar. Nej, gu' er vi slet ikke, for der mangler småbitte stykker rå citron, samt et par dråber olie over den lille sidelinie, og nu er vi klar.

Sommersind

Alt det lys. Selvom det er blevet koldt. Og det blæser. Er det sommersindet, der dominerer storsindet. Tænk, hvor lidt. Tænk, hvor stort. Tænk, hvor meget.

Efteråret er bare helt fantastisk.

mandag den 12. oktober 2009

Svaner i havneløb

Vejret var vidunderligt mærkværdigt, da jeg trillede ned langs havneløbet i eget nabolag. Store mørketunge skyer trak op ude bagtil, mens solen glitterfarvede i de bølger, som en flok ungsvaner havde forvildet sig ud i.

De signalerede indbyrdes i en konstant pibekoncert af en svanesang, mens de med jævne mellemrum måtte opgive at svømme under Langebro på grund af forbipasserende bådtrafik i svømmebanerne. Først en friskfyrs kajak, og lige derefter daffede en havnerundfart forbi.

Måske var det deres første lange tur på egen hånd?

Hjemme i hytten her, fik jeg hurtigt smidt slæberne, for fødderne jamrede, og var trætte. Ja tak, hele kroppen var træt, og mærket af den efterårskulde, der nu sætter ind for alvor. Den mørke tid ligger lige foran. Uf!

Bjørnen lod sig overtale til at tage en tørn i køkkenet, og nu står han der, og tryller med koteletter, ris, champignoner og porrer. Men inden han for alvor tog over, udførte jeg de indledende manøvrer, mens han var optaget på mobilen af en samtale med en kammerat, der måske skal samme tur igennem, som han selv var for et par år siden.

Men, inden vi nåede så langt, sad jeg, og nød solnedgangens ildebrand i universitetets vinduer. Der var drøn på, inden mørket sænkede sig. Og mørkt er det. Nu.

God aften!

søndag den 11. oktober 2009

Efterår i koppen

Hvad er bedre end at suge varm kakao igennem et tykt lag hvidt flødeskum, der vugger blidt i koppen, og afsætter bløde spor på overlæben?

I dag gik startskuddet endelig til de store kopper, der svingende fulde af den herlige varme drik, serveres med rigelige totter af flødegule skyer.

Endnu en grund til at elske efteråret.

Turquoise

Susling har opfordret mig til at lege en lille farveleg. Og jeg leger med TURKIS ude i højre sidebar. Jeg leger endda så meget, at der er flere billeder end, det er meningen, at der skal være.

Samtidig sender jeg bolden videre til Liselotte, Hanne og et cetera. Hvis de gider lege med, skal de hver især finde 7 ting i farven LILLA.

lørdag den 10. oktober 2009

CaraMia-gryde

Hvad?! Ja, det var det navn, der lige faldt mig ind, mens Cara Mia kørte på det indre anlæg, og jeg filosoferede over at mad, bør laves med kærlighed.

Og nej, Cara Mia nummeret ligger ikke på min yndlingsfavorit-hitliste! Jeg aner ikke, hvorfor den pludselig overfaldt mig derude i køkkenet, og nu kører den selvfølgelig repeat og nonstop i hjernevindingerne.

Der var billig mørbrad i det lokale supermarked. Billige var de nok, fordi de var lidt bøvlede at rense, men med en kød-interesseret kat, og en god skarp køkkenkniv, fik vi has på det.

Et lille bundt porrer, to fed hvidløg, en bakke champignon og tre store hvide gulerødder blev renset, skåret eller snittet. Porre og hvidløg røg først i den sorte gryde, hvor jeg havde opvarmet en slat olivenolie.

Kødstykkerne var blevet vendt i en blanding af speltmel, to slags paprika, salt og peber. Da porrer og hvidløg var begyndt at karamelisere let, fik blanding et par skævt med dagens Kusmi, Chocolate-Mint. En forrygende duft bredte sig, da den dampede sammen i gryden.

Kødet blev tilsat, og vendt godt rundt i den sorte. Derefter gulerødder i papirtynde skiver, og mere Kusmi.

Mens gryden stod og passede sig selv, klargjorde jeg en stor håndfuld Basmatiris. Da vandet kogte, tilsatte jeg en skvat olie samt en tot salt. Låg på, og laveste blus i ti minutter.

Champignoner i kvarte blev hældt i den sorte, og da det blev tid til at slukke under risene, jævnede jeg CaraMia-gryden med lidt piskefløde, og da Bjørnen faktisk havde en drøm om paprikagryde med cocktailpølser, røg der en lille bakkefuld af dem med i.

Så alt i alt blev alle imødekommet, og alle blev glade.

Lysegrønne blade

Jeg triller stille, og roligt hjem over Volden, hvor jeg engang imellem standser op for at indhente mit eget jeg. Forskellige indsalg i bynaturen fanger mit blik, og i går, var det svanerne ved broen, der fik mig til at aktivere bremsen, i stedet for bare at gå ned i gear.

En hel flok flokkedes, om det svaner nu flokkes om.

Og jeg stod på sidelinien, og ventede på, at de alle hev halsene op af dybet. Samtidigt. Det kan tage sin tid, og i ventetiden fik jeg selv hevet langhalsen op ad dybet og tydeliggjort, at det var blevet weekend.

Mit selskab blev udvidet med et sæt bedsteforældre med et styks barnebarn i en vogn, og lidt efter passerede en ung kvinde, der først studsede, derefter standsede, og sluttelig smilede bredt til svanerne.

Efter en rum tid signalerede Førstesvanen uhørligt til flokken, at nu var det tid til at rykke igen, og det gjorde de så. Halsene op. Samtidigt.

fredag den 9. oktober 2009

En tyver over hundrede

Pusletaske kaldes den i butikken. Hvad skal jeg dog med en pusletaske? Ingenting!

Hov, strikketøj! Det pusler man da også om. En strikketaske. Klart! Og så passer tingene pludselig rigtig godt sammen. Endda til en billig penge.

Nu kan jeg pakke både små og store strikketøjer sammen med lidt mellemmadder, hvis jeg, i vinterens mulm og mørke, kaster mig ud i strikkeaftenernes paradis både her og, eller der.

Brokker

Vinden er ved at vende. Der dukker jævnlige lysglimt af fornøjelse op ind i mellem alle generne. Facaden ud mod gården tegner til at blive virkelig elegant. Mørke gråblå vinduesrammer op mod kridhvidt puds.

Inspireret kan man også blive, når man ser nærmere på de bunker af brokker, som vi går, og falder over rundt omkring.

Og så elsker jeg mine nye vinduer.

torsdag den 8. oktober 2009

En arbejdsdag

Min morgenmakker er vild med kaffe, og står med lykkelig forventning, og fyrer op under kaffeapparatet.

Vi har forlængst spillet os ind på hinanden, og arbejdsfordelingen er klar. Jeg tager stolene og stuen, han ordner morgenbakken, hvor vi snyder for havregrøden, og serverer godt grovbrød i stedet for. På skift, og for egne regning. Med økologisk honning og god ost til. Også for egen regning.

Jeg drikker te, og har overgivet mig overfor børnenes ønske om også at drikke med af den gode Kusmi, så jeg har skiftet dåsen med den stærke sorte ud med en mere børenvenlig, og mild grøn blanding.

I dag skete der ikke rigtig noget før langt henne i morgenmadstimen. Ja, den var nærmest slut, da der endelig begyndte at komme småfolk ind af døren. Men så gik det også slag i slag.

Mange skridt senere, hvor beskeder fyger gennem ledninger og lokaler, og børn ankommer og vinkekysser fra vinduerne, ryster man på hovedet, og koncentrerer sig, men ungerne er så optaget af leg, spil og puslen ved alle borde og i alle kroge, at vi nænner ikke at forstyrre.

Det gør vi så senere, og pakker dem og os selv sammen, og går derover, hvor der er cykler og dukkevogne nok til alle. Solen er kommet frem, og endnu engang bliver der kastet lys over os, og alle de gyldne blade, der drysser ned i flertal, hver dag.

Og vi voksne vender ord, udveksler erfaringer, og kommer endnu tættere på hinanden, mens vi iagttager, at ungerne igen bliver så optaget af leg, spil og puslen, at vi ikke nænner at forstyrre.

Det gør vi så senere, for klokken har trukket længe, og frokosten kalder, og da først madkassen kommer på bordet, rammer sulten så præcist, at der ikke er overskud til at vente på vognen med tallerkener og glas. Der skal spises, og det skal være nu! Det gør de så, mens vi nænsomt lander tallerkenerne ind mellem bidderne.

Jeg er et meget tilfreds menneske, da jeg lukker lågen bag mig, og haster videre med resten af min torsdag.

Oktobermorgen blot til lyst

En mobil brummer på natbordet, og jeg ved udemærket godt, at det ikke er en fejl. Klokken er 5.45, og nu kan jeg påbegynde udskydelsen et par gange uden at få næsen i klemme.

Jeg udskyder. Og udskyder. Og giver op. Vælter ud på gulvet, og går i gang.

Der er stille i gården. Håndværkerne er ikke varmet op endnu, og jeg lusker ubemærket ud gennem porten med et fast greb om TrilleNyx. Jeg svinger mig op, og kører lige ud i endnu en vidunderlig oktobermorgen.

onsdag den 7. oktober 2009

Blæst om

Jeg har det nok ligesom en kastanie, der hænger højt på en gren, og godt er klar over, at den skal se at komme ned. Og blive til noget større.
Jeg gider godt blive til noget større, men den eneste måde jeg orker at gøre forsøget på, når jeg kommer træt hjem, er at indhalere små firkantede stykker chokolade af enten den lyse eller mørke slags. Med orangesmag. Når jeg sidder der i sofaen, og samtidig ser skod-programmer i fjernsynet.
Som modvægt til alt det dumme, glider glatte garner mellem fingrene, der er på vej ind i deres hysteriske vintertilstand, så jeg strikker på tid. Lånt tid endda. For det solrige efterår har udsat pinen lidt endnu. Kun lidt. Tre fingre er revnet i skæringer så skarpe, som var de skåret med kridhvidt papir.
I går oplevede jeg, at tre-fire mennesker næsten samtidigt, sagde mit navn for at fange min opmærksomhed. Det er meget at gabe over på én gang. Og jeg glemte da også en seddel på bordet. Måske skulle jeg opsætte et nummersystem.
Indrømmet, jeg synes, at det er fedt nok, at bevæge sig rundt i den travle tid, men jeg kunne bare godt tænke mig at blive så meget større, at jeg selv kunne bestemme, hvor længe den travle tid skulle vare.
Så alt i alt gider jeg godt at være oppe at gynge i al ruskeriet, men omvendt er jeg ikke så vild med at være ophængt i den travle tid.
Mig i en kastanieskal, og måske er det på tide at lade sig falde?

Gådegætteri

Jeg har lånt et billede fra D'jo Hanne. Hun har nemlig smidt en gåde på sin blog. Jeg ville ønske, at det var et bælte. Hvad tror du?

Gætterierne skal afleveres hos Hanne senest klokken 20 i aften.

tirsdag den 6. oktober 2009

En masse

En hel stak. En hel masse. Tanken om at lave et julemarked er så småt ved at vågne igen.

Sidste år strikkede jeg vanter, men de er blevet brugt som gaver hen ad vejen, så nu står jeg med ingenting på lagerkassebunden. Men, man kan jo altid begynde forfra, og det gør jeg så.

Noget helt andet, men alligevel lignende, snor sig omkring mig. Hvad vej tingene svirper, ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg skal love for, at jeg løfter alle slørene, hvis tingene falder i hak til min fordel.

Indtil da kan jeg kun sige, at jeg skal bruge min kreativitet, at jeg skal lære fra mig, og det skal vist også helst være inspirerende, og underholdende. Og deltagerne er ikke børn.

Med alle disse overvejelser, og eventuelle udfordringer får jeg endnu en chance for at gøre lidt op med nummer syv.

Så det gør jeg så.

mandag den 5. oktober 2009

Ghita i gult

Hjælp!

Jeg kom til se 'gammel dansk' i går. Han, hun, Dirch og Dario. Sådan på zapper-måden. Fjernkontrollen faldt ud af hånden, fordi jeg skulle koncentrere mig om at hækle en støvblå kant på et lilla sjal. Og så stod vi stille på Dirch og Dario.

Jeg ville nok ikke have indrømmet dette offentligt, hvis det ikke var fordi, at Ghita på et tidspunkt iførte sig en helt vidunderlig fed gul sweater. Sådan én vil jeg gerne eftergøre, men hvordan bærer man sig ad med det?

Hjælp!

Kylling i karry og Kusmi

Problemknuseren blev den sorte gryde. Da den første blev hevet frem fra dybet, så kørte spisevognen.

Lækre, smækre porrer blev skåret i skrå mønter, og tre store fed hvidløg blevet skivet semityndt. Olivenolie blev varmet i den sorte, og karry i rigelig mængde blev vendt i det varme uden at branke. Derefter et skud tørret mynte, og så tilsatte jeg porrer og hvidløg.

Kyllingebryster blev skåret i håndterbare størrelser, og blev vendt til ny farve i selskab med løg-arterne. En squash var blevet ternet, og kom nu i gryden.

Efter nogen tids venden og drejen, var det blevet tid til tilsætning af væske, og det der lige var ved hånden, viste sig at være en pottefuld Kusmi med viol. Hva'fan', tænkte jeg, og pumpede et par skvæt eller fire i.

Efter mere simren kom jeg en dåse butterbeans op i festgryden, og lod det stå og putre videre, mens jeg kogte basmatiris med hel kardemomme og nelliker.

Om lidt spiser vi.

Madlavningslede

Jeg har en plan. En plan om at lave noget med kylling i karry. Med et eller andet. Og noget til. Jeg har købt ind, med den plan i baghovedet. Men, et er at have en plan. Noget helt andet er at føre den helt ud i køkkenet.

Jeg har nemlig madlavningslede.

Og det er altså rædselsfuldt for sådan én som mig. Det har stået på rigtig længe. Irriterende længe.

Min energi i køkkenet er som en østers uden indhold.

Jeg håber ikke, at det kommer til at vare ligeså længe som den periode, hvor jeg ikke kunne læse bøger. Det varede, og varede, og varede. Alt for længe.

Det er heldigvis ved at fortage sig, men helt væk er det ikke. Altså det med bøgerne.

Måske skal jeg bare gå derud, og nedstirre ingredienserne og se, hvordan de reagerer.

Suk!

Plastik

Bang, og knald med en hammer. Lige i panden, da jeg træder ind fra køkkentrappen med en godt fyldt cykelkurv, og kalkstøv i småskyer om fødderne. Wauw, her er varmt, tænker jeg i mit stille sind. For der er dæleme stille efter en god dag på jobbet med livlige, og i dag, meget højtrøstede børn.

Efter et kort blik mod vinduet, ligger forklaringen ligefor. Vi er blevet pakket ind i endnu et lag plastik. Denne gang så tæt, at man ikke engang kan åbne vinduerne.

Kan konen her da blive ved med at skrive om den renovering? Ja ja, det kan hun da, for den skide renovation fylder rigtig meget i min hverdag. Minsandten også i min fritid. Og der er meget lang tid til vejs ende i den sag. Desværre.

søndag den 4. oktober 2009

Den forundrede kat

Jeg har ikke siddet så stille de sidste par timer. Et eller andet tog ved mig, og jeg ville bare blive færdig med at fjerne spor efter det stormfulde vindues-hurlumhej. I dag.

Og det blev jeg.

Bjørnen har kokkereret, og det bliver skønt om lidt, at sætte sig tilrette i sofaen med en viden om, at en ny uge kan begynde uden støv i og omkring ørerne.

Men puha, hvor er vi trætte, mig og den forundrede kat. Nu tager vi en slapper, og en god aften venter forude.

Plankontrol

Jeg gik direkte fra nattesøvn om bord i eftermiddagen. Jeg har sovet så længe, at morgenmaden blev til frokost. Gad vide om det var persiennevasken, der trak tænder, eller hvad?

I går aftes gik jeg ellers i seng med en lusket plan om at stå meget tidligt op, så jeg kunne få kontrol over de sidste støvrester. Støvrester og støvrester, det klinger af alt for lidt i forhold til, hvor meget de rester egentlig fylder.

Men planer er åbenbart heller ikke altid i kontrol, så nu har jeg grebet til fjernsyn og hæklenål, og får styr på nogle helt andre løse ender.

lørdag den 3. oktober 2009

Ud af form

Efter en uge på langs er jeg nem at ryste, når rengøringsbølgerne går højt. Jeg har fået vasket en tredjedel af køkkenet ned, vasket komfuret og to persienner. Og jeg er bare så færdig!

Men, jeg har været god til at indlægge små pusterum, hvor jeg har strikket, set lidt fjernsyn og puslet i mit soveværelse.

Jeg kan godt skimte det herlige i 'bagefter', men jeg er ærlig talt stadig for mat i sokkerne til rigtig at glæde mig til det.

På mandag lægger jeg forøvrigt vejen forbi farvehandleren for at indkøbe en rulle afdækningsplastik og lidt malertape. For når vi skal have skiftet vinduerne i stuen, vil alt blive forseglet tæt og inderligt!

Gammel kærlighed ruster bare ikke

Billedet af Mick Jagger har fulgt mig gennem tykt og tyndt i rigtig mange år. De fleste år har han hængt fremme med ære og værdighed. En enkelt gang har han været gemt bort i et mørkt hjørne, hvor der altså er nogen, der mener han hører til.

En anden gang, var jeg fast besluttet på at sælge ham, da jeg på et marked delte bod med en veninde, men efterhånden som interessen for billedet steg støt, voksede prisen også, for jeg opdagede pludselig, at jeg bare ikke kunne skille mig af med det alligevel.

Som det så ofte sker, når jeg bliver nødt til at gå grundigt til værks med rengøringen, begynder jeg også at rydde op. Og ud. Lave om, og flytte rundt på tingene. Ikke fordi, der er så meget at rode rundt med i mit soveværelse, men noget har jeg da fået kastet rundt med.

Og så står vi pludselig der. Jagger og jeg. Mig og Mick. Go'e gamle gavflab, og jeg erkender i samme øjeblik, at jeg vist er vokset fra gyldne rammer fra farmors tid over i noget helt andet.

Det vil jeg da lige tænke over, mens jeg hænger en nyvasket persienne på plads.

Den bredmundede

Kys frøen og se, hvad dagen bringer.

Jeg er vist vågnet op i mit gamle jeg. Der er stille i den blågrå morgen, som er krøbet ind igennem mønsteret på det hvide blondegardin, og jeg føler mig udhvilet. Forkølelsesesstrømmen er i aftagende, så det tydeligt mærkes.

Sikke et held, for uanset, hvor mange frøer jeg kysser, er jeg næsten sikker på, at dagen kommer til at handle om støv, støv og mere støv. Og lidt til. Men jeg kysser alligevel.

God morgen.

fredag den 2. oktober 2009

Et værelse

Normalt tager det et par timer, at rende hele hytten her over med suger, moppe og klud. Normalt.

Ved tilbagetagelsen af mit soveværelse brugte jeg lidt længere tid, nok mest på grund af behovet for en hel del flere pauser end ellers, men nu er det mit, og ikke længere støvets.

Et nede, to venter.

Natlys

Der er kommet lys på stilladset. Både til gården og til gaden. Der er blus på lamperne hele natten. Lige udenfor vores vinduer, så da vi havde fået fjernet det værste støv fra gulvene, dækkede vi vinduerne til med lagner og dynebetræk, for at få ordentlig nattesøvn i øjnene.

Persiennerne er nemlig pillet ned, og står nu lænet op af væggen, og venter på, at jeg bliver frisk nok til at kaste mig ud i den hovedrengøring, der uundgåeligt ligger i kølvandet af de nye vinduer.

Det her er nok det værste rod, jeg har prøvet længe!

Obama fløj forbi på vejen hjem. Air Force One lagde sig nydeligt tilrette i nærmest hollywoodske folder, ramt af oktobersolens gyldne stråler, og på trods af stilladser og plastikforhæng i udsigten, fik jeg også lov at se lidt af historiens vingesus.

Igen.

For det er altså ikke første gang, at vi har haft en amerikansk præsident hængende i udsigten, eller haft statsbesøg om ørerne. Så den slags tager vi efterhånden lige så afslappet som chefpolitiinspektøren.

torsdag den 1. oktober 2009

SUK! STØN! SNØFT!

Jeg vælger ikke mine svage øjeblikke med omhu. Hvis, jeg da ellers kan tale om valg. For igen er jeg strakt til jorden, sofalagt med snue og snøft. Og havde jeg kunne vælge, havde jeg valgt mig udenom.
Men nu ligger jeg her, mens håndværkere har invaderet vinduespartierne i den ene halvdel af hele lejligheden. Og sendt mig i eksil til stue og sofa.
Det støver. Det stormer. Det trækker. Det er skidekoldt.
Klokken halv syv, snøftede jeg rundt i en døs, og lavede en meget stor kande te, fik reddet de vigtigste fornødenheder ind i stuen, sammen med kattemad- og bakke. Ikke lang tid efter stod den første håndværker i vores badeværlse.
Hvordan han var kommet derind, ved jeg ikke. Alle vinduer var lukkede. Nøglen lå på bordet. I stuen. Uafleveret, fordi jeg har snøftede rundt i en døs siden i mandags. Men ikke desto mindre stod han altså der, og forsvarede sig med, at de skam havde banket på. Vinduet. Bag en lukket dør. Tror jeg.
Stuen kunne være fristedet, men også her er der gang i stilladset. Der løbes op og ned, bores, hamres, eller udføres andet håndværksmæssigt arbejde. Nu mangler der bare, at den venlige beboer igen i dag, kommer hjem, og forsøger at tage kampen op med rocken som våben.
Mit held er måske, at jeg stadig er træt og døsig nok til bare at grave mig ned og sove fra det meste. Men helt let er det altså ikke. Sgu!