Himmel, se Havet!

Svanesang

2009-10-20T17:34:00.003+02:00

Hættemågerne har pakket sydfrugterne, og rullet hængekøjerne sammen. Vi flytter nemlig, gør vi. Stolperne er banket i jorden på det nye sted, og fremover vil latteren klinge på:

www.himmelsehavet.dk

Blogspottiden er udløbet, og en ny æra tager sin begyndelse. I dag. Jeg håber, du stadig kigger forbi, og gynger med på den nye adresse.

Ovenover skyerne

2009-10-19T19:16:00.004+02:00

Jeg er lige fløjet ned i egen rede efter fire forrygende dejlige dage hos Liselotte i Gug. Hoved og kuffert er stoppet godt med ny viden og skønne ting, som jeg glæder mig til at tage i brug.

I virkeligheden kunne jeg snildt bruge en uges ferie nu, så jeg rigtig kunne fordybe mig i mine nye kundskaber.

Men, ligenu trænger jeg allermest til at lande i sofaen lidt, og få pudset fjerene.

Mens jeg sov

2009-10-15T17:19:00.004+02:00

Der er dage, der er så fyldt op, at der næsten ikke er plads til det hele. En overproppet taske, der bugner af gøremål, pligter og andet godt. Man propper og stopper lige indtil, man falder udmattet om i sengen, klokken en lille smule forsent.

Og så ligger man der, og må temmelig langt ind i Tryllefløjten, før lampen slukker. Ved dagens start brummer mobilen lystigt uanset, hvornår og hvordan den forrige dag sluttede.

Det må den også have gjort i morges, for jeg har da været på arbejdet, og jeg fik også købt det gode grovbrød med, samt ost i to udgaver. Den ene var rejeost, guddødemig, noget jeg ikke har fået i lang tid, og det er måske godt det samme.

Men turen på TrilleNyx i morges står dog helt klar. Det var en ualmindelig smuk morgen med en vidunderlig friskhed, der legede med de visne blade, og en lysende måne.

Jeg holder rigtig meget af sommeren, selvfølgelig gør jeg da det, men efteråret, som det uspiller sig for tiden, er uimodståeligt, og august, september og oktober har ridset sig helt ind i på hjertets favoritliste.

Nåmen, som før nævnt presser jeg citronen, og det på trods af at stressen og et par af dens kammerater har været mine følgesvende i efterhånden nogle år og jeg burde vide bedre.

Og bare rolig, jeg ved nemlig bedre, for i morgen tidlig sætter jeg mig op i et fly, og lader mig transportere op til Liselotte i Aalborg, hvor jeg skal tilbringe nogle dage i godt selskab. Det glæder jeg mig til, og den rare tanke har ligget lunt i baghovedet, mens jeg gav citronen endnu et drej.

Alle jeres krydsede fingre har også gjort sit, for i dag kunne vi endelig beslutte at ansætte en ny kollega, der som sagt kan gøre mit og andres arbejdsliv rigtig meget lettere. Jeg får en at dele bunkerne med, en at sparre med, og en der også har hjertet på rette sted for alle vores dejlige unger.

Det glæder jeg mig over, og den lettelse har ligget lunt i baghovedet, mens jeg pressede de sidste dråber af citronen, inden jeg lukkede lågen bag mig, kaldte det for en dag, og kørte hjem. Hjem til en plan, der røg direkte i skralderen. For i stedet for torsdagsrengøring, smed jeg mig på sofaen. Og sov.

Man tager da til Hillerød

2009-10-14T20:47:00.004+02:00

Jeg kom en lille smule bøvlet ud af starthullerne i dag. I min sødeligste lå jeg, og nød den sidste tid, inden mobilen ville bryde ud i brum, for at få mig væltet ud på gulvet.

Men, det blev hårde bankeslag på entredøren, der hev mig barsk og nøgternt ud af drømmene.

Et par håndværkere skulle have adgang til badeværelset for at rense aftrækskanal, eller hvad det nu var.

Kæft mand, det havde jeg da glemt!

Og omtåget yndigt iført morgenhår måtte jeg byde selskabet indefor med alle deres lange koste-ting og støvsugere, eller -pustere. Ja, jeg ved ikke noget om aftræksrens, og jeg vil sådan set heller ikke vide det.

Da TrilleNyx og jeg ramlede ind gennem lågen på jobbet, stod ungerne køreklar og turtasken var pakket, så afsted med os inden, jeg rigtig fik set mig om. Ud i det der smukke solskin, som vi er beriget af for øjeblikket.

Vi skulle i Dyrehaven.

I hvert fald indtil vi blev smidt af toget på Østerport med besked om at vente tyve minutter på det næste tog til Klampenborg. Og det gad jeg sådan set ikke. Vente på.

Det sker, at forviklinger gør udflugter mere kringlede, end vi egentlig har haft det i tankerne. Som regel holder vi ord, og tager i skoven, når vi har sagt skoven, og til stranden, når vi har sagt stranden.

Men, jeg har tit drømt om bare at gøre noget andet her og nu, når forviklingerne opstod. Ligesom i dag. Der på Østerport. Hvor et tog nærmer sig perronen.

Åh, jeg orker ikke at bare stå her og vente, udbryder jeg. Hvad skal vi ellers gøre?, lyder det. Vi kunne jo også bare tage til...øh...Hillerød, svarer jeg, for det er det, der står på toget, der nærmer sig perronen.

Som sagt, så gjort.

Og i Hillerød er der dejligt. Måske skal jeg ikke lige vise mig på apoteket et stykke tid, for vi grænseoverskred, og spiste madpakker ved et borde/bænke-arrangement, som stod på en meget grøn græsplæne langt nede bag apoteket.

Vi efterlod ikke så meget som en brødkrumme og ungerne holdt stemmerne i det hensyntagende leje. Under hele frokosten.

Alligevel måtte jeg stå skoleret overfor apotekerdamen, der gjorde det klart, at vi måtte aldrig komme der igen. Det forsikrede jeg hende om, at det ville vi heller ikke, for vi var i den grad slået ud af kurs, og på afveje. Og lige her og nu, endda på de gale.

Og så tøffede vi videre på vores hillerødske eventyr.

En legeplads dukkede pludseligt op til venstre for rækken, så den kastede vi os over med det samme. Jeg sad i stenstol som en anden Christian firtal. Den var forbavsende god at sidde i, og havde suget så tilpas meget efterårsol, at man hurtigt fik varmen, mens ungerne snoede sig rundt mellem aber og elefanter.

Og så skulle vi hjem. Og det kom vi. Men, for mig var dagen langtfra slut, for der var møder og samtaler, og jeg ved ikke hvad, inden jeg smed mig tungt i sadlen på TrilleNyx, og kørte hjem i mørket på denne eventyrlige oktoberdag.

Og inden jeg lukker og slukker, vil jeg bede jer om at krydse jeres små fingre, lukke øjnene tæt sammen, og ønske for mig, at tingene tager den rette drejning, så mit liv kan blive lidt lettere. I den arbejdsmæssige sammenhæng.

Godnat, og tak fordi du krydsede.

Ghita i gult - en opdatering

2009-10-13T23:18:00.003+02:00

Dana har sendt en opskrift, og lagt en opmuntrende kommentar. Anita har fundet et link, og jeg knokler videre med at finde det rigtige ribmønster, samt et bedre billede af Ghita i gult. Så, som Dana skriver, der arbejdes på sagen.

Byd endelig ind, hvis du har en detalje, eller to.

Fisk i en fars

2009-10-13T19:24:00.003+02:00

Den røde peberfrugt bliver skyllet, renset og delt, og minder til sidst om to halve nisserhuer, af de lange. Det er snart jul. Det er faktisk snart jul, og jeg er hyret som underholdningsnisse til en julefrokost.

Tyg lidt på den, mens jeg rører færdigrørt fiskefars sammen med en meget stor håndfuld hakket dild. Bare for at sætte lidt fut i den lidt pjaske-kedelige færdigfars. Jeg gør det aldrig mere, mumler jeg. Men food-processoren er død, så måske holder jeg ikke eget ord i den sag.

Drys med både salt og peber, og skålen bliver fejet ud til siden, så jeg kan skære agurk, peberfrugt og blommer i strimler og stykker, der kan gøre det ud for en lille sidelinie.

Jeg smækker barneskefulde fars på panden, og den tér sig præcis som klatkager på en decemberdag. Det er det, jeg siger, det er snart jul. Og jeg steger færdigt.

Limer det skiveskårede friske rugbrød sammen med lidt smør for at holde på formen. Trekantformen.

En let remouladesovs svæver over på tallerkenerne, og vi er klar. Nej, gu' er vi slet ikke, for der mangler småbitte stykker rå citron, samt et par dråber olie over den lille sidelinie, og nu er vi klar.

Sommersind

2009-10-13T18:08:00.005+02:00

Alt det lys. Selvom det er blevet koldt. Og det blæser. Er det sommersindet, der dominerer storsindet. Tænk, hvor lidt. Tænk, hvor stort. Tænk, hvor meget.

Efteråret er bare helt fantastisk.

Svaner i havneløb

2009-10-12T18:08:00.003+02:00

Vejret var vidunderligt mærkværdigt, da jeg trillede ned langs havneløbet i eget nabolag. Store mørketunge skyer trak op ude bagtil, mens solen glitterfarvede i de bølger, som en flok ungsvaner havde forvildet sig ud i.

De signalerede indbyrdes i en konstant pibekoncert af en svanesang, mens de med jævne mellemrum måtte opgive at svømme under Langebro på grund af forbipasserende bådtrafik i svømmebanerne. Først en friskfyrs kajak, og lige derefter daffede en havnerundfart forbi.

Måske var det deres første lange tur på egen hånd?

Hjemme i hytten her, fik jeg hurtigt smidt slæberne, for fødderne jamrede, og var trætte. Ja tak, hele kroppen var træt, og mærket af den efterårskulde, der nu sætter ind for alvor. Den mørke tid ligger lige foran. Uf!

Bjørnen lod sig overtale til at tage en tørn i køkkenet, og nu står han der, og tryller med koteletter, ris, champignoner og porrer. Men inden han for alvor tog over, udførte jeg de indledende manøvrer, mens han var optaget på mobilen af en samtale med en kammerat, der måske skal samme tur igennem, som han selv var for et par år siden.

Men, inden vi nåede så langt, sad jeg, og nød solnedgangens ildebrand i universitetets vinduer. Der var drøn på, inden mørket sænkede sig. Og mørkt er det. Nu.

God aften!

Efterår i koppen

2009-10-11T14:35:00.003+02:00

Hvad er bedre end at suge varm kakao igennem et tykt lag hvidt flødeskum, der vugger blidt i koppen, og afsætter bløde spor på overlæben?

I dag gik startskuddet endelig til de store kopper, der svingende fulde af den herlige varme drik, serveres med rigelige totter af flødegule skyer.

Endnu en grund til at elske efteråret.

Turquoise

2009-10-11T12:07:00.004+02:00

Susling har opfordret mig til at lege en lille farveleg. Og jeg leger med TURKIS ude i højre sidebar. Jeg leger endda så meget, at der er flere billeder end, det er meningen, at der skal være.

Samtidig sender jeg bolden videre til Liselotte, Hanne og et cetera. Hvis de gider lege med, skal de hver især finde 7 ting i farven LILLA.

CaraMia-gryde

2009-10-10T21:05:00.005+02:00

Hvad?! Ja, det var det navn, der lige faldt mig ind, mens Cara Mia kørte på det indre anlæg, og jeg filosoferede over at mad, bør laves med kærlighed.

Og nej, Cara Mia nummeret ligger ikke på min yndlingsfavorit-hitliste! Jeg aner ikke, hvorfor den pludselig overfaldt mig derude i køkkenet, og nu kører den selvfølgelig repeat og nonstop i hjernevindingerne.

Der var billig mørbrad i det lokale supermarked. Billige var de nok, fordi de var lidt bøvlede at rense, men med en kød-interesseret kat, og en god skarp køkkenkniv, fik vi has på det.

Et lille bundt porrer, to fed hvidløg, en bakke champignon og tre store hvide gulerødder blev renset, skåret eller snittet. Porre og hvidløg røg først i den sorte gryde, hvor jeg havde opvarmet en slat olivenolie.

Kødstykkerne var blevet vendt i en blanding af speltmel, to slags paprika, salt og peber. Da porrer og hvidløg var begyndt at karamelisere let, fik blanding et par skævt med dagens Kusmi, Chocolate-Mint. En forrygende duft bredte sig, da den dampede sammen i gryden.

Kødet blev tilsat, og vendt godt rundt i den sorte. Derefter gulerødder i papirtynde skiver, og mere Kusmi.

Mens gryden stod og passede sig selv, klargjorde jeg en stor håndfuld Basmatiris. Da vandet kogte, tilsatte jeg en skvat olie samt en tot salt. Låg på, og laveste blus i ti minutter.

Champignoner i kvarte blev hældt i den sorte, og da det blev tid til at slukke under risene, jævnede jeg CaraMia-gryden med lidt piskefløde, og da Bjørnen faktisk havde en drøm om paprikagryde med cocktailpølser, røg der en lille bakkefuld af dem med i.

Så alt i alt blev alle imødekommet, og alle blev glade.

Lysegrønne blade

2009-10-10T10:28:00.003+02:00

Jeg triller stille, og roligt hjem over Volden, hvor jeg engang imellem standser op for at indhente mit eget jeg. Forskellige indsalg i bynaturen fanger mit blik, og i går, var det svanerne ved broen, der fik mig til at aktivere bremsen, i stedet for bare at gå ned i gear.

En hel flok flokkedes, om det svaner nu flokkes om.

Og jeg stod på sidelinien, og ventede på, at de alle hev halsene op af dybet. Samtidigt. Det kan tage sin tid, og i ventetiden fik jeg selv hevet langhalsen op ad dybet og tydeliggjort, at det var blevet weekend.

Mit selskab blev udvidet med et sæt bedsteforældre med et styks barnebarn i en vogn, og lidt efter passerede en ung kvinde, der først studsede, derefter standsede, og sluttelig smilede bredt til svanerne.

Efter en rum tid signalerede Førstesvanen uhørligt til flokken, at nu var det tid til at rykke igen, og det gjorde de så. Halsene op. Samtidigt.

En tyver over hundrede

2009-10-09T19:32:00.004+02:00

Pusletaske kaldes den i butikken. Hvad skal jeg dog med en pusletaske? Ingenting!

Hov, strikketøj! Det pusler man da også om. En strikketaske. Klart! Og så passer tingene pludselig rigtig godt sammen. Endda til en billig penge.

Nu kan jeg pakke både små og store strikketøjer sammen med lidt mellemmadder, hvis jeg, i vinterens mulm og mørke, kaster mig ud i strikkeaftenernes paradis både her og, eller der.

Brokker

2009-10-09T18:18:00.003+02:00

Vinden er ved at vende. Der dukker jævnlige lysglimt af fornøjelse op ind i mellem alle generne. Facaden ud mod gården tegner til at blive virkelig elegant. Mørke gråblå vinduesrammer op mod kridhvidt puds.

Inspireret kan man også blive, når man ser nærmere på de bunker af brokker, som vi går, og falder over rundt omkring.

Og så elsker jeg mine nye vinduer.

En arbejdsdag

2009-10-08T16:26:00.003+02:00

Min morgenmakker er vild med kaffe, og står med lykkelig forventning, og fyrer op under kaffeapparatet.

Vi har forlængst spillet os ind på hinanden, og arbejdsfordelingen er klar. Jeg tager stolene og stuen, han ordner morgenbakken, hvor vi snyder for havregrøden, og serverer godt grovbrød i stedet for. På skift, og for egne regning. Med økologisk honning og god ost til. Også for egen regning.

Jeg drikker te, og har overgivet mig overfor børnenes ønske om også at drikke med af den gode Kusmi, så jeg har skiftet dåsen med den stærke sorte ud med en mere børenvenlig, og mild grøn blanding.

I dag skete der ikke rigtig noget før langt henne i morgenmadstimen. Ja, den var nærmest slut, da der endelig begyndte at komme småfolk ind af døren. Men så gik det også slag i slag.

Mange skridt senere, hvor beskeder fyger gennem ledninger og lokaler, og børn ankommer og vinkekysser fra vinduerne, ryster man på hovedet, og koncentrerer sig, men ungerne er så optaget af leg, spil og puslen ved alle borde og i alle kroge, at vi nænner ikke at forstyrre.

Det gør vi så senere, og pakker dem og os selv sammen, og går derover, hvor der er cykler og dukkevogne nok til alle. Solen er kommet frem, og endnu engang bliver der kastet lys over os, og alle de gyldne blade, der drysser ned i flertal, hver dag.

Og vi voksne vender ord, udveksler erfaringer, og kommer endnu tættere på hinanden, mens vi iagttager, at ungerne igen bliver så optaget af leg, spil og puslen, at vi ikke nænner at forstyrre.

Det gør vi så senere, for klokken har trukket længe, og frokosten kalder, og da først madkassen kommer på bordet, rammer sulten så præcist, at der ikke er overskud til at vente på vognen med tallerkener og glas. Der skal spises, og det skal være nu! Det gør de så, mens vi nænsomt lander tallerkenerne ind mellem bidderne.

Jeg er et meget tilfreds menneske, da jeg lukker lågen bag mig, og haster videre med resten af min torsdag.

Oktobermorgen blot til lyst

2009-10-08T16:06:00.003+02:00

En mobil brummer på natbordet, og jeg ved udemærket godt, at det ikke er en fejl. Klokken er 5.45, og nu kan jeg påbegynde udskydelsen et par gange uden at få næsen i klemme.

Jeg udskyder. Og udskyder. Og giver op. Vælter ud på gulvet, og går i gang.

Der er stille i gården. Håndværkerne er ikke varmet op endnu, og jeg lusker ubemærket ud gennem porten med et fast greb om TrilleNyx. Jeg svinger mig op, og kører lige ud i endnu en vidunderlig oktobermorgen.

Blæst om

2009-10-07T18:21:00.003+02:00

Jeg har det nok ligesom en kastanie, der hænger højt på en gren, og godt er klar over, at den skal se at komme ned. Og blive til noget større.

Jeg gider godt blive til noget større, men den eneste måde jeg orker at gøre forsøget på, når jeg kommer træt hjem, er at indhalere små firkantede stykker chokolade af enten den lyse eller mørke slags. Med orangesmag. Når jeg sidder der i sofaen, og samtidig ser skod-programmer i fjernsynet.

Som modvægt til alt det dumme, glider glatte garner mellem fingrene, der er på vej ind i deres hysteriske vintertilstand, så jeg strikker på tid. Lånt tid endda. For det solrige efterår har udsat pinen lidt endnu. Kun lidt. Tre fingre er revnet i skæringer så skarpe, som var de skåret med kridhvidt papir.

I går oplevede jeg, at tre-fire mennesker næsten samtidigt, sagde mit navn for at fange min opmærksomhed. Det er meget at gabe over på én gang. Og jeg glemte da også en seddel på bordet. Måske skulle jeg opsætte et nummersystem.

Indrømmet, jeg synes, at det er fedt nok, at bevæge sig rundt i den travle tid, men jeg kunne bare godt tænke mig at blive så meget større, at jeg selv kunne bestemme, hvor længe den travle tid skulle vare.

Så alt i alt gider jeg godt at være oppe at gynge i al ruskeriet, men omvendt er jeg ikke så vild med at være ophængt i den travle tid.

Mig i en kastanieskal, og måske er det på tide at lade sig falde?

Gådegætteri

2009-10-07T08:08:00.004+02:00

Jeg har lånt et billede fra D'jo Hanne. Hun har nemlig smidt en gåde på sin blog. Jeg ville ønske, at det var et bælte. Hvad tror du?

Gætterierne skal afleveres hos Hanne senest klokken 20 i aften.

En masse

2009-10-06T20:22:00.003+02:00

En hel stak. En hel masse. Tanken om at lave et julemarked er så småt ved at vågne igen.

Sidste år strikkede jeg vanter, men de er blevet brugt som gaver hen ad vejen, så nu står jeg med ingenting på lagerkassebunden. Men, man kan jo altid begynde forfra, og det gør jeg så.

Noget helt andet, men alligevel lignende, snor sig omkring mig. Hvad vej tingene svirper, ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg skal love for, at jeg løfter alle slørene, hvis tingene falder i hak til min fordel.

Indtil da kan jeg kun sige, at jeg skal bruge min kreativitet, at jeg skal lære fra mig, og det skal vist også helst være inspirerende, og underholdende. Og deltagerne er ikke børn.

Med alle disse overvejelser, og eventuelle udfordringer får jeg endnu en chance for at gøre lidt op med nummer syv.

Så det gør jeg så.

Ghita i gult

2009-10-05T21:40:00.004+02:00

Hjælp!

Jeg kom til se 'gammel dansk' i går. Han, hun, Dirch og Dario. Sådan på zapper-måden. Fjernkontrollen faldt ud af hånden, fordi jeg skulle koncentrere mig om at hækle en støvblå kant på et lilla sjal. Og så stod vi stille på Dirch og Dario.

Jeg ville nok ikke have indrømmet dette offentligt, hvis det ikke var fordi, at Ghita på et tidspunkt iførte sig en helt vidunderlig fed gul sweater. Sådan én vil jeg gerne eftergøre, men hvordan bærer man sig ad med det?

Hjælp!

Kylling i karry og Kusmi

2009-10-05T19:22:00.003+02:00

Problemknuseren blev den sorte gryde. Da den første blev hevet frem fra dybet, så kørte spisevognen.

Lækre, smækre porrer blev skåret i skrå mønter, og tre store fed hvidløg blevet skivet semityndt. Olivenolie blev varmet i den sorte, og karry i rigelig mængde blev vendt i det varme uden at branke. Derefter et skud tørret mynte, og så tilsatte jeg porrer og hvidløg.

Kyllingebryster blev skåret i håndterbare størrelser, og blev vendt til ny farve i selskab med løg-arterne. En squash var blevet ternet, og kom nu i gryden.

Efter nogen tids venden og drejen, var det blevet tid til tilsætning af væske, og det der lige var ved hånden, viste sig at være en pottefuld Kusmi med viol. Hva'fan', tænkte jeg, og pumpede et par skvæt eller fire i.

Efter mere simren kom jeg en dåse butterbeans op i festgryden, og lod det stå og putre videre, mens jeg kogte basmatiris med hel kardemomme og nelliker.

Om lidt spiser vi.

Madlavningslede

2009-10-05T18:03:00.003+02:00

Jeg har en plan. En plan om at lave noget med kylling i karry. Med et eller andet. Og noget til. Jeg har købt ind, med den plan i baghovedet. Men, et er at have en plan. Noget helt andet er at føre den helt ud i køkkenet.

Jeg har nemlig madlavningslede.

Og det er altså rædselsfuldt for sådan én som mig. Det har stået på rigtig længe. Irriterende længe.

Min energi i køkkenet er som en østers uden indhold.

Jeg håber ikke, at det kommer til at vare ligeså længe som den periode, hvor jeg ikke kunne læse bøger. Det varede, og varede, og varede. Alt for længe.

Det er heldigvis ved at fortage sig, men helt væk er det ikke. Altså det med bøgerne.

Måske skal jeg bare gå derud, og nedstirre ingredienserne og se, hvordan de reagerer.

Suk!

Plastik

2009-10-05T17:51:00.003+02:00

Bang, og knald med en hammer. Lige i panden, da jeg træder ind fra køkkentrappen med en godt fyldt cykelkurv, og kalkstøv i småskyer om fødderne. Wauw, her er varmt, tænker jeg i mit stille sind. For der er dæleme stille efter en god dag på jobbet med livlige, og i dag, meget højtrøstede børn.

Efter et kort blik mod vinduet, ligger forklaringen ligefor. Vi er blevet pakket ind i endnu et lag plastik. Denne gang så tæt, at man ikke engang kan åbne vinduerne.

Kan konen her da blive ved med at skrive om den renovering? Ja ja, det kan hun da, for den skide renovation fylder rigtig meget i min hverdag. Minsandten også i min fritid. Og der er meget lang tid til vejs ende i den sag. Desværre.

Den forundrede kat

2009-10-04T19:45:00.003+02:00

Jeg har ikke siddet så stille de sidste par timer. Et eller andet tog ved mig, og jeg ville bare blive færdig med at fjerne spor efter det stormfulde vindues-hurlumhej. I dag.

Og det blev jeg.

Bjørnen har kokkereret, og det bliver skønt om lidt, at sætte sig tilrette i sofaen med en viden om, at en ny uge kan begynde uden støv i og omkring ørerne.

Men puha, hvor er vi trætte, mig og den forundrede kat. Nu tager vi en slapper, og en god aften venter forude.

Plankontrol

2009-10-04T14:07:00.004+02:00

Jeg gik direkte fra nattesøvn om bord i eftermiddagen. Jeg har sovet så længe, at morgenmaden blev til frokost. Gad vide om det var persiennevasken, der trak tænder, eller hvad?

I går aftes gik jeg ellers i seng med en lusket plan om at stå meget tidligt op, så jeg kunne få kontrol over de sidste støvrester. Støvrester og støvrester, det klinger af alt for lidt i forhold til, hvor meget de rester egentlig fylder.

Men planer er åbenbart heller ikke altid i kontrol, så nu har jeg grebet til fjernsyn og hæklenål, og får styr på nogle helt andre løse ender.

Ud af form

2009-10-03T18:14:00.003+02:00

Efter en uge på langs er jeg nem at ryste, når rengøringsbølgerne går højt. Jeg har fået vasket en tredjedel af køkkenet ned, vasket komfuret og to persienner. Og jeg er bare så færdig!

Men, jeg har været god til at indlægge små pusterum, hvor jeg har strikket, set lidt fjernsyn og puslet i mit soveværelse.

Jeg kan godt skimte det herlige i 'bagefter', men jeg er ærlig talt stadig for mat i sokkerne til rigtig at glæde mig til det.

På mandag lægger jeg forøvrigt vejen forbi farvehandleren for at indkøbe en rulle afdækningsplastik og lidt malertape. For når vi skal have skiftet vinduerne i stuen, vil alt blive forseglet tæt og inderligt!

Gammel kærlighed ruster bare ikke

2009-10-03T12:06:00.003+02:00

Billedet af Mick Jagger har fulgt mig gennem tykt og tyndt i rigtig mange år. De fleste år har han hængt fremme med ære og værdighed. En enkelt gang har han været gemt bort i et mørkt hjørne, hvor der altså er nogen, der mener han hører til.

En anden gang, var jeg fast besluttet på at sælge ham, da jeg på et marked delte bod med en veninde, men efterhånden som interessen for billedet steg støt, voksede prisen også, for jeg opdagede pludselig, at jeg bare ikke kunne skille mig af med det alligevel.

Som det så ofte sker, når jeg bliver nødt til at gå grundigt til værks med rengøringen, begynder jeg også at rydde op. Og ud. Lave om, og flytte rundt på tingene. Ikke fordi, der er så meget at rode rundt med i mit soveværelse, men noget har jeg da fået kastet rundt med.

Og så står vi pludselig der. Jagger og jeg. Mig og Mick. Go'e gamle gavflab, og jeg erkender i samme øjeblik, at jeg vist er vokset fra gyldne rammer fra farmors tid over i noget helt andet.

Det vil jeg da lige tænke over, mens jeg hænger en nyvasket persienne på plads.

Den bredmundede

2009-10-03T09:16:00.003+02:00

Kys frøen og se, hvad dagen bringer.

Jeg er vist vågnet op i mit gamle jeg. Der er stille i den blågrå morgen, som er krøbet ind igennem mønsteret på det hvide blondegardin, og jeg føler mig udhvilet. Forkølelsesesstrømmen er i aftagende, så det tydeligt mærkes.

Sikke et held, for uanset, hvor mange frøer jeg kysser, er jeg næsten sikker på, at dagen kommer til at handle om støv, støv og mere støv. Og lidt til. Men jeg kysser alligevel.

God morgen.

Et værelse

2009-10-02T18:44:00.003+02:00

Normalt tager det et par timer, at rende hele hytten her over med suger, moppe og klud. Normalt.

Ved tilbagetagelsen af mit soveværelse brugte jeg lidt længere tid, nok mest på grund af behovet for en hel del flere pauser end ellers, men nu er det mit, og ikke længere støvets.

Et nede, to venter.

Natlys

2009-10-02T14:43:00.004+02:00

Der er kommet lys på stilladset. Både til gården og til gaden. Der er blus på lamperne hele natten. Lige udenfor vores vinduer, så da vi havde fået fjernet det værste støv fra gulvene, dækkede vi vinduerne til med lagner og dynebetræk, for at få ordentlig nattesøvn i øjnene.

Persiennerne er nemlig pillet ned, og står nu lænet op af væggen, og venter på, at jeg bliver frisk nok til at kaste mig ud i den hovedrengøring, der uundgåeligt ligger i kølvandet af de nye vinduer.

Det her er nok det værste rod, jeg har prøvet længe!

Obama fløj forbi på vejen hjem. Air Force One lagde sig nydeligt tilrette i nærmest hollywoodske folder, ramt af oktobersolens gyldne stråler, og på trods af stilladser og plastikforhæng i udsigten, fik jeg også lov at se lidt af historiens vingesus.

Igen.

For det er altså ikke første gang, at vi har haft en amerikansk præsident hængende i udsigten, eller haft statsbesøg om ørerne. Så den slags tager vi efterhånden lige så afslappet som chefpolitiinspektøren.

SUK! STØN! SNØFT!

2009-10-01T11:06:00.002+02:00

Jeg vælger ikke mine svage øjeblikke med omhu. Hvis, jeg da ellers kan tale om valg. For igen er jeg strakt til jorden, sofalagt med snue og snøft. Og havde jeg kunne vælge, havde jeg valgt mig udenom.

Men nu ligger jeg her, mens håndværkere har invaderet vinduespartierne i den ene halvdel af hele lejligheden. Og sendt mig i eksil til stue og sofa.

Det støver. Det stormer. Det trækker. Det er skidekoldt.

Klokken halv syv, snøftede jeg rundt i en døs, og lavede en meget stor kande te, fik reddet de vigtigste fornødenheder ind i stuen, sammen med kattemad- og bakke. Ikke lang tid efter stod den første håndværker i vores badeværlse.

Hvordan han var kommet derind, ved jeg ikke. Alle vinduer var lukkede. Nøglen lå på bordet. I stuen. Uafleveret, fordi jeg har snøftede rundt i en døs siden i mandags. Men ikke desto mindre stod han altså der, og forsvarede sig med, at de skam havde banket på. Vinduet. Bag en lukket dør. Tror jeg.

Stuen kunne være fristedet, men også her er der gang i stilladset. Der løbes op og ned, bores, hamres, eller udføres andet håndværksmæssigt arbejde. Nu mangler der bare, at den venlige beboer igen i dag, kommer hjem, og forsøger at tage kampen op med rocken som våben.

Mit held er måske, at jeg stadig er træt og døsig nok til bare at grave mig ned og sove fra det meste. Men helt let er det altså ikke. Sgu!

Baktus i bunke

2009-09-27T15:25:00.005+02:00

Mens jeg dyrkede min vildhed med dans, blev jeg finito og færdig med retrillerne. Min første, og absolut ikke sidste, Baktus er klar til en skylle.

Det var et dejligt, og meget enkelt stykke strik.

Om lidt står jeg og roder rundt på lageret, for der var vist noget med nogle nøgler af Opals Hundertwasser-inspirerede sokkegarn, der kunne gå hen, og blive smukke jule-Baktusser. Eller Lacy Baktusser.

Efter danseriet var slut, tog jeg en lille blogrundfart, og faldt over en yndighed, der kunne hjælpe mig af med en anden type garn fra samlingen.

Akkeja, fristelserne hober sig op i bunkevis.

Op med fødderne

2009-09-27T11:19:00.002+02:00

Det er ved at være noget tid siden, at jeg lige snappede en ide med hjem fra det lokale supermarked. De havde brugt champignoner, tomater og ost, men her kommer min version.

Portobelloer, lækre og store, blev lagt med fødderne i vejret i et ildfast fad. Derefter hakkede jeg en håndfuld soltørrede tomater, samt et pænt lille bundt salvie. Mozzarella blev skåret i sirlige små tern.

Først lagde jeg en bund af tomater og salvie på fødderne af portobelloerne, og bagefter toppede jeg med mozarellaen. Bang! Ind i ovnen på cirka 200 grader. Der stod fadet indtil svampene saftede, og osten smeltede i blide bunker.

En god lille ting.

Gensyn med Jimi

2009-09-26T20:53:00.003+02:00

Dagen er gået. Måske sådan lidt kapgangs-agtigt. Vaske- og strikketøj er gledet gennem flittige hænder, der mærker kulden komme. Huden indtørrer til knas og sprækker. Øv!

En liste over mulige kager til Kagekalaset den 25. oktober er ved at tegne sig. Der skal eksperimenteres en del, så måske skal jeg lige fortage et par prøvebagninger, inden jeg udsætter sagesløse for mine vilde ideer.

Jeg har også leget med gær og gammel surdej. Det endte med et måske lidt fladt brød, men smagen var der bestemt intet i vejen med.

Jeg brugte speltmel, kanel, græskarkerner, rosiner og et svensk æble fra Hven, som jeg havde glemt i kurven. Det var forbavsende friskt i betragtning af, at det var fra i lørdags. Men sådan er det jo med friskplukkede æbler. De holder længe, længe, længe.

Kanalrundfarten tidligere på aftenen bragte mig tilfældigt forbi NRK 2, der fangede mig ind med et gensyn med Jimi Hendrix, fra dengang jeg selv var et sprødt æble.

Alt i alt en rigtig god lørdag, siger jeg bare.

Udforskning

2009-09-26T13:26:00.004+02:00

Jeg nød torsdagens tidlige morgenbord i institutionen sammen med en vikar, der ligesom jeg drikker te i mange afskygninger. Hun bor i Malmø, hvor der åbenbart findes mange listige te-steder, og næste dag kom hun med en lille gave til mig.

Hun anbefaler især den med granatæble, som også har lidt peber i smagen. Spændende. Jeg glæder mig også til at udforske de forskellige chai-typer. Endnu mere spænding.

Og nu vi er ved te-drikkeriet, kan jeg afsløre, at jeg i løbet af et par dage fandt ud af, at der findes hele to personer i min omgangskreds, der ganske frivilligt kan finde på at nyde en kop dampende varm kamillete. Helt uden, at der er indblandet søvnmangel, forkølelser, eller ømme halse.

Hvad siger du? Løber du skrigende bort med rædslen malet i ansigtet, hvis man siger kamillete? Eller er du allerede smuttet, bare man nævner te i det hele taget?

Mustafa og murerne

2009-09-25T19:17:00.005+02:00

I går var der en murer, der sagde, godmorgen, da jeg trak TrilleNyx af stalden.

Senere fik jeg øjenkontakt med én af dem ude på stilladset, mens jeg talte i telefon med Mustafa, der havde mig opført i deres kundekartotek, fordi jeg jo engang havde købt et tæppe hos dem. Det kunne jeg ikke lige huske noget om, men Mustafa fremturede ufortrødent, og gentog mit ikke helt almindelige navn. Både det første og det sidste. Det mellemste undlod vi helt at nævne i denne sammenhæng.

Jajada, hvad er det du vil, spurgte jeg for at sætte skred i tingene. Jo, selvom de havde lukket alle deres tæppeforretninger i Norden, ville man nu kunne tilbyde deres gamle kunder, altså dem som stod i kundekartoteket, et helt og aldeles særlig godt tilbud, for man havde erhvervet et parti helt fantastiske tæpper.

Nåda, men mine tæpper er fra Ikea, så jeg forstår ikke, hvordan jeg er havnet i jeres kartotek?!

Stilhed et kort øjeblik. Og, bingo! får jeg øjenkontakt. Så har du fået renset et tæppe hos os, siger Mustafa. Nej, det synes jeg ikke lige, svarer jeg, og mister blikket. En reparation?, spørger Mustafa forhåbningsfuldt. Narj, siger jeg, det har jeg heller ikke, svarer jeg, mens mureren forsvinder op ad stigen til næste etage.

Jamen, så må det være en fejle, det sagde han, en fejle, hvorefter samtalen faldt til jorden, og vi afsluttede, inden vi druknede i høflighedsfraser.

I morges da jeg tumlede ned af trappen, tænkte jeg på at det kunne have været interessant, hvis jeg havde ladet Mustafa gå planken ud. Bare for at finde ud af, hvor længe han ville væve på tæppet, inden at han for alvor nåede frem til sagens kerne.

Da jeg trak TrilleNyx af stalden, kom en anden murer end ham fra i går med et, godmorgen. Men det standsede ikke her. Vi rodede os ligefrem ud i et lille samtaleforløb om den stundende weekend.

Jojo, man er for alvor kommet på talefod med stilladset. Måske, meget godt det sammen, nu når de skal hænge ud heromkring i gennem længere tid.

Prikken over i'et

2009-09-24T21:01:00.002+02:00

Efteråret er kommet med mig hjem. Der ligger små røde paradisæbler, hyben og kastanier på sengebordet, og mine små yndlingsvaser lyser med rejnfan og flere hyben.

Det vil da næsten være synd at slukke lyset, når jeg skal sove.

Tyl

2009-09-24T16:58:00.006+02:00

Stadig sokkeløs har jeg knyttet en del knuder i dag. Tyl i strimler. Sølv og silke i lange baner. Guldbånd bundet i sirlige sløjfer. Samlet til de fineste skørter, der glæder små pigehjerter. Deres øjne lyser op, og smilene bliver bredere, som processen skrider frem.

En hel formiddag tilbragt med smalle strimler og minder om candyfloss, københavnerstænger og champagnebrus.

Det var en dejlig formiddag.

Jeg cykler hjem over Volden, standser en stund, og suger efteråret ind i orangerøde baner. Står der, og ser i så lang tid, det tager at slippe knuderne, som stadig sidder lidt i fingrene.

Vinden griber tylsskørterne, der som forårsfarvede sole blæser over vandet, ænderne og de druknede indkøbsvogne.

Tilbage på kanten står jeg klar til at vende mig mod en anden side af mig.

Knaldrøde bær i tørt græs

2009-09-23T21:38:00.003+02:00

Der har været dejligt mange ting at fornøje sig over i dag. En lang, men god dag. Cyklede hjem over volden, og undrede mig over, at jeg stadig kan tøfle sokkeløs rundt her i slutningen af september.

Snart banker oktober på, og midt i det hele skal jeg ud at flyve.

Jeg tror, at det bliver et spøjst efterår.

Nu lukker vi listen

2009-09-22T21:43:00.004+02:00

Tusind tak for den store interesse for Piskerisets og mit lille fællesprojekt kaldet Kagekalas den 25. oktober.

Listen er nu lukket, og tilbage er kun at sige, at vi glæder os til at se alle jer tilmeldte på selve dagen.

Mens jeg venter

2009-09-21T19:26:00.002+02:00

Det var alligevel et pænt stykke, jeg nåede, mens jeg sad i diverse venteværelser og busser. Jeg tror, at jeg vil gøre det til en vane altid, at have strikketøjet ved hånden. Det gav ro i sjælen, og jog lige i denne her situation, de dumme erindringer på flugt.

Bestemt! Strikketøjet skal have en plads, sammen med kameraet, kalenderen, pungen, nøglerne, og alt det andet ragelse, der samler sig på bunden af tasken.

I øvrigt tror jeg, at det ender godt med lige netop det garn til den opskrift.

Favnen fuld

2009-09-21T17:52:00.004+02:00

Problemet er, at bussen standser på Kgs. Nytorv, hvorfra jeg skal videre med Metroen. Og billetten er dobbeltstemplet, og holder sagtens til en sviptur i Mad&Vin.

Men holder jeg? Snitterne fra lækkerierne?

Efter en rum tid, men stadig indenfor klippetid, står jeg på rulletrappen med posen. I behersket udgave. Ikke noget med chokolade, kaffe og te i lange baner. Lukuspasta, dyre udskæringer, eller økologiske råmælksoste. Jeg har faktisk begået mig pænt, selvom der selvfølgelig forekom en del befamling.

Chicken hotwings, tomater, tre dåser store hvide bønner og en enkelt flaske Lorina.

Da jeg kommer hjem, bliver jeg nærmest slået tilbage til start. Ikke over håndværkerlarm, de er faktisk helt fredelige, men en beboer prøver igen at spille dem ned af stilladset med tilbageblæst frisure tilfølge.

Da jeg går ud i køkkenet for at pakke ud, opdager jeg, at en eller anden har lusket en æske med Sarah Bernhard kager fra van H ned i min indkøbspose. Jamen altså, hvad tænker folk dog på?

Jeg tror sgu bare, at vi æder dem i aften.

Lej en sphinx

2009-09-21T13:41:00.005+02:00

Fridag. I dag. Igen. Men. Hele to aftaler på Hvidovre. Igen. I dag. Men.

Jeg har læst på lektien hjemmefra, så jeg husker at få spurgt om det, jeg nu vil spørge om. Jeg har pakket tasken hjemmefra, så jeg ikke skal sidde og glo ud i den kedelige luft i de forskellige transportmidler og venteværelser.

Hænderne er beskæftigede med strikketøj, som glider nemt i rene retmasker og en enkelt udtagning på hver fjerde. Underholdning i den lette ende af skalaen.

Bussen kommer og kører. Jeg er med, og kan tillade mig at brede mig, for den første myldretid er forbi. Nu er det formiddagsholdet, der råder, og vi er ikke så mange.

Jeg er ikke vild med Hvidovre. Af mange gode grunde, og erindringen sidder som et sug i maven. Strikken tilbyder mig andre tanker, som jeg taknemmligt tager imod, og faktisk lykkes det mig at strikke mig fra de værste minder i de forskellige venteværelser.

Først bliver jeg mammograferet, bagefter reumatologiseret, og ender med at sidde, et enkelt øjeblik eller tre, i blodbanken, som de har flyttet siden sidst. I et nyindrettet aflukke venter en ung vampyr, der suger seks rør, uden jeg overhovedet mærker det. Hende vil jeg gerne abonnere på, hvis der fremover skal tappes i større stil.

Mens jeg pakker aftalekort og andet papirarbejde ned i tasken, er jeg nu på det rene med, at jeg har en ny lægeaftale om tre måneder, vil blive indkaldt til røntgen på et senere tidspunkt, og at jeg fortsat skal guffe ekstra fiskeolie og d-vitamin i mig, udover den daglige multi.

Bussen kommer, og kører den anden vej. Jeg er med. På vej hjem i eftermiddagen.

Særlinge

2009-09-20T20:07:00.003+02:00

Der findes nogen som synes, at svenskere er nogle sære størrelser. Jeg ved ikke om citronen her, kan ændre den holdning?

Og solen gik ned

2009-09-20T12:58:00.006+02:00

Stakkels mand. Står der med nakken i et evigt knæk. Øjnene rettet opad og ud i rummet, hvor han stadig scanner den dybsorte himmel for nye stjerner. Talte han skånsk måske?

Når båden har forladt øen, og skumringen dæmrer, kaster han den tunge grå kappe, og tager taknemmligt i mod bakken med glas og flaske, som den udbrændte Stella Nova bringer ham fra Backafallsbyn. Skuldrene falder på plads, og han slapper af. Igen.

Solen synker ned i havet, stjernerne gør sig klar, og han skridter ned mod Stjerneborg.

Jeg, derimod tøfler hen til stoppestedet med svanebajer og koreansk mad i maven. Den skånske gin kluklér i tasken. Aftensstjernen lér med. Jeg vidste det bare. Det blev en god dag.

Baktus

2009-09-20T12:25:00.003+02:00

Der er blevet strikket i engen, og jeg er faldet pladask i lysten til selv at strikke en Baktus . Garnet fik jeg foræret af Hanne, da vi mødtes første gang, dengang det stadig var sommer. I Jylland.

Hvis jeg er snedig, skynder jeg mig at få hvæsset pinden, og kastet nogle masker op, så jeg har et godt stykke ventestrik som underholdning i morgendagens venteværelse.

Blodpyrus

2009-09-20T11:37:00.004+02:00

"Står I der og moller frugt?", lød en stemme gennem renæssancehaven. Jamen, det sagde han altså. Manden i et andet rejseselskab. Moller frugt?

Hmm!?

Det måtte vi da også prøve, at molle frugt, og gik nysgerrige, og lidt mistænkelige om bord i en blodpære. Andrea gik først, for jeg havde jo et kamera at passe, men min tur kom vi altså også til.

Den ser lidt underlig og rådden ud, men det smagte af ingenting med et svagt hint af figen. Meget tyk i skrællen, og mørk i kødet. Jeg har læst mig til, at pærer som regel er hvide, eller gule i frugtkødet, undtagen blodpærer, som er røde. Mon det skal være rødt, ligesom i en figen?

Hmm!?

Hven i vente

2009-09-20T10:50:00.004+02:00

Mellem hvide tillukkede telte, står jeg med hel- og halvdagsbranderters lystige galeri kørende i lydtapetet, mens solen glimter sig vej henover Nyhavns dugfriske morgenansigt.

Ginologerne skal på eskursion til Hven, og båden sejler fra Havnegade klokken 9.15.

Vi er ikke alene, men trods manglende forudbestilling, får vi plads, og klokken 9.15 sejler vi afsted med kursen lagt tværsover de blågrønne bølgeglimt.

Da jeg samler håret i sømandspisk, falder det hele til ro i vuggende harmoni med båd og bølger. Udsigten er fin, solen skinner, himlen er højblå, og vi kan skue både store og små på sejlene. Og, hold da lige helt op, hvor de der store tankere kan ruppe neglene, når de adstadigt glider over fladen.

Jo tak, eventyret venter i horisonten, og selvom vi på det givne tidpunkt kun kan ane, ved vi det alligevel godt. Det bliver en god dag!

Septembersol

2009-09-19T09:15:00.001+02:00

Ginologerne har nu forladt landet. But, we'll be back!

Globryllup

2009-09-18T19:06:00.008+02:00

Jeg fik ikke gloet så meget, men nåede det vigtigste. Jeg fik lykønsket parret, beundret den smukke brud, samt hendes yndige brudepiger, der strålede om kap med en selvsikker septembersol, der i dagens anledning var ophængt på en baggrund af højblå himmel.

Tillykke, siger jeg bare.

Syd-øst for Paradis

2009-09-18T19:06:00.005+02:00

Der ligger Borehelvede åbenbart, men her for et øjeblik siden fik jeg den ide at gå ind i stuen, sætte mig foran skærmen, og bælle lidt fredagsøl for næsen af borebisserne på stilladset. Det hjalp. Larmen stoppede fem minutter efter og over syv, og de har lige passeret vinduerne for hjemadgående.

Så velkommen til fredag aften. Endelig!

Fabelagtig fredag

2009-09-18T13:03:00.003+02:00

Jeg holder fri i dag. Åbenbart et godt valg, for jeg har sovet som en sten i ét langt og vederkvægende stræk.

Det var, og er til dels stadig, min mening at gå til globryllup i dag, men på grund af den lange sovetid, har alt rykket sig, og nu kan jeg måske ikke få opfyldt alle dagens ønsker. Ved siden af er der også noget stress, der svagt banker på, og jeg gør derfor mit bedste for at få det til at holde op, ved at respektere egne grænser.

Altså én ting af gangen, og til hver sin tid.

Jeg har tøflet rundt i det små, og på et tidspunkt, i ren solidaritet med de larmende håndværkere, greb jeg til suger og moppe, og kastede mig ud i en forsinket torsdagsrengøring. Det giver mærkelig nok ro og overblik, det dér rengøring.

Når jeg kaster hørelsen i retning af det ydre murværk, mener jeg, at kunne fornemme, at vi alle arbejder os henimod en fyraften ved to-tiden. Det er jo fredag.

Awesome girl

2009-09-17T18:12:00.006+02:00

Tusind tak til Den Stramtandede for prisen, samt muligheden for at spekulere over, hvilke ti ting om mig, som jeg synes der skal sættes spot i denne anledning.

1.
Jeg er total bimset med ballet. Jeg dansede tre sæsoner på hedengangne Halses Danseinstitut, og sad klisteret foran fjerneren, og sugede Bolshoi-balletter ud af skærmen.

Dengang var jeg lille, blond og spinkel med hypermobil led. I dag er det kun hypermobiliteten, der er tilbage. Og interessen, forståes.

2.
Jeg elsker hav, klit og sand, men jeg får højdeskræk, hvis jeg kommer ud på det åbne i en for lille båd.

3.
Jeg kan stadig få mindreværdskomplekser i forhold til min oprindelige famile, men vi ses ikke så tit, så det gør ikke så meget. Min familie består iøvrigt af nogle rigtig rare mennesker, så det er der ikke noget galt med.

4.
Jeg kan rigtig godt lide at skrive. Ind imellem er jeg blevet opfordret til at skrive en bog, men hver gang jeg prøver at forestille mig det, sker der ikke rigtig noget. Så det er nok ikke det, jeg skal.

5.
I morges havde jeg en drøm, der gav mig endelig fred med noget fra min fortid.

6.
Jeg er meget, meget vildt betaget af ugler. De imponerer mig med deres storladne måde at være tyste på. Og så, de der ugleøjne, altså!

7.
Inden i mig syder og bobler lysten til at udfolde mig på alle mulige leder og kanter. Jeg vil skabe. Jeg vil male. Jeg vil skrive. Jeg vil sy, brodere og strikke. Jeg vil tilegne mig færdigheder, der kan frigøre mere kreativitet, og lyst til at lære mere. Jeg vil eksperimentere med potter og pander. Jeg vil læse. Jeg vil se. Jeg vil lytte. Jeg vil gøre. Godt. Med egne øjne. Med egne ører. Med egne hænder.

En selvværdsdefekt, samt eftervirkninger af flere år stress gør imidlertid, at jeg ofte spænder ben for mig selv. Bliver stivfingret og kejtet. Mister modet og tilliden. Glemmer fanden-i-voldskheden.

Men jeg bliver bedre. Gør jeg.

8.
Efter flere års mere eller mindre tavshed er den tilbage. Musikken. Meget og forskelligt. Jeg er alsidig på det punkt.

Med Møns Klint-stemmen rockes weekenden ofte ind. Højt, og sikkert ikke særlig kønt. Men det løsner op for, hvad den forgangne uge har smidt ind på lageret. Gør mig glad.

Af og til må der imidlertid opera til. Eller Piazzolla.

9.
Jeg holder så meget af vores lejlighed, at jeg ikke anser det som en sur pligt, at gøre rent her.

10.
Der er nogle mennesker i mit liv, som jeg elsker ubetinget. Min søn, hans søster og Viktor Vandhund.

Nattegudinden, er jeg nu også ret vild med.

I mens jeg spekulerer lidt videre vil jeg gerne tildele 'awarden' til Husejer, Morfar, Anarkisten, Piskeriset, Ordningen, Klidmoster og StineStregen.

Det var de syv, så mangler jeg tre, som jeg kunne lægge her til fri afbenyttelse, men erfaringen siger mig, at de bare får lov at ligge og flyde, så de sidste tre går til, Engen, Mesmerized og jo sgu, en mand til, nemlig Capac.

Værs'go', herefter har enhver af de ovennævnte helt frie hænder for at stille min nysgerrighed, eller ej.

Syg med håndværkere

2009-09-16T15:07:00.003+02:00

Med tredjedags-morgenhår, og lunken i nattøjet, sidder jeg her. Der er ikke meget Greta Garbo som kameliadame over scenariet, men jeg er oven vande.

Og så har jeg lige overlevet tre kvarters støjhelvede.

Der blev slebet, boret og hamret i murværket lige uden for mine vinduer. Som om det ikke var nok, var der en beboer, der følte sig kaldet til at tage kampen op. Og det gjorde han så. Med musik for fuld skrue. Måske lød det pænt i hans stue, men hernede tenderede det mareridt.

Så nu sidder jeg her, og genvinder fornuften, mens jeg glæder mig over igen at kunne høre, når der bliver dømt, level complete, på det spil der førte mig frelst igennem.

Fangarme

2009-09-14T12:54:00.005+02:00

Mens solen skinner, vandrer jeg henover Glemsomheden, og snubler. Da jeg ligger dér i den sandede jord med foden viklet ind i lyslilla lyng, spekulerer jeg på, om jeg har overset en sabelkat i skabet?

Mit immunforsvar hader mig. Jeg er tude-træt, ru i halsen, tæt i næsen, og er blevet hjemme.

¿Qui?

2009-09-13T11:25:00.005+02:00

Hvem har lånt mit eksemplar af 'Dagbog fra Bolivia'? Efter cirka fem timers filmfordybelse med Benicio del Toro som Che Guevara, slår det mig. Bogen er væk. Hvem lånte den engang?

Jeg er gået om bord i søndagen med så stor ivrighed, at jeg godt kunne fordoble tiden. Jeg bobler af lyst til at gribe til alle mulige sysler. Strikketøjet har ligget stille alt for længe. Brødbagningen trækker i lysten. Lure lidt i bagebøger efter gode ideer til Kagekalaset, måske med en afstikker i julebogen. Der er mere film i maskinen, og måske var der også noget med noget hjemmearbejde, hvis nu jeg lige fik tid til det.

Og dog...

I stedet tager jeg en dyb indånding, og lukker mig sammen om mit mantra, for jeg balancerer på en kant, hvor jeg ikke bør befinde mig. Hvor søvnen er urolig, og tårerne stiger, som når månen trækker tidevandet.

Derfor tager jeg et skridt af gangen, og bevæger mig forsigtigt hen, hvor lysten styrer, og panikken sover trygt i forvisning om, at vi når, det vi når, og husker at fornøje os, mens det står på.

Det er vel også det, der er meningen, nu når det er søndag.

Det blev også aften

2009-09-12T20:37:00.003+02:00

Kartofler skåret i både og. Lagt i et fad, og dryppet med olivenolie, citronsaft- og skal. Drysset med en blanding af salt og sort og hvid peber. Sat i ovnen ved 200 grader i tre kvarters tid.

Tomater blev halveret og sat på skindsiden i en varm panden med olivenolie. Drysset med kryddersalt fra bekendtskaberne, og stegt over en sagte ild i meget lang tid..

Pæne stykker af oksekød blev skråtskåret, og efterladt på køkkenbordet efter jeg havde dryppet med citronsaft, og drysset med kanelsuk. Efter ti minutters tid blev kødet lynstegt på en hed pande i olivenolie. Krydret med salt og peber.

En dip blev rørt af mayo og mojo, og så kørte spisevognen.

Og så blev det lørdag

2009-09-12T18:44:00.003+02:00

Det var torsdagsrengøringen, jeg snublede over, da jeg fik trukket mig på benene efter endnu en nat med sekvens-søvn. Så pyt da, tænkte jeg ved mig selv, og trak støvsugeren og moppen ud af skabet.

Efter en rum tid havde jeg igen fået bugt med det meste, og kunne kaste mig ud under bruseren til et velfortjent bad. Efter lidt puslerier med tøj og hårbørste, kunne jeg gå om bord i et metro-tog mod Bilka, og få overstået fredagens indkøb. På en lørdag. Med en milliard mennesker jeg ikke havde den store lyst til at dele indkøbscenter med.

Hvad lavede jeg så der? Jo, det forholder sig således, at jeg mangler fitness-klude, og tænkte at måske? Det kunne jeg så godt have sparet mig.

Hjemme i den rengjorte hytten her, pakkede jeg ud, og sad lidt og gloede, indtil lørdagen endelig landede for fødderne af mig, og klokken var blevet seks.

Nu laver jeg mad og drikker gammeldags øl, mens nattegudinden udtrykker mangel på opmærksomhed. Somom, siger jeg bare, mens kartoflerne hvisler i ovnen, og tomaterne sprutter på panden.

Kagekalas

2009-09-11T18:06:00.004+02:00

Piskeriset og jeg har rottet os sammen om at lave et kagekalas med hjemmegjorte sager af forskellige slags. Og te til. Og hygge. Hos mig, Sifka.

Søndag den 25. oktober, klokken 14-17.

Der er plads til otte kagespisere, foruden kagefremstillerne selv, og du tilmelder dig bindende på himmelsehavet(@)gmail.com(.)dk. Prisen for deltagelse er fulde 40 kroner.

Fristet?

Fantastisk - det er fredag

2009-09-11T17:28:00.003+02:00

Endnu en nat med sekvens-sovning er ovre. Øjnene klør, og er trætte hele dagen. Jeg tager afsted med en lillebitte forhåbning i hjertet om, at jeg måske kan trille den anden vej igen, efter et par timer.

Sådan kom det ikke til at gå.

Til gengæld fik jeg mulighed for at gå fra og få ordnet noget af alt det, der ikke kan ordnes med børn om benene. Og for filan, jeg trak lykkenumre i dag. Jeg måtte godt nok hele tiden lægge beskeder til folk, men alle ringede tilbage næsten med det samme. Selv dem, jeg kun nåede at tænkte på, at skulle nå at ringe op, ringede også, og da tiden var udløbet, var jeg nærmest på omgangshøjde igen.

Jeg købte lidt ind på hjemvejen, hilste og hyggesnakkede mig gennem bydelen, og efter en pause på Volden kunne jeg trille ind i eget nabolag. Det var skønt at køre lige direkte ind i weekenden med kurven fuld af godt brød og pålæg, der bliver dagens ret på et senere tidspunkt.

Men først skal jeg lige sidde foran skærmen her, og sumpe lidt FB og blogrunde. Bagefter vasker jeg op, og sætter tøjvaskeriet i gang. Og så vil jeg tro, at det er tid til madsmøreri i stakkevis. Skinke, makrel, og god ost i flere varianter.

Og fredagsbajer. Og fredagskage. Og fredagsfilm.

Og sofa, sofa, sofa.

Tossede torsdag

2009-09-10T21:21:00.002+02:00

Here we go again. For tredje gang i løbet af to uger røg min tidlige fri-dag af h til. Det gjorde min torsdagsrengøring også. Jeg sov ikke ret meget i nat, så jeg væltede udmattet omkuld i sofaen, da jeg endelig ramte de hjemlige gulvbrædder med trætte fødder, trætte ører og ja, træt altsammen.

Efter et par timer brød jeg atter gennem overfladen, men hvem gider begynde en rengøringsdag klokken syv om aftenen?

Bjørnen lavede lækre burgere til aftensmad, og om lidt ligger jeg igen i sofaen, for at se en smule fjernsyn, inden jeg kryber i kanen, for at få krop og sjæl til at mødes igen under ordnede forhold. Jeg er fungerer nemlig som en hovedløs høne, hvis jeg ikke får sovet nok, når tingene maser.

Og maser, det gør de. Sgu!

På den anden side

2009-09-09T20:46:00.003+02:00

Sådan ser der ud. På den anden side. Når jeg cykler hjem, kan jeg se derover, hvis jeg husker det, og gider. I dag gad jeg så meget, at jeg stoppede, og fotograferede inden, jeg kørte hjem, og hyrede flaskedrenge hos underboen.

Vi faldt i snak. Det gør vi undertiden. Og underboen bød på te, og lidt mørk chokolade.

Bjørnen kom hjem, mens jeg drak te. Han troede, jeg var til møde, og gik derfor ned igen, for at købe pizza, som han kom hjem med lige efter, at jeg var trådt ind af døren med fem lejede dvd'er i kurven.

Han havde, ud over pizzaen, også et meget stort batteri under armen, og vi fes ned af trapperne for at køre på elcykel i gården. Elcykelkørsel er sjovt. Faktisk helt vildt sjovt.

Nåmen, der var lige noget med nogle film.

Guldmedalje

2009-09-08T18:33:00.002+02:00

Den olympiske kommite kan være tilfredse. Arrangementet var vellykket, og vejret perfekt. Masser af roser og anerkende bemærkninger fra kolleger. Glade børn i rå mængder.

Labbede det i mig i små vidunderlige slurke af børnechampagne, mens jeg lod fingrene glide kærligt henover guldmedaljens blanke metalpapir. Havde vist brug for det.

Jeg har stået med et ben i hver lejr lidt for længe. Grinende og grædefærdig. Energisk og udmattet. Heppende og hadende.

Det holder op igen. Det ved jeg. Det må det. Karrusellen må sagtne farten, eller jeg må lade mig falde. Af.

Og den helt uventede varme fra septembersolen tog mig om skulderen, uden smålig skelen til at klokken faktisk var fire.

Jeg elsker sensommer, og jeg elsker efterår. Elsker det. Elsker det. Elsker det.

Konspiratoriske bloggeres første møde

2009-09-08T17:07:00.005+02:00

Allerede inden, jeg gik hjemmefra i går morges, havde jeg en lille drøm om at gå en times tid tidligere, så jeg ville have god tid til at gøre det lidt lækkert, inden Piskeriset ankom klokken seks.

Men, sådan er min virkelighed altså slet ikke skruet sammen for tiden. Der er ikke plads til file af afspadseringskontoen, tværtimod, og jeg kom da også afsted på den den forkerte side af fyraften.

En tung lastet cykelkurv skulle lige aflastes, og så ned af trappen igen og afsted efter kattemad, som Nyx stod på snotten i, ligeså snart jeg fyldte kassen op. Somom hun bliver sultet!

Kartoflerne havnede i en kasserolle med olivenolie og masser af salt med knuste peberkorn. Over lavt blus indtil de var møre, let brune og runkne. Måske ikke den smukkeste beskrivelse, men det smager bare så dejligt.

Meningen var, at jeg skulle anrette smukke sandwich, men i stedet blev tingene sat på bordet i en pærevælling til fri afbenyttelse. Ikke at det forringede smagen, men særlig værtindetjekket var det altså ikke.

Piskeriset kom med milde gaver i form af lækkert øl, og blommemarmelade. Hun stod også for det søde indslag, og havde købt kager med fra Dessertdragen. Tre forskellige, meget lækre og delikate kager, som vi fordelte, så alle fik smagt alt.

Mens vi sad, og nød de oliestegte kartofler, kylling, rucolasalat, soltørrede tomater, italiensk brød og to slags kanarisk mojo, kastede jeg mig ud i at bande som en tyrk, bruge ordet 'lissom' og 'æde' forfærdelig mange gange, samt konstant at omtale min tyve-årige søn, som 'Bjørnemanden', både i direkte, og indirekte tale.

Nej, jeg var måske ikke lige for kæk dér, men jeg tror, at Piskeriset kunne klare det. Vi fik i hvert fald fastsat en dato for, hvornår vi vil søsætte vores lille tekalas, som godtnok er inspireret af denne fabelagtige kagemagers konditorsøndag, men aldrig vil kunne nå hendes arrangementer så meget som til sokkeholderene. Vi ved det godt!

Måske kan vi lokke stjernen til at gæsteoptræde på et senere tidspunkt, måske i forbindelse med udgivelsen af hendes med spænding ventede kogebog? Jamen, det synes jeg da, var en ganske glimrende ide.

Vi havde en rigtig hyggelig aften, og fik lavet den aftale, der var udgangspunktet for vores møde, og ud over det, som det ofte sker når bloggere mødes, fik vi snakket rigtig meget, og om mange forskellige ting.

Nu håber jeg bare, at Piskeriset kan bære over med mine lampefeberhede, kiksede værtindemanerer, som jeg selvfølgelig regner med, at have meget bedre styr på, næste gang vi ses.

Stegte hemmeligheder

2009-09-06T17:32:00.003+02:00

Forberedelser til Piskerisets besøg i morgen bliver ordnet i pauserne mellem udhæng foran skærmen, og nuslerier rundt omkring. Selvom jeg afslører, at jeg har stegt kyllingelår, tror jeg ikke at der er fare for at menuen i sin helhed, vil blive afsløret af den grund.

Piskeriset kommer med det søde indslag, så vi har begge hemmeligheder for hinanden, og når vores møde i morgen er overstået, har vi forhåbentlig fælles hemmeligheder, og masser af luskede planer.

Uh, hvor jeg glæder mig!

Overvåget

2009-09-06T16:31:00.003+02:00

Endnu har jeg ikke fået en fornuftig forklaring på, hvorfor nattegudinden æder som en hest, når bunden i tørfoderkassen, er ved at være nået. I morgen når kassen igen er proppet til randen, falder hun tilbage i den vanlige ædegænge.

Sphinxe-Nyx sidder simpelhen, og nedstirrer mig, som om jeg sultede hende. Hun har fået tørfoder og vådfoder i dag. Begge dele! Og alligevel sidder hun der. Og sender mig sultblikket. Og kun når kassen er ved at være tom. Og, hvordan filan kan hun vide det?

Jeg fatter det ikke.

I forkøbet

2009-09-06T12:36:00.002+02:00

En lille seddel med ideer ligger på skrivebordet, og er blevet uaktuel. En ny ide har mast sig frem på førstepladsen, mens jeg har puslet rundt med hammer, små søm og klæbemasse. Plakater og familiebilleder finder sig til rette i stuer og værelser, og andre småting bliver lagt på plads.

Nydelsen er formidabel og kæmpestor. Jeg trænger til nuslerierne efter flere uger med støvsugermangel, overarbejde og skrigende, støvende håndværkere. Når dagen er omme, har jeg fundet mine hjemlige fødder igen, og kan forholdsvis overbærende gå endnu en støv-og støjfyldt uge i møde.

Soveværelsesvæg

2009-09-06T11:15:00.002+02:00

Det var, da jeg læste her, at jeg opdagede, at det var lige den plakat, jeg manglede i mit soveværelse. Jeg har også opdaget, at jeg drømmer om et stort spejl med sølvramme.

Plakaten blev bestilt for flere uger siden, og jeg har ventet. Og ventet på at den skulle komme hjem fra Italien.

Spejlet med sølvrammen hænger på Nimb, stedet med de gode GTA'er, men det er lige en kende for stort, så jeg må nøjes med det, jeg fik gravet frem, da Bjørnen og jeg ryddede loftet. Dog, ved jeg ikke lige, om det ender med en sølvramme, men et eller andet skal jeg nok finde på.

Ventetiden sluttede i går, da posten slog bankeslag.

Og pudsigt nok, når man taler om solen. I morgen kommer Piskeriset forbi hytten her til en kop te og en sandwich. Vil skal konspirere.

Skovbunde

2009-09-06T10:26:00.003+02:00

Fuldkorn og fibre. Det blev hverken til leg med gær, vand og mel, eller kiks på bunden af en dåse. Nej, det blev grovgrød og friskkværnet skovbund.

I saftpresseren røg en posefuld blå druer, fire æbler og en sød, rød peberfrugt.

Oppe med hønsene

2009-09-06T09:14:00.003+02:00

Klokken er lige omkring halv ni, men jeg har hønefornemmelse, og mener, at det må være endnu tidligere på morgenen. Her er nemlig så stille. Nyx snuer stadig liggende ved siden af puden, og Bjørnen sover.

Bag min udsigts forhæng af gråligt net, kan jeg ane at solen forsøger sig glimtvis, men det ville ikke rigtig lykkes.

Jeg åbner vinduet, og undres over arbejdslyde i yderkanten. Ikke lyde fra nysgerrige knægte, der ikke kan holde fødderne fra stilladsstigerne og absolut må hænge. Nej, rigtige arbejdslyde, så man må tænke, holder de dog aldrig fri?

Jeg lukker vinduet igen.

En time er gået. Morgenmaden bliver meget, meget enkel. En par kiks på bunden af en dåse. Te. Hvis jeg begynder at blande gær, vand og mel, går det hen, og bliver brunch, inden vi får set os om.

Måske skulle vi se os om?

Meddelelse

2009-09-05T20:00:00.001+02:00

Jeg gider ikke blogge i dag:)

Den hjemløse due

2009-09-04T18:41:00.002+02:00

Jeg havde egentlig ikke tid til at fototgrafere duen, der tidligt i morges. Men den sad bare der på hegnet, og så dybt nedbøjet ud. Selvom jeg passerede tæt forbi, blev den bare siddende med ryggen til, og et enkelt øjekast over de grå skuldre.

Stakkels ven, hjemløs og fordrevet fra det sikre.

Og nej, den er ikke syg, den fejler ikke andet end, at den er blevet smidt ud fra taglejligheden af stilladser og larmende håndværkere. Ikke engang efter fyraften kan den finde ro på toppen, for presenningerne har løsnet sig, og blafrer helt hysterisk, og larmende i efterårsblæsten.

Jeg tog mine billeder, og trak af med TrilleNyx, hvilket ikke generede duen det fjerneste. Jeg fik øjenkontakt, og den bad nærmest om at komme med i kurven. Men, jeg undskyldte mig med travlhed og en kulret kat, og efterlod det stakkels kræ til fortsat at hænge ud på hegnet.

Weekendkurven

2009-09-04T16:41:00.005+02:00

Det var helt vidunderligt at nå frem til weekenden efter en monster-langtrukken og besværlig uge. Men vejs ende blev altså nået efter endnu en kort dag, der alligevel gik hen, og blev længere end først antaget.

Der har været en masse at se til. Også i dag. Gulvene er blevet skridtet godt af. Mad er noget, jeg har spist tilfældigt. Og sager er blevet lagt på plads, og andet blevet gemt eller udskudt, og da den anden halvdel af den olympiske kommite pludselig stod, og signalerede 'fem minutter til mødestart', opdagede jeg, at der altså også var noget, jeg havde glemt.

Men vi fandt ud af det, gjorde vi. Vi er som humlebier i min branche. Vi flyver også, selv om vi ikke kan, og OL kommer til at løbe af staben i næste uge, som planlagt. Missionen lykkedes, og det var en stak glade børn, der hoppede hjem til weekend, fredagsslik og Disneysjov.

Klokken halv fire drak jeg usynlighedens eliksir, og forsvandt. I morgen er der atter arbejde på programmet, men først fredagsfrikvarter.

På vejen hjem gled jeg umærkeligt ud og ind af butikker, og fyldte kurven godt op med fem film og fredagsguf. Hvedeøl og hvedebrød. Og en enkelt klase druer. Jeg trænger, og jeg synes eddermuggeme også, at jeg har fortjent det.

Uden mål og med

2009-09-03T20:48:00.002+02:00

Og billeder.

Der er gang i strømmen. Også i understrømmen. Jeg står i vand til livet, og har bare lyst til at læne mig tilbage og flyde med strømmen. Overstrømmen.

Nej, jeg har slet ikke lyst til at stå i noget som helst vand. Overhovedet. Eller over knæene. Eller ej. Nej, jeg har lyst til at sidde tørskoet, og glo ud i mod horisonten, og falde i staver på en strandbred.

Når staverne er faldet omkuld i sandet, vil vandet viske trætheden bort med blide strøg, der gør min hud silkeblød, som træ der har ligget der længe. Der i sandet, langs bølgekanten. Vuggende skvulp. Blidt, blidt, blidt.

Når man læner sig tilbage i vandet, gribes man blidt om hårrødderne, og stråene spredes i bølgende bevægelser, nøjagtigt ligesom søgræs. Der også skvulper. Og solglimt rammer overfladen, og får øjet til at knalde ud i øjenmigræne.

Mine øjne klør bagefter af støv og søvnmangel. Måske skal jeg bare vente med at vågne op indtil på mandag, hvor en ny uge åbner sig mod noget bedre vejr? Ja tak for bedre vejr, selvom regnen stod i stænger, og forstærkede effekten af det enkle solstrejf, der ramte syv fliser i et diffust mønster.

Tanker om bare at lægge sig ned, står i kø for at blive imødekommet, og når det kommer til stykket, skulle jeg måske bare gå i biografen en af dagene og lade mig forføre at den nyeste udgave?

Jeg tænker på brosten, der banker på panden, på chokolade, der smelter på rugbrød, der syrner på tungen. Og stemmebåndene, der er støvet til under en kalkaflejring. Sådan må Møns Klint smage.

Er du forvirret? Fortvivl ej, det er selv jeg, så meget, at jeg kunne skrige.

Den hjemløse nisse

2009-09-02T23:26:00.003+02:00

Lige inden jeg trillede afsted med regnfrakken smidt i paraplyklapvognen, afholdt jeg et mindre krisemøde med viceværten oppe på loftet. Han gad godt være dagens mand i skysovs, og efter et par småjusteringer var vi enige om fordelingen af absolut brugbart, og absolut ubrugeligt - når det nu lige stod, og skulle være.

Julestadsen, Bjørnens legetøj, ét spejl, en kasse vidunderlige tekrus og en trip-trapstol, overlevede krisen.

Til jul pakker vi hele baduljen om i rene kasser, og får båret det op igen på et loft, der til den tid vil være flunkende og indbydende tæt, rent og lækkert.

Dagen i dag har været en underlig oplevelse, så den springer jeg let og, grundet træthed, temmelig uelegant henover.

I stedet skuer jeg mod torsdagen, hvor jeg slutter tidligt, og styrter mod hjemmet for at få orden på den omgang støv og møg, der har lejret sig, siden støvsugeren gik kold.

Det kan kun blive en fest, at skulle svinge rundt med den nye rappe røde støvsuger, og jeg glæder mig til at få renset ud, for mine fødder krymper sig rædselsslagne, når de bare berører de støvede gulve, men i morgen er det slut, for da tager jeg som sagt fat med frisk filter og pose.

Det bliver så godt.

Alt er efterhånden bundet op på situationen med den manglende støvsuger. Planter er ikke blevet vandet. Opvasken lemfældigt taget i små portioner afhængig af, hvad der lige stod, og skulle bruges. Tøjbunken har fået unger igen. Endda flere kuld, og taskerne med henholdsvis gamle aviser og tomme flasker, bugner. Der er rørt lidt rundt i toilettet med en børste, og vasken kørt lidt over med en klud.

Når jeg har sovet seks timer, begynder min torsdag, og inden den er slut, har jeg fået løsnet alle båndene, og fået modet tilbage.

Paraplyklapfragt

2009-09-01T19:08:00.004+02:00

Jeg kan desværre, hverken finde hoved eller hale på noget som helst, der har med det skide loft at gøre. Bær over med, at jeg næsten er strittende af stress over, at jeg alligevel ikke har styr på mine skrøbelige polske glaskugler fra dengang, det var jul for længe siden. Og Bjørnens legetøj. Og de to eller tre spejle.

Behøver jeg at tage sådan på vej?

Ja, det gør jeg, for hele min morgen i morgen vil være besat af frustration og udredninger. Lappe- og lorteløsninger.Viceværten kan, må, eller vil ikke være dagens mand i skysovs alligevel, så nu står jeg der med håret hængede ned fra loftet og i uvished svævende lige indtil i morgen tidlig.

Undskyld mig, men jeg har været på loftet igen. Bagtrappen er et inferno af støvpartikler, der bliver pumpet rundt, fordi døren ind til det tagløse loft står pivåben, samt flere vinduer trappen ned også er åbne, hvis de da ikke ligefrem er blevet fjernet.

På selve loftet blæser det så meget, at den armerede plastikpressening flere steder blafrer vildt i vinden, og man med gelesvage knæ må klamre sig til det nærmeste træværk for ikke at trimle omkuld. Jajada, næsten.

Ork, jeg kunne fortsætte med at fortælle om underboens frustrationer, om overboens frustrationer og minsandten også om over-overboens frustrationer. Vi er en hel opgang i frustrationens vold.

Men, da man jo helst skal glo på de der halvfyldte glas, vender jeg humøret på hovedet, og forkynder glædesstrålende, at jeg har fået ny støvsuger.

Ad køkkenvejen

2009-08-31T22:00:00.003+02:00

Inden den spændende udforskning af loftsetagen, kom jeg jo først hjem fra job og indkøb. Stillede TrilleNyx fra mig, og trippede over kalkplamagerne ved køkkentrappens fod. Hold da, hvor ser der ud!

Det er lønningsdag i dag, og jeg har høstet blandt diverse tilbud og bestillinger. Pengene kaster jeg først rundt med i morgen.

Den tunge kurv føles let ved tanken om de gode sager, der ligger i skøn forening fordelt i flasker, glas og dåser. Og hov, se der! en gulerodskage er der også.

Et glas med små runde lækre polske rødbeder. Nøjagtig, som dem man kunne købe i Irma for hundrede år siden. Mindst. En flaske med polsk vodka krydret med bøffelgræs, og et enkelt ilagt originalt strå, der garanterer for ægtheden, nøjagtig som den jeg tyllede i mig ved særlige lejligheder for hundrede år siden. Mindst. En flaske med cremet kaffelikør, som man, i følge visse kilder, kun drikker, hvis man er hundrede år. Mindst.

Tre dåser med vidunderlig olivenolie, smagssat med mynte, mandarin og grøn citron. Jep, just præcis, de tre typer jeg faldt for på eat09. Oveni hatten havde jeg fået tilføjet to glas honning. Èt med lavendel, og ét med rosmarin. Lækkert, lækkert, lækkert.

Dyre ting, dejlige ting, som jeg vil være glad for at have stående den dag, det kun er en halv pakke pasta, der ligger og råber op fra bunden af spisekammeret. Den vil da blive omdannet til den skønneste luksusret med et par dryp af de dyre dråber.

Jeg har lige fornøjet mig med et stykke gulerodskage, der er dækket af en smørcreme så lækker, at man kunne æde den direkte af skålen med ske, men det lader vi så lige være med, og gemmer i stedet resten af kagen til i morgen, hvor jeg igen vil lege med lønningsdagen, for jeg vil se om, der er råd til at smide nogle penge efter en ny støvsuger.

Jeg synes, vi trænger.

Højdeskrækkens grønne gris

2009-08-31T19:21:00.005+02:00

Bjørnen og jeg har været på loftet. Vi skulle sørge for fri passage til loftrummene, fordi vores vicevært bliver nemlig morgensdagens helt i skysovs, der sørger for at redde vores dyrebare loftsskatte i sikkerhed. Han skal tage alle turene fra loft til kælder bærende på æsker og kasser med blandt andet mine skrøbelige polske glaskugler fra dengang Bjørnens mor var barn. Og ting fra dengang Bjørnen var barn. Og et par spejle, eller var det tre?

Et eller andet byder mig at tro på, at det går godt. Tro på, at mine skrøbelige polske glaskugler klarer skærene, og flytningerne frem og tilbage. Eller tuder jeg. Også selvom, det er min egen skyld, fordi jeg ikke redder lige netop de æsker i sikkerhed inden, det er forsent. Jeg tror på det. Det bliver jeg nødt til.

Da vi går opad, forventer vi det vante syn, når døren til loftet svinger op.

Jamen, goddag mand murerske! Taget var allerede taget, og borte. Derfra hvor vi stod, ku' man se sig omkring. Omtrent til alle sider, og højdeskrækkens grønne gris røg lige i knæene. Kun på mig, for snart efter stod Bjørnen, og kastede om sig med skæve grin, mens han, kun båret af tynde brædder, svævede højt over gadeplanet langt nedenunder.

Æsker og kasser var dækket af fede lag af kalk og sine steder også tagbrokker. Teglrøde stumper her og grålige kalkklumper der. Og så var det, at beslutningen om at tro på det, tog form, for jeg kunne slet ikke se det for mig, at jeg skulle begynde, at rode rundt efter de polske klenodier, der under en næsten åben himmel, på kanten af ingenting, med udsigt til både Ørestad og Brygge.

Det er nok det mest interessante loftsbesøg, jeg nogensinde har været på her i ejendommen. Forholdene deroppe resulterede i en underlig følelsesmæssig blanding af sikkerhed og skræk, og den følelse sad stadig i mig, da jeg vaklede ned af køkkentrappen med geleknæ, begyndende hovedpine, og usædvanlige billeder på hukommelseskortet.

Bare nu de polske også klarer den.

Min stakkels søndag

2009-08-30T19:49:00.003+02:00

Jeg har ikke behandlet min søndag særlig pænt. Jeg har sjusket med den, og brugt den på tant og fjas. Ikke en eneste fornuftig ting har jeg udført, siden jeg vippede stængerne ud af sengen i morges ved syv-tiden.

Strik, film og spil har ladet tiden gå op i ren røg og spild. Men sjovt har det været, sådan at brænde spildtid af.

Dagens ret i dag er rester fra i går, som Bjørnen tryllede om til en slags chili con carne, dog uden bønner. Han klarede ærterne med en dåse flåede tomater, og et ekstra skud chili. Det fungerede fint med brød til.

Nu vil jeg vende tilbage til sofaen og se, om der er noget fjernsyn, jeg kan fortsat kan spilde tiden med, nu jeg er igang. Ellers er der nok et eller andet spil, jeg endnu ikke har prøvet.

Forenklet ruteplan

2009-08-29T20:29:00.003+02:00

Der er trukket enkle streger mellem strikketøjet, vasketøjet, spillemaskinen og køkkenet. Jeg bevæger mig lørdags-langsomt rundt mellem de afsatte punkter, og tid er noget, der går ude i periferien.

Dagens hovedopgave er at få taget toppen af vasketøjsbunken, for det har vist sig, at jeg har erhvervet mig selvformerende vasketøj. Det vokser uhæmmet, som tiden gror. Resten af opgaverne ligger som pakker under træet, og venter på, at der kommer nogen forbi, der vil åbne dem.

Mig bliver det ikke, for jeg gider ikke holde juleaften med pligterne, og skyder dem tilside, og vælger at sætte det tilbagelænede i højsædet. Ikke engang aftensmaden vil jeg gruble nærmere over, og smider bare noget i en pande, og lader det udvikle sig. Ved siden af koger brune basmatiris langsomt, og simrende.

Udviklingen bliver god, for forårsløg, karry, hakket øko-oxe, gulerødder, basilikum, kokosmælk og ærter rotter sig pænt sammen, og belønner mig med velsmag.

Heldige mig, for det er godt nok en god lørdag.

Hjem fra Århus

2009-08-29T15:34:00.003+02:00

For en halv times tid siden fløj Anarkistens kagebord endegyldigt ud af vinduet, og videre gennem den armerede plastikpresenning. Hjemrejse fra Århus kostede 99 kroner sidste søndag, men det var dengang. Og i morgen bliver det for dyrt.

Udrejsen var ellers hjemme med en plads i bilen med alfefamilien som gode rejsekammerater.

Øv, for jeg har opsnappet små afsløringer på FB, om lidt af det der er i vente. Og ikke mindst havde jeg også glædet mig til et gensyn med de tandinteresserede damer, som jeg mødte sidste gang.

Brunch, bryllup og ballade

2009-08-29T13:41:00.005+02:00

Viktor Vandhund bliver hjemme i Jylland, mens resten af alfefamilien og Bjørnen tager til bryllup i en forstad til København. Og jo, Bjørnen har en far. Han gemmer sig godt i en forstad til København.

Vi nåede lige en kop brunch, inden det var tid for dem at drage udenbys, og jeg gik i det lokale supermarked, og shoppede lidt guf og gulerødder.

Vel hjemme i hytten her sidder jeg med benene oppe, og nyder blogverdenens tilbud på underholdning, da den forsigtige lyd af et enkelt ark papir, der rammer entregulvet, forstyrrer mine cirkler.

Intern post. Jeg ved det bare, for jeg har hilst på postbudet tidligere i dag.

Efter endt gennemlæsning bander jeg. Stygt. Bittert. Inderligt. Højlydt. For det viser sig nu, at alle loftsrummene alligevel skal ryddes helt og aldeles. Og senest om FIRE dage. Hvad fanden tænker de på?

Så nu for at tage tråden op fra i går. Hvis renoveringsselskabet føler, at der er ingen, der elsker dem, så er følelsen nok ikke helt forkert, for jeg er seriøst stram i betrækket efter den udmeldelse.

Blåugle

2009-08-28T19:40:00.004+02:00

Der er nogen, der starter deres ophold i køkkenet med at sætte en grydefuld vand over blusset. I dag lagde jeg ud med at skære bagekartofler op i kvarte, og smække dem i en bradepande, stænke med olivenolie, og drysse med krydderurtesalt. Ind i ovnen med den, og så videre.

En opvask står i baljen, og mens jeg drikker dyrt tilbudsøl, overvejer jeg mit næste træk.

Inden jeg nåede så langt, fik jeg styr en handel, der har kørt siden dengang Bjørnen sprang ud som student. Hans søster, alfemoren, havde forelsket sig i en læderpung fra en af Bryggens små butikker. En af den uden kortmaskine og med korte åbningstider. En del af pungen blev betalt dengang, og i dag lykkedes det mig at ramme rette åbningstid medbringende de manglende kontanter.

Hurra, handlen er nu afsluttet!

Bagefter, i et perlevirvar, faldt jeg over visdommens lyseblå ugle. Den skal nok kunne bruges til et eller andet en skønne dag. Foreløbig ligger den, og drømmer i selskab med en græskarkerne eller to?

Om lidt, mens jeg hænger ud over opvasken, vil jeg spekulere på, om det er ugleviist af mig at offentliggøre, at jeg ind imellem proklamerer højlydt ud i intetheden, at jeg ind imellem mener, at der er ingen, der elsker mig? Resten af tiden vil jeg i vanlig stil udtænke ideer til et aftensmåltid. Med kartofler vendt i olivenolie og krydderurtesalt.

Har du dage, hvor du mener, at der er ingen, der elsker dig? Og nej, jeg er ikke deprimeret!

Lidt nas gør det vel altid

2009-08-27T17:41:00.005+02:00

Min bjørnepote er blevet lavet på et af de steder, hvor det efter sigende skulle gøre mest nas. Og nas gjorde det, jo, men ikke værre end det var til at holde ud. Jeg sagde hverken, av, shit, eller for helvede, mens nålen summede. Vi holdt heller ikke pauser ind i mellem. Jeg mediterede mig vist ud af det.

Men, hvis jeg skulle finde på at gøre det igen, vil jeg garanteret tage en ektra dyb indånding ved erindringen om den brændende fornemmelse, som jeg oplevede i går. For lidt nas gør det altså.

Der var god stemning i bixen, da jeg lettere nervøs ankom, og da det blev tid, skiftede musikken fra noget Morfar-punkagtigt over til noget særdeles velkendt og afholdt Doors, og da Kiley tørrede efter for sidste gang, og bjørnepoten med hjertet stod helt tydelig for første gang, gled krytalskibet over lydtapetet. Perfekt timing efter min smag.

Det var en god oplevelse, og jeg har ikke fortrudt ét eneste sekund, og kommer heller ikke til det. Jeg ved noget mere om mig selv nu, som jeg ikke vidste før, og det er endt i en glad og god følelse. Jeg er ved siden af også enormt gammel nok til at vide, hvad jeg gør, og dette bid af en tusse, var det jeg følte som det rigtigste. Og smukkeste.

Bidt af en tusse

2009-08-26T19:21:00.005+02:00

Dagens grænseoverskridende handling er det smukkeste og rigtigste punktum, som jeg nogensinde ville kunne sætte efter en grum, grim, men også kærlighedsfuld periode, der krævede næsten alt af mig og min lille familie.

Det uudsletteligt punktum er nu blevet sat, og da jeg kom hjem, viste det sig også at være min fødselsdagsgave fra Bjørnen.

Hvor dejligt var det ikke lige?

Opløftet af opløsning

2009-08-25T18:17:00.003+02:00

Min dag begynder for alvor, da den opblæste lyd fra et overdimensioneret tandlægebor forplanter sig i øregangene. Nærmest lige ved og næsten ved siden af mig er en håndværker i gang med at fjerne flere års plakaflejringer i perlerækken af røde mursten. I morgen kan vi få øjenkontakt, hvis vi lyster.

Et par vejrudsigter senere tager jeg afsted med begyndende knuder af bekymring i maven. Jeg kan ikke holde dem i ave, de vælter for talstærkt ind, og luften får ringe kår i vejrtrækningen. Vi jager afsted, TrilleNyx og jeg. Først da vi runder hjørnet ved Sukkerfabrikken, får jeg magten, og luften helt ned i lungerne.

Bjørnen har nemlig en akut aftale med hospitalet i dag, og en skarp negl er smækket hårdt ned i de gamle traumer. Men efter en undersøgelse, som man helst er fri for, skulle jeg hilse og sige, får han besked om, at alt er godt. Kunne alle høre? ALT ER GODT!

Og nu puster vi glædeshøje ud, og spiser græskarbrød med italiensk skinke og avocado.

Resten af aftenen skal jeg sidde med strik mellem hænderne, sluge endnu et afsnit af en serie med bid i, og derefter en god film. Jeg skal simpelhen rånyde fuldt ud, at kunne være lykkelig og ubekymret igen.

Så pyt med at støvsugeren er brændt sammen i en tid, hvor kalken står os om ørerne, for alt er godt. Alt er rigtig godt.

Svampedampe

2009-08-24T18:24:00.003+02:00

Kantareller, kartofler og kalvekød i strimler. Ingredienser til aftenens måltid, på denne ugens første dag, som indtil videre har været en hel del bedre end hele sidste uges tilsammen. Det var og blev, når vi lige trækker barnedåb og eat09 fra, en vaskeægte skoduge!

Men nu står jeg her på åbningsdagen af en spritny og uberørt uge. Jeg har smugkigget lidt, og det ser ud til, at det er sjove, spændende og interessante ting, der venter forude.

Det årlige bondegårdsbesøg. Nye relationer på arbejdspladsen. En grænseoverskridende handling. Og hvis tarotkortene flasker sig, skulle jeg gerne sidde til kagebords på søndag.

Ikke dårligt, ikke dårligt, siger jeg med håbet siddende på skulderen.

Højmesse med dåb

2009-08-23T15:51:00.006+02:00

Der blev sunget så smukt, og velsignet blev vi alle, hver på sin måde. Og lille Max blev døbt. Bagefter blev vi budt til fest og fornøjelse med den godeste mad og dejlige vine. Kaffe og kager med navnetræk i flere farver, kom også på bordene, mens solen skinnede på kastanietræerne udenfor, og snakken gik i de nymalede stuer.

Mere kan man vist ikke forlange af en dejlig dag i familiens skød.

Flere festlige timer efter, står Bjørnen og jeg i fællesskab, og tømmer en søndagsåben Irma i Torvegade for bagekartofler, flåede tomater, koteletter og fire dåser tun på tilbud.

Og efter endnu en stund, er vi hjemme igen, og nyder de åbne vinduer, samt de manglende håndværkere.

Så står det til mig, lader vi bare freden hvile over både land og by resten af denne solrige søndag.

Ginologerne

2009-08-22T21:06:00.004+02:00

Der er grænser. Også for smagsprøver, og småtterier hist og pist. Pludselig står man der, og er færdig. Mæt. Slut. Fyldt op.

Se lige tyrens hals. Blød og krøllet som en persianer. Kæmpestor og mild. Tres kroner kiloet for det hakkede. Resten af prislisten gik tabt i det bløde blik.

Inden vi forlod tyren og Øksnehallen, fik vi indkøbt nogle interessante glas med mojos med koriander, gedeost og grøn peber, og en pose salt til mig. Jeg købte også et glas med æblesurdej hos Meyers bager, og ikke at forglemme den danske gin fra Braunstein.

Og nu vi taler om gin. Det kan vist godt gå hen og udvikle sig, måske ikke lige the full Gin Lane, men jo da, udvikle sig. En flaske Bombay Sapphire står allerede på køl og fra i dag får den så selskab af den danske Danica. Dertil må næsten føjes en Hendrick's, efter prøvesmagningen på Nimb forleden, hvor de næste gang, der skal prøvesmages får lov til at hælde lidt Citadelle i ginglasset.

Og har vi sagt gin, må vi også over søen til øen, hvor den økologiske svenske udgave af god gin findes. Mindre kan da ikke gøre det, når man pludselig ser sig ginologisk interesseret. Vel?

Efter endt messeindtag samlede vi indtrykkene over en omgang blandet dim sum lige bag Hovedbanegården. Den hvide kokosbolle med sukker og peanutbutter kom smagsmæssigt lidt bag på os, men ellers var det et herligt måltid.

Og endelig sad vi henslængt mageligt i de højryggede sofaer i baren på Nimb. Med kaffe og limonade, der endte på husets, fordi kreditkortmaskinen strejkede. Kontanter havde vi ingen af. De var jo blevet brændt af på messen.

Således sluttede dagens skønne madeventyr, på gaden foran Nimbs hvide mur, mens eftermiddagssolen skinnede nådigt nedover os alle.

Gris

2009-08-22T17:55:00.004+02:00

På gaflen, det er jo der, de ender de fleste af dem. Men se lige Nuserberg, med den snavsede tryne, der ligger der, og hyggesover på 'eat09'.

Med et par billetter i lommen, havde jeg sat Andrea stævne ved hovedindgangen til Øksnehallen i dag. Klokken halv elleve ankom jeg med et blød sving, smed TrilleNyx fra mig, og kom i tanke om at billetterne stadig hang på opslagstavlen med vigtigheder. Derhjemme.

Så da Andrea drejede ind på pladsen, måtte jeg lige en tur tilbage. Efter billetterne.

Ved indgangen blev vi modtaget med gratis vand, ost og pose. Og det med vandet var et godt indslag, for selvom jeg står oprejst i dag, har jeg stadig tendens til at blive varm på panden. Og flere ture frem og tilbage over broen, havde ikke gjort tendensen mindre.

Vi er pæne mennesker med køkulturen i orden, og vi kom også fint til de forskellige steder, men til tider måtte man alligevel undre sig lidt. En frisk bemærkning om, 'byens bedste værtshus, mon lå her?', blev lidt småmopset ignoreret, og gjorde ryggene bredere. Og så var øllet lige dér, ikke engang af det bedste. Faktisk virkede det, som det var gået alt for langt udover sin bedste tid.

Til gengæld var der gang i chilien, og jeg blev brændt af på den tilbundsgående og grundige måde. Heldigvis var der både ristet rugbrød med rygeost, og Nimbs gode chokolademælk lige indefor rækkevidde. Puha, tre dødningehoveder var måske lige en kende for friskt for mig.

Jeg har bekendte i oliebranchen, og her faldt jeg pladask for hele tre forskellige. Mynte. Wauw! Mandarin. Slurp! Og grøn citron. Uhm, lækkert! Desværre, kom jeg til at brænde pengene af på dansk gin, så jeg må en tur omkring forretningen på et senere tidspunkt.

Ved A XOCO-standen befandt jeg mig lige pludseligt i første række foran fade med rækker af fyldt chokolade. Det var guf, men ideen med sjove smagstilsætninger, er for længst set hos Bojesen, der beskedent holdt sig til en himmelsk nougat, samt en lækker mørk chokolade, lige da min vej faldt forbi. Summerbird bød på mandler i flere udgaver og mini flødeboller, så det var jo bare at lukke øjnene, og drømme sig tilbage til fødselsdags-fredagen på Herman.

Jow-jow, vi er glade grise, og tro da endelig ikke at det er slut endnu.

Bedre, bekymret og lidt bange

2009-08-21T19:29:00.007+02:00

Jeg har rystet et brød sammen. Det er nemt, og det smager godt. Køleskabet byder på skinke og ost i flere udgaver, så det er der, vi lander.

Endelig, synes jeg, at jeg er ved at blive mig selv igen. Hovedpinen er på retur, hudkløen næsten væk, men jeg er stadig træt og varm. Det var vist godt, at jeg valgte at blive i sengen i dag, og bruge det meste af tiden til at sove, som det nu faldt sig for.

På et tidspunkt ringede Bjørnen hjem, og havde brug for at vi kontaktede hospitalet. Han har haft problemer siden i går aftes, og nu var han blevet bekymret nok til at få ringet. En tid er aftalt til næste uge, og der er givet informationer om, hvordan han skal forholde sig indtil da. Der er styr på det.

Nu er han kommet hjem fra cyklerne, træt og bleg. Lidt bange, og indrømmet det her freaker også mig ud. Vi er med ét smidt tilbage i fortiden, hvor vi gik, og var skidebange hele tiden. Men dengang, som nu, tror vi på det bedste, og ved at, der er styr på det.

Og selvfølgelig er der det!

Statusrapport

2009-08-20T19:14:00.004+02:00

Jeg er storsløj og træt. Ordene strander i fingerspidserne, og vil ikke længere. Linen er spændt ud, og jeg støtter mig udmattet til balancestangen, allerede inden jeg begiver mig afsted.

Pludselig, kommer jeg vel igen? Jo, det gør jeg da!

Kanelsuk

2009-08-18T19:37:00.003+02:00

Jeg vågner på sofaen ramt af stilheden fra stilladset. I samme tempo, som jeg langsomt vågner rigtig op, kommer jeg i tanke om, at jeg er på egen hånd med aftensmaden i dag.

Noget må gøres.

Kalvekød i strimler brunes på panden i olivenolie, og et drys kraftige kanelsuk, salt og rosenpeber tilsættes. Zucchini i grove tern vendes med. En lille filone venter i en pose på køkkenbordet.

De kraftige kanelsuk, er en blanding jeg har lavet af, ja, rigtig gættet, kanel og sukker, helt nøjagtigt rørsukker, men det er kanelen, der taler højest. Rigtig højt. Sukkeret har blot det formål at karamelisere tingene en smule.

Og, *suk*, det virker.

Strejfskudt

2009-08-17T19:06:00.004+02:00

Efter fest kommer hverdag, og efter hverdag kommer fest, og ligenu er det hverdag igen, og jeg må indrømme, at ikke alle dagens indslag har været lige festlige.

Nu har jeg jo heldigvis beslutsomt båret sabelkattene ud på møddingen, så de overstadige energiudladninger og de skarpe skud fra hoften, blev vist klaret nogenlunde pænt, og med kun et par halvfugtige blink til følge.

Og lykkelig var jeg, da jeg med et par lune madpakker i kurven, åbnede døren til plastikteltet, og masede mig op af en bagtrappe, der flød i indtørrede kalkaflejringer.

Nem mad, og velfortjent.

Færdigret i box og bøtte. Honning-chili marineret kyllingelår, noget stuvet rodfrugte-et-eller-andet, nogle gulerødder, der er gjort et-eller-andet ved og kartoffelmos.

Nem mad, velsmagende.

Og seriøst og ærligt. Jeg er for træt til at blogge med overbevisning og sjæl i dag. Livet i plastikteltet går mig på nerverne, så jeg vil ind, og fordybe mig i sofaens lyksaligheder, mens jeg vil genopleve de bedste stykker fra erindringens fødselsdagslagkage. Og dem er der jo heldigvis mange af.

Foret kuvert med flag

2009-08-16T10:58:00.003+02:00

Viktor Vandhund. Need I say more? Hva'beha'r?!

Før desserten

2009-08-15T23:11:00.005+02:00

Det burde ikke være den store overraskelse, sagde Andrea til mig, men jeg anede ikke, hvad der var i den limegrønne pakke, som jeg åbnede før vi gik om bord i de Barndomsminder, der var dagens dessert.

Da jeg havde fået det limegrønne papir af, rystede jeg forsigtigt den bobleplastpakke, der så kom frem. Nu var jeg på sporet, men helt sikker blev jeg altså først, da det smukke ølglas fra Glas-Smedjen i Hundested Havn blev viklet fri af det inderste silkepapir.

For filan da, lige, hvad jeg ønskede mig den solskinsdag, jeg første gang beundrede dem, og lige, hvad jeg ønskede mig nu.

Tusind tak, Andrea, og glasset er på behørigvis blevet indviet i godt hvedeøl fra Gourmetbryggeriet. Den med masser af plaster og jod.

Og gaver til

2009-08-15T23:10:00.004+02:00

Selv postbudet sagde, tillykke, da han overrakte mig to kuverter, der var lidt større end de der vanlige med rude. Den ene med flag over det hele, så det var nok derfor, posten havde luret sammenhængen.

Da jeg åbnede den smukke gullige, forede kuvert fra Hanne, troede jeg et kort øjeblik, at det var en lille filtet hat i dukkestørrelse, som hun ville glæde mig med, der trillede ud, men det var det selvfølgelig ikke. Det var da en skål til dimser, som kom ganske belejligt, idet jeg forleden havde indkøbt hårelastikker i store mængder. Og, hvor skulle jeg nu gøre af dem?

Det ved jeg nu, og den smukke dimsedutskål matcher sig lige ind på hylden i soveværelset sammen med alle elastikkerne.

Tusind tak, Hanne, for både gaven, og det dejlige, på gammeldags manér, håndskrevne brev.

De løse ender

2009-08-15T21:14:00.004+02:00

Inden vi forsvandt videre opad, var jeg et smut i kælderen, hvor man kunne finde skinnende hvide toiletter bag sorte døre, der skinnende som lak. Ved de skinnende hvide vaske stod Tromborg-sæbe i holdere, og stakke af kridhvide gæstehåndklæder lå parat. De sølvkantede spejle strålede. De blanke armaturer strålede.

Og så lugtede der af kalvefond, hvilket langt er at foretrække for den tis-lugt, jeg ved et tidligere Tivolibesøg rendte ind i på toiletterne under koncertsalen. Nimb har åbenbart helt anden og højere rengøringsstandard, og hurra for det.

Hendrick's skulle der i drinksglassene, og Hendrick's blev jeg vild med. Bulgarske rosenblade og agurk, det er lige mig. Dejligt med tonic i, men den smagte også rigtig, rigtig godt rå og ublandet.

En karaffel med saltede nødder gik fint i spand med ginen, og de lækre omgivelser, med kæmpe krystalkroner, kæmpe sølvrammede spejle og en kæmpepejs med blussende ild, gik fint i spand med min store fornøjelse. Der var plads til mig i det rum, og jeg drak det hele, nå nej, altså ikke min GTA, i store nydelsesfulde slurke.

Og så gik vi i Zum Biergarten. Og gjorde, hvad vi plejer. Indslevs hvide hvede fra fad. I høje slanke glas.

På trods af frokost, og stor kokkekunst, blev vi igen sultne, og endte med meget store bøffer på meget varme støbejernstallerkener på Hereford Beefstouw. Det lignede helt sig selv, med postkort, kuglepen og viskestykke. Om de stadig gør i hundeposer, ved jeg ikke, for jeg glemte at spørge.

Ja ja, jeg kan godt se den sidste sætning kan drejes lidt uheldigt, så lad os skynde os videre i Pariserhjul, Balje og Galej. For der fandt man os også. Hujende og hylende af grin. Af den reneste fornøjning, og for mit vedkommende også lidt af højdeskræk.

Da klokken ramte 22.00 og N*E*R*D gik på, stod vi af, og turen var slut, og vi trak mod hver sit offentlige transportmiddel. På vejen hjem lænede jeg mit trætte hoved mod ruden i linie 250S, og havde trods det uvante kaffeindtag ingen problemer med at sove, da jeg nåede så langt.

Se, det var en rigtig fødselsdag!

Fingrene af fadet

2009-08-15T15:50:00.002+02:00

Store oplevelser og fotografering samtidig, er en kunst jeg endnu ikke mestrer. Enten skal jeg opleve og nyde, eller også skal jeg fortabe mig i fotograferingens udfordringer.

Og mens jeg fortaber mig i lys og vinkler, taber Andrea tålmodigheden i snitterne, og går på rovhugst.

Den lille kokoskage befinder på det afbilledede tidspunkt virkelig i farezonen, men det lykkedes mig at redde den i sidste sekund.

Gratis kaffe

2009-08-15T14:50:00.003+02:00

Som de abbonniner vi er, tager vi de gratis glæder med i købet. Gratis kaffe og petit fours afsluttede den herlige frokost hos Herman.

Hele tre kopper kaffe fik jeg skyllet indenbords, mens jeg på fingrene talte mig frem til, hvornår jeg ville komme til at sove igen. Tre små lækre fristelser ledsagede den smagfulde kaffe, der med et knips kunne få mig på glatis, og lokke mig i kaffefordærv.

Så det var smagen af god kaffe, der fulgte mig til dørs sammen med den ualmindelige venlige tjener, der også rakte mig min læderjakke, samtidig med at mesterkokken forlod lokalet.

Øjeblikket efter stod vi der mellem vinotek i kælderen, og bar på første, og sundede os, for festen var da langtfra slut endnu.