Ikke en, men flere.

De herrer Capac og Donald har skrevet om lussinger. Jeg vil være med, og her er min historie.

Jeg havde musikundervisning i folkeskolen. Vi skulle lære at spille på blokfløjte, og havde, til det formål, alle fået indkøbt nydelige fløjter i noget pænt lyst træ. Dengang var der stadig undervisning om lørdagen, og dette var vist sidste time inden, klokken ringede friheden ind.

Jeg havde fået lov til at låne min storesøsters blokfløjte med den dag. Det var en fin og meget smuk fløjte i rosentræ, og jeg var glad og stolt over at have den med. Sidekammeraten ville gerne se den og mærke og prøve. Det fik hun lov til, men pludselig blev jeg nervøs for, at der skulle ske noget og bad om at få den igen. Vi var lørdagsfjollede, fyldt op af en hel uges skoleri. Hun drillede og viftede med fløjten, og jeg råbte, at nu hun skulle aflevere med det samme.

Vores sanglærer, ham med den smukke stemme og det kedelige temperament, var af ukendt årsag forsinket, og lige i det jeg råbte op, trådte han ind af døren. Veninden afleverede prompte, og vi smækkede os lynhurtigt i sæderne, og var 100% opmærksomme.

Sanglæreren begyndte timen, og satte sig ved klaveret, og spillede en skala. Og endu en og en til. Derefter kaldte han mig op til tavlen, og bad mig synge efter ham. Jeg var nervøs og sang forkert. Vi prøvede igen. Jeg sang igen forkert. Tonerne stak i halsen, og kunne ikke komme ud i den rigtige rækkefølge. Nu prøvede han en anden tonerække. Og nu sang jeg selvfølgelig det, jeg skulle have sunget først.

Han stemme skiftede, og han vendte sig mod klassen, og gjorde tykt nar af mig. Mine kammerater grinede. Turde ikke andet. Jeg var på grådens rand og han hjalp mig helt derhen, hvor den fik frit løb.

Nu skulle vi nemlig synge 'Tingelingelater', for den kunne jeg vel? Jeg begyndte på sangen, klassen sang med, og han slog takt. Først på min ene kind, og så på den anden. Hele den forbandede sang igennem.

Jeg husker, at jeg blev sendt ned på min plads, derefter aner jeg ikke, hvad der videre skete. Jeg var flov og forgrædt. Stemningen var trykket og angstfyldt.

Jeg blev altid hentet fra skole om lørdagen. Min far kom i Saaben, og sad udenfor og ventede mens han læste avis. Tit var min storebror med i bilen, og vi kørte ned til bageren og købte kager med hjem til eftermiddagskaffen. Vi så 'Peberkværnen' i fjernsynet og hyggede.

Den dag var jeg meget stille hele vejen hjem. Også hos bageren. Svarede undvigende, så ned i bunden af bilen, og betragtede de grå måtter indgående. Nærlæste sikkerhedsselen og nakkestøtterne. Klamrede mig til kageæsken, og holdt mig i skindet. Lige indtil vi kom ind ad døren derhjemme.

Min mor spottede selvfølgelig hurtigt, at noget var galt, og så kom gråden. Store forfærdelige hulk. Vrede og angst tapløb ud af næse og øjne. Historien kom ud i lyset, hevet frem af min mor, der blev mere og mere rasende. For ingen skulle understå sig i at slå hendes børn. Aldrig nogensinde!

Hun røg lige til telefonen. Ringede op og blev venligt imødekommet af sanglærerens hustru, mor til hans to børn, som han aldrig i livet havde lagt hånd på, som hun bedyrede. Hun var rystet, nægtede at han kunne opføre sig sådan. Desværre var han ikke hjemme.

Mandag morgen stod min mor på inspektørens kontor. Da jeg igen stod ansigt til ansigt med sanglæreren, smilte han venligt, og næsten klappede mig på hovedet.

Min veninde sang frivilligt i pigekoret som sanglæreren øvede med om eftermiddagen. Engang fik hun også ørerne i maskinen og indkasserede en rungende lussing for en eller anden bagatel.

Nogle år efter kom hun forbi og fortalte, at hun havde læst sanglærerens dødsannonce i avisen, og vi brød grinende sammen. Gad vide hvorfor?