lørdag den 30. juni 2007

Sommermuffins.

Jeg har bagt madmuffins igen. Denne gang med olven, rosmarin og parmesanost. De dufter vidunderligt, altså forudsat at man kan li' ost!

Madmuffins er blevet denne sommers store nem-mad-hit. Det er så let, godt og luftigt f.eks. sammen med en skål salat, eller med lidt ost og oliven, eller grøntsager i grove stykker.

Jeg tager en melsigtefuld, ca 375 gr, blandet hvedemel og 3 tsk bagepulver og sigter ned i en stor skål. Blandet hvedemel er f.eks spelt, emmer og almindelig øko hvedemel, dog mest af den almindelige, for jeg synes at de oprindelige typer er en lille smule tunge i optrækket.

125 gr smør smeltes og køler af. 2 æg og 2½ dl mælk røres sammen. En pæn håndfuld oliven hakkes groft. En spsk rosmarin hakkes og blandes i melet. Omkring 40-50 gr parmesan rives og tilsættes.

Nu laver jeg en fordybning i melblandingen, og hælder mælk og æg ned i, derefter det smeltede smør. Vend hele baduljen med en dejskraber, men ikke for meget. Det må gerne klumpe.

Hældes i muffinforme og smækkes inde i en ovn, der er ca 200-210 grader varm. Bages i ca 20-25 min. Prik i en og se om den er færdig.

Mens mine muffins køler, slår jeg en brøddej op i det store bagefad. Den bygges op om surdejen, der udvides med lidt gær, lidt salt, lidt honning, hyldeblomstøl, diverse hvedmelstyper, vand og revet citronskal. Ælte, ælte og så op i skålen og hæve i laang tid.

Nu skal jeg ha' resten af øllet og en muffin eller to, mens jeg ser film.

Prøv noget nyt.

Jeg har ordnet vasketøj, opvask og strikkeopskrifter. Bjørnen var hjælpsom og tog tjansen ud i regn og sol, så jeg kunne pleje min 'ravnede havbund'.

Turen gik bl.a. til Netto, for jeg vil gerne prøve deres parabenfrie hudplejeserie. Jeg kan li' duften og prisen. Nu kommer det så an på en prøve med resten.

På komfuret står smør og smelter, og jeg har taget æg og andre ingredienser frem til en gang madmuffins. Denne gang med oliven, parmesan og yndlings-rosmarin. Jeg skal også ha' slået en dej op til brød og måske boller, lavet med hyldeblomstøl og ....?

Ind imellem skal jeg se lejede DVD'er. I går så jeg 'Dreamgirls' og her til formiddag så jeg 'Flag of our Father's'. Begge absolut anbefalelsesværdige. Når ovnen kører muffins, skal 'Smokin' Aces', 'Little Children' eller 'The Wickerman' spinne på DVD afspilleren.

Vild med film? Hvem, mig?

Feriestart.

Halsen er hævet havbund, stemmebåndene føles identiske med en ravns, men humøret er i top og klar til ferie.

Jeg har lagt mig ud med det kedelige først. Lister er skrevet og budgetter er lagt og omlagt. Vaskemaskinen snurrer og tidligere tiders irritation og stress klinger af i takt med en faldende tinnitus.

Der gøres tankemæssigt plads til planer om køkkenaktivitet og udflugter. Der skal cykles og fotograferes, og i morgen skal jeg se mit lille feriehus for første gang, og det glæder jeg mig til.

Og vejret, det rager mig en papand, for jeg skal nyde i store, altslugende drag uanset om det regner eller skinner!

fredag den 29. juni 2007

Feberferie?

Jeg har feber og ondt i halsen, min mave er smadret og jeg har - yiihaa - 3 ugers ferie!

torsdag den 28. juni 2007

1 uge gammelt.

Hehe!

Laaaaang dag.

Jeg mødte idag ind på Instituttet før tid og var der efter tid. Jeg har haft 7 forældresamtaler. Jeg har haft en almindelig arbejdsdag ind imellem.

Inden jeg tog afsted i morges dansede jeg til Beatles i et anfald af genfunden glæde. Hvor kommer al den optimisme fra? Rester fra denne morgens glæde sidder stadig i mig.

Nu har jeg spist sushi og polpette på det gode brød, garneret med rabarberkompot. En sjov kombination, men det er mad og det er nemt, og det er Bjørnens værk. Der var også øl i køleren og selvom det kun er torsdag har jeg taget et glas. Senere skal jeg nyde jordbær med citron og sukkerknas.

onsdag den 27. juni 2007

Morgenmad.

Det gode brød fra forleden er stadig godt, men ristet og belagt med et mast jordbær eller fire bli'r det et herligt morgenmåltid. Serveret med en kop Kusmi....

Alle er trætte og har lagt meget bag os, men en enkelt har stadig en tung, lang, sej dag forude, og det er ikke katten!

Godnat og sov behageligt.

Vespucci

Hvor underligt det end lyder, sker det at folk sydfra drages mod nord og fascineres af regnfulde somre og sjaskede vintre. En sådan opdagelsesrejsende fra syd løb jeg ind i på den forlængst lukkede og slukkede Universitetscaféen.

Der stod han, mørk og mystisk, min helt egen Amerigo, dog ikke
Vespucci. En lang nat blev til morgen og udstyret med en nyindkøbt italiensk parlør, drog vi i Dyrehaven og udvekslede personlige oplysninger og spirende interesse for hinandens historier.

Han var fra Venezia, byen bygget på pæle, gennemstrømmet af kanaler og krydsende broer. Hvor fedt var det ikke lige? Jeg blev betaget og fuld af længsel både efter venetianeren og hans by. Jeg forelskede mig.

Og senere i polpette. Den italienske udgave af frikadeller, men med lidt mere krudt end i de danske deller. Dem laver jeg en portion af her til aften.

Brød afskorpes, skæres i tern og lægges i blød i mælk. Citronskal rives, hvidløg hakkes sammen med bredbladet persille. 2 æg slås ud i fadet og peber kværnes gavmildt. Hakket oksekød smides oveni og med den renvaskede pote blander jeg alle ingredienserne, til farsen er fin og jævn.

Når farsen har sat sig, salter jeg og lader den stå lidt i fred, mens jeg laver noget afledende. Polpette sættes med en lille ske og steges i olivenolie.

1½ meter mindst!

Jeg voksede vildt i dag, da jeg trådte ind i Virksomheden. Jeg fik håndgribelig anerkendelse og blev både rørt og glad. Min rygrad rettede sig ud i fuld længde og smilet blev bredere. Dejligt.

tirsdag den 26. juni 2007

7.

Bjørnen gjorde rent bord og startede sin sommerferie igår. Jeg må vente med og lukke og slukke til fredag eftermiddag og inden da venter et par lange tunge dage.

Jeg har tinnitusunderlægningsmusik i dag og da jeg kom hjem, kørte jeg først og fremmest adskillige skiver af det gode brød ind, kun tilsat smør og ost, og bagefter tog jeg et par timers total dykand på sofaen. Mand, jeg er træt!

Jeg har lige set Meyers reklame for danske råvarer på DR1, mens jeg pillede hippiekluden op igen for, at få mønstret i rigtig rækkefølge og samtidig ændre farvesætning.

Jeg har fået lov til at låne et lille hus i ferien, så nu håber jeg på godt vejr, og ser med længsel frem til fredag eftermiddag, hvor jeg nok vil overraske Bjørnen med et måltid mad på en god restaurant i nærheden, som en slags karakterpenge.

Fredag eftermiddag kom ind, fredag eftermiddag kom, fredag eftermiddag.......

mandag den 25. juni 2007

Mødetræt.

Da mødet var slut, var jeg færdig, men jeg vandt 49 kroner, så nu kan jeg være med igen på lørdag. Det snart være mig, der står for tur.

Mødedrøm.

Jeg skal til møde, et af dem i kategorien 'vigtigt'. Gad vide om jeg kan la' være med at sidde og tænke på LOTTOmillioner?

søndag den 24. juni 2007

Endelig et ordentligt brød!

Med sammenbidte tænder har jeg hevet surdejen ud af køleren og ind igen. Jeg har ikke haft den fornødne tid og lyst til seriøs brødbagning.

De første brød, maltbrødene blev ok, men efterfølgerne har været for bastante efter min opfattelse.

I dag gik det så løs. Jeg hev surdejen ud, snusede og gloede olmt. Den var fin og duftede godt. Efter at den havde sat sig på køkkenbordet i en rum tid, smækkede jeg en dej sammen af sur-kalorius, økogær, salt og honning, mel, vand OG rabarberkompot!

Da jeg var færdig, stillede jeg fadet langt væk og tænkte på alt mulig andet. Efter mange timer var dejen hævet pænt, og jeg delte den i brød og boller.

Efterhævning. Flade brød og boller. Ind i ovnen med brødet først, så kunne bollerne hæve lidt længere og måske vokse i højden. Det gjorde de så ikke!

Men, for et øjeblik siden hev jeg et kæmpebrød ud af ovnen. Hold da helt op. Jeg tror næsten, at det er lykkedes mig denne gang. Afgørelsen falder når det er kølet af. Så skal der skæres og smages.

Ups, tiden larmer, og hallo, en hel pladefuld duftende boller deler nu rist med det or'nlige brød!

Et søndagsmåltid.

Efter at ha' ordnet dit og dat, gik jeg i gang med aftensmaden. Jeg fandt god inspiration til kalvetykkammen her og fulgte for en gangs skyld opskriften tæt.

Det lokale supermarked havde tilbud på portobello svampe, 5 stk. for 25 kroner. Sidst jeg købte, hvor der ikke var tilbud, kostede 5 stk. 24,95, men sådan er der så meget i det lokale.

Da vi satte os til pladen, var vi sultne og forventningsfulde. Vi blev belønnet med et dejligt måltid, og mens vi spiste, fulgte nattegudinden som sædvanligt intenst med fra sidelinien.
Men frøkenen har sit knas i skålen.

Mandelmuffins.

Jeg skulle lige prøve om de nye forme kunne tåle godtemuffins. Jeg smeltede 150 gr smør i en kasserolle og stillede det til afkøl. Tændte ovnen på 200-210 grader.

Sigtede så en blanding af Aurions hvedemel og den almindelige økomel fra det lokale supermarked. Heri 3 tsk bagepulver, 125 g sukker og revet citronskal, og tilsidst 200 gr hvid chokolade, der lige var blevet hakket en tur. 2 æg og ca 3½ dl mælk piskede jeg sammen i en skål og hældte i en fordybning jeg havde lavet i melblandingen.

Bagefter tilsatte jeg det smeltede smør, og vendte det hele rundt med en dejskraber, men ikke for længe. Jeg fyldte formene, dryssede med mandelflager, og satte dem på en bageplade næstnederst i ovnen i ca. 25 minutter.

Bagefter begyndte jeg at kigge nærmere på dette stykke kalvekød, som har ligget indpakket i klæde på en tallerken for at temperere. Hmm?

Love is blue.

Jeg kom en tur forbi her og hørte en gammel grand prix schlager fra 1967, og nu kører den blå kærlighed hele tiden for mit indre øre, dog i Jeff Beck-udgaven.

Gad vide, hvor længe?

Antikvariatisk!

Det var flot, Sifka! Et helt nyt ord. Hvordan tør du, med alle de sprogfreaks i din omgangskreds??

Hippiekluden første stop.

Jeg blev den næste efter Hanne til at strikke på 'Hippiekluden', og her er mit valg. Mønstret er taget fra Vogues håndbog over strikkemønstre. En bog lånt fra biblioteket, som jeg gerne vil eje, men den er udsolgt fra forlaget forlængst og min chance må prøves antikvariatisk.

Det er et meget nemt mønster og hurtigt strikket. Jeg starter og slutter med 3 ret som kantmasker.



Jeg var lidt usikker på, hvordan det her skulle foregå, men nu har jeg strikket mønstret op over de 72 masker, der var Hannes udgangspunkt. Herefter tilføjer jeg hendes mønster til min klud, således at der bli'r byttet om på mønster 1-Hannes forslag og mønster 2-mit forslag, men man er vel hippie.


Jeg har valgt at sende stafetten videre til Mette på Dyssen, og ønsker alle fortsat god fornøjelse.


Her er en opdateret liste over deltagerene:


Sifka: http://www.himmelsehavet.blogspot.com/


Annette: http://www.lyngbystrik.blogspot.com/


Line: http://www.2ret2vrang.blogspot.com/

Anne: http://www.garngastronomi.blogspot.com/

Lis: http://www.lis-detgulehus.blogspot.com/

Mette: http://www.lifeondyssen.blogspot.com/

Gitte: http://www.strikkestrakkestrukke.blogspot.com/

Pia: http://www.piatoft.blogspot.com/

Sylvia: http://www.sylvez.blogs.no/

Hanne: http://www.har-du-nu-koebt-garn-igen.blogspot.com/

Irene: http://www.denblyviol.blogspot.com/

Julia:http://aalerusen.blogspot.com/

lørdag den 23. juni 2007

Sankthansmuffin.


Peberfrugter renses og brændes af under grill, eller på gasblus. Jeg gjorde det på en tør panden med meget kraftig ild under. Når skindet bobler og bli'r sort puttes de i en plastikpose og køler af. Herefter kan skindet fjernes meget nemt.

I mens har jeg smeltet 125 gr smør i en kasserolle. Peberfrugterne hakkes og puttes i en skål med 350 gr mel der er sigtet med 3 tsk bagepulver og et lille skvæt salt. En pæn håndfuld feta smuldres oveni. Det hele vendes og der laves en fordybning i blandingen.

I en skål blandes 2½ dl mælk med 2 piskede æg og hældes ifordybningen. Det smeltede afkølede smør hældes over og jeg vender det lige sammen med en dejskraber, ikke for længe, og det må gerne klumpe.

Fordeles i 12 muffinforme og bages næstnederst i en 200-210 grader varm ovn i ca. 20 minutter. Jeg prikker for at checke om de har fået nok. Det har de, og så skal de ud af formene og køle af på en rist, men ikke for meget, for de smager bedst lune.

Urtid.

Jeg overvejer at tage tiden tilbage. Efter tre urløse år har jeg købt et ur. Et billigt af slagsen, men jeg har lækre urremme på lager, som kan gøre det lækkert at ha' på.

Jeg har i forvejen lækre ure liggende, men før jeg eventuelt tager dem i brug igen, vil jeg jeg først finde ud af, om jeg seriøst vil tage tiden tilbage.

Lige nu er tiden ved at løbe lidt fra mig.

fredag den 22. juni 2007

Aftentur.

Nogen gange bli'r jeg så glad, at jeg kan gå aftentur på taget. Sådan har jeg det nu.
I morgen skal vi fejre Sankte Hans, og mens jeg spadserer her, kan jeg næsten ikke tro, at det vil regne.

Godnat og nyd den lyse sommernat eller sov vidunderligt.

torsdag den 21. juni 2007

Tankeboks.

Jeg er træt. Jeg er kommet sent hjem, men heldigvis var der lavet dejlig mad, så jeg kunne bare la' mig falde ligeså snart, jeg trådte ind af døren.

Jeg havde lagt vejen hjem omkring fotohandleren, fordi en samtale efter arbejdstid var blevet aflyst på grund af sygdom i Virksomheden.

Fotohandleren er en dygtig og ærlig sælger. Han gennemgik lige alle finesserne ved mit nuværende kamera og gav sig god tid. Herefter kunne jeg være spadseret ud af hans butik uden, at han have løftet et misbilligende øjenbryn. Det gjorde jeg så bare ikke, for jeg var jo blevet interesseret i kameraet fra i går.

Så vi tog også den tur og spændende var det. Jeg må indrømme at det fylder meget i bevidstheden, det der kamera.

Jeg har brugt aftentid på at nærlæse på nettet og jeg har også checket priser. Der er penge at spare, men det udelukker den direkte kontakt til en meget dygtig mand det kan gi' råd og vejledning på en let forståelig måde. Det er nok værd at tage med i overvejelserne.

Resten af aftenen skal jeg bruge på sofaen i selskab med engelske krimier på DR2. Jeg trænger til at tænke tanker og bare lade stå til. Jeg falder nok i søvn, men det gør ikke noget. Jeg tror på, at tingene bli'r gennemtænkt alligevel.

Jeg skal ikke dagdrømme, jeg skal ikke nødvendigvis natdrømme, jeg skal bare være. Godnat til jer når det bli'r tid.

onsdag den 20. juni 2007

Godtegrisen.

Jeg læser om overspringshandlinger i forbindelse med eksamenslæsning her. Jeg kan nu konstatere, at overspringshandlinger åbenbart også kan forkomme, når man har arbejdsrelaterede opgaver liggende lige om hjørnet.

I hvert fald har jeg siddet hele aftenen med poten i skålen, blogget og ædt imens jeg har gennemtænkt og problemformuleret.

Nu må jeg vist hellere gå i seng.

Kameraskruk.

Kom forbi hos fotohandleren og fik en lille sludder. Vi har aftalt at mødes igen. Snart. Det kan udvikle sig.

Sødt!

I går så jeg disse muffinforme i Netto, var for træt til at handle, men købte dem så idag, da jeg alligevel var omkring for at købe papirslygter til Virksomheden.

Så nu skal der ikke bare koges suppe, der skal også bages muffins. F.eks ostemuffins til en eller anden tre dages suppe.

Formene kan også bruges til småportionsanretning af is og andre desserter, som jeg måske finder i en anden yndling blandt mine mange kogebøger.

Denne indeholder ikke bare søde tips og lækre opskrifter, den er også fed bare at kigge i. Hun er en dygtig kogekone, hende Camilla.


Supersuppe.

Den tredje i samlingen kom med hjem idag fra antikvariatet. Ved førstkomne lejlighed skal jeg lave muslingesuppe. Jeg har ventet på denne bog i 22 år!


tirsdag den 19. juni 2007

Kompot med næsehorn.

Jeg tyede til fru Plum. Hun har skrevet en dejlig kogebog om al det søde. Kan anbefales. Hun og denne bloggers kommentar inspirerede mig til følgende:

Rabarberstilke skåret i stykker, ikke for små og ikke for store. Op i bradepanden. Næsehornsingefær skrælles og skives tyndt. En citron skives og der smides lige tre fire styks stjerneanis oveni det hele. Drysses tæt og godt med Muskovado og lys rørsukker.

Lige inden ovnlågen klappes i, gribes jeg af indskydelse og smider et par skiver rød grape i kvarter med. Ovnen er kold og termostaten stilles på 150 grader. Nu spises og blogges der indtil det begynder at dufte. Så kigger jeg lige ind i kompotovnen engang i mellem.

To sider af samme sag.

Aftensmaden skal være nem. Jeg har gang i noget med noget rabarberkompot og jeg skal også overholde min aftale med sofa, kat og tv. Måske lidt strik og læsning.

Kyllingen der skulle ha' være spist med en chilichokoladesovs, er blevet stegt og pillet af skroget. Fennikelrugbrød er blevet belagt med de skæve stykker kylling. På det ene stykke er piftet op med en skefuld rabarberkompot. På det andet stykke er brugt et strejf af økomayonaise og tæt drys af tre slags basilikum i strimler.

Jamen, sådan er det. Doven har man lov at være i egen rede.

Kompotovnen kører igen.

En stor stak rabarbere og det skal ikke være for besværligt, så de ryger i kompotovnen om lidt når jeg har skyllet, skrubbet og snittet. Eller måske syltetøj med ...?

Det blev 4.

Det svarer til det der før hed 7. Bjørnen er godt tilfreds og jeg er lettet. Karakterpremien bli'r den tidligere bestilte basketball, som en venlig mand afleverede til mig lige præcis i dag. Det kan man da kalde timing.

Slukket og lukket.

Bøger, papirer og notater er lagt væk. Der er skiftet side på den bærbare og der er blevet bedt om ekstra hjælp til morgenvækning, bare for en sikkerheds skyld.

Lige nu traskes der lidt hvileløst omkring for mobilen har forputtet sig. Efter en opringning dukker den op. Fumpp. Det var døren.

Godnat.

mandag den 18. juni 2007

Fad med mad.

Bjørnen har efterladt 'Papirflyverbogen' og er fortrukket til hulen. Jeg runder engang i mellem og orienterer mig. Der læses, skrives og en snak over MSN'en med de andre hjemmestuderende knajte, forkommer også. Det er, som det skal være. Uanset, hvad der kommer retur i morgen, ved jeg, at der er arbejdet fornuftigt på sagen.

Håndsmurte håndmadder er serveret sammen med energigivende drikkevarer, i dette tilfælde iskold mælk med lav fedtprocent.

Jeg slår tid i hjel og har sat opvask over. Krydser fingre i tankerne og håber det bedste.