Kogte aspargeskartofler vendt med karse og marinade af mousserende vin, Beumes de Venise, citronsaft, salt og peber.
Det var den sidste skål. Nu mangler jeg at skære små bøffer af mørbrad. Både af øf! og muh!. De skal stege på racletten sammen med cocktailpølser, champignoner og små tomater. To slags ost og hvidløgsflutes.
Resten af aftenen er dækket ind med skum, krans og chokolade. Jeg skal nyde min, håber I vil nyde jeres. Vi ses på den anden side. Forresten jeg hopper ind.
En af de gode gamle. Kidneybønner med guacamole og appelsiner. Den bliver først anrettet i sit fineste puds, lige før vi kaster os ned ved bordet. Jeg har hældt citronsaft som låg over avocadoen, så den ikke bliver brun.
Bjørnen har været på fiskedisk fra tidligt i morges. Han har brugt hele dagen på at koge ris og hummere. Bagefter skålede han, og de andre fiskediskere, godt nytår på den lokale vinbar. I champagne. Han tager lige en lille lur, inden Margrethe åbner ballet med en lille tale til folket. Gad vide om man er med i den i år?
Brede hvide bønner, røde cherrytomater, champignon i skiver, hakket persille, dækket af en marinade lavet af citronsaft, olie, dijonsennep, sennepskorn, salt og peber. Lige før, at vi sætter os til bordet, drysser jeg en sky af revet parmesan over.
Inspiration fundet i Scheftelowitz og Bocks "Suveræne salater..." side 39.
Lige nu, sidder jeg og mæsker mig med en lille omgang sushi, man skal jo have lidt at spise ind imellem.
Aspargeskartofler vendt i en salsa af pelsede peberfrugter, hakket bredbaget persille, olivenolie, saft af både citron og appelsin, salt og peber.
Jeg har overvejet en underblog med opskrifter, men ved ikke om det er en god ide? Er der andre måder?
OPDATERING. Der er også en spiseskefuld meget finthakket rødløg i.
Jeg står op til den klareste morgen i lang tid, og mens jeg går og glæder mig over lyset, dumper posten til min store overraskelse ind allerede før klokken otte. Bjørnen er tidligt på færde, så det er ham der kommer med den mørkerøde kuvert.
Vi har fået en invitation. Vi skal til bryllup i det nye år.
Fjernsynet har kørt på højspænding. Al Pacino, Robert De Niro i samme film. Heat. Spænding til bristepunktet.
Lukker, slukker og opdager, at det er stjerneklart med måne. Frost. Håb om mere blå himmel med dagen der kommer. Slukker og lukker, godnat.
Eftermiddagen og det første af aftenen er gået med fjernsynskiggeri, avislæsning og forberelser i køkkenet. Jeg har lavet dej til kransekage, og opdagede desværre først bagefter denne mulighed, men det må blive næste gang. Det omtalte hørfrøskum bliver jeg nødt til at afprøve, for hvis det fungerer, som forventet, behøver jeg fremover ikke at tænke på om æggehviderne, er udsolgte, eller ej.
Når jeg sådan går og nusler i køkkenet, får jeg rodet ting og sager frem af gemmerne. Efterhånden gik det op for mig, at jeg havde nok til en omgang biscotti udfra dette grundlag. Jeg brugte blot hasselnødder og Strega i stedet for mandler og orangelikør.
Efterhånden, som bagningen skred frem, duftede der mere og mere som de frøblandinger, man kan købe til kanariefugle og undulater, og så lå navnet ligesom i luften. Smagen fejler ikke noget, der er ikke noget med fuglefrø her, men en dejlig orangesmag fra appelsinskal.
Tak Liselotte, for lån. Jeg allerede fundet mere frem af gemmerne, og har også en flaske Beumes de Venise stående, så nu bager jeg endnu en ny variant udfra dit udemærkede grundlag.
Bjørnen fremskaffede modne avocadoer til i morgen, så vi kunne spise guacamolen, det ristede rugbrød og appelsinfileterne med god samvittighed.
Jeg kan altså ikke finde ud af både at købe ind til lækker nytårsmiddag og gå på udsalg samtidig. Det er for modsætningfyldt. Chokoladen var på udsalg, så der passede tingene sammen, men i køkkenafdelingen gik jeg død, og kunne ikke skelne den ene stegepandes forskel og fordel fra den andens. Opgav.
Lod bekvemmeligheden vinde, og købte ind i det lokale supermarked. Det var dumt, men så kan jeg vel lære det til næste gang. Mærkværdigvis kunne jeg få både æggehvider og champagne, men avocadoerne var hårde og ubarnhjertige som kanonkugler. Krydderurterne var repræsenteret af potter med halvvissen koriander og dild i så små samlinger af kviste, at det var latterligt. Min egen skyld, egen skyld.
Nu bliver det, som det bliver, og det bliver vel også godt nok, men er godt nok, nu nok? Vi får se.
Jeg skulle tidligt op, og det kom jeg også, men da jeg var færdig med avisen, synes jeg alligevel, at det var lige tidligt nok, så jeg gik ind, og lå lidt igen.
Da jeg vågnede en times tid efter, var det blevet lysere, og nu er der ligefrem huller i himlen. Fine lyseblå huller, der giver energi og overskud.
Her til aften var filmudbuddet åbenbart var for uoverskueligt, så jeg blev ubeslutsom og endte med at se en fransk dramadokumentar på 1½ time om Marie Antoinette. Forleden så jeg en meget lang dramadokumentar om bygningen af Versailles, så der var lidt sammenhæng i tingene.
Efter at have luret på forårsstrik, sad jeg pludseligt og klippede kaniner midt i Ray. Nu tror jeg, at det er blevet tid til kanen. Der kommer ellers en god film med Andy Garcia, men...
Skinkemignon, ratatouille og tre slags ris serveret på den julerøde dug, der holder sidste dag på bordet. I morgen kommer der andre boller på suppen og anden dug på bordet. Og servietter til. Vi går efter nytåret nu. Nemlig.
Jeg er færdig med planen for nytårsaften. I morgen må jeg stå tidligt op, selvom der igen er film den halve nat, for jeg skal ud og købe masser af grønt og guf. Kødet fik jeg købt i dag, samt et par af de gode øl på tilbud.
Jeg glæder mig allerede, og jeg må indrømme at efter julemaden, vil dette nytårstaffel bekomme os vel. Det bliver grønt, det bliver retro, det bliver godt.
Når jeg nu alligevel var i køkkenet, og skulle vente på dagens ret, kunne jeg lige nå forberede en lille frokostbid til i morgen. Jeg fandt nemlig to velmodne avocadoer, en halv økocitron og en enkelt juleappelsin på grøntsagsbakken. Hvidløg og lidt olie, og bing, en gaucamole.
Den vil blive serveret på ristet rugbrød med appelsinfileter på fløjen. I morgen.
Jeg er i gang i køkkenet. I aften når vi har spist, og det er tid til te og sofa, skal jeg bryde seglet og se, hvad forårsmoden byder. Jeg kan nære mig, kan jeg. Kan jeg?
Mit indre porcelæn sidder i knoglerne, og glaseringen er desværre ikke af bedste kvalitet. Den krakelerer og falder af i flager, der omdanner sig til mus, der skyndsomt indretter sig med egen rede i mine knæ eller ankler. Den brunøjede, der altså i virkeligheden var blåøjet, har flere gange ageret rotterfænger med godt resultat.
Dertil kommer at mine fingre, især i vintre med frost, bliver utålelige, skællede og blødende. Desuden smerter, i særdeleshed, tommelfingrenes indre porcelæn.
Min sjæl drømmer om høj klingende frost, skarp sol og sne i dybe driver. Min krop derimod ynder gråt, stille vejr med grader i plus. Der hersker med andre ord dyb uoverensstemmelse her, men jeg lever med det, så godt jeg kan.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at blive en lille smule irriteret, når jeg må konstatere at en knogleforandring, som den brun/blåøjede ikke kan gøre noget ved, har udviklet sig, siden sidste vinter, på den måde, at jeg må droppe et par støvler, som jeg var så heldig at falde over ved et tilfælde tidligere på året. De har oversomret i mit skab, og jeg har glædet mig til dagen, hvor de skulle ud og mærke asfalten for første gang. Dengang jeg købte dem passede de perfekt, nu, glem det.
Skal jeg nogensinde genfødes, vil trækfugl da være i orden, men må jeg selv bestemme, vil jeg hellere tilbage til norditaliensk renæissance, med porcelænshud og knogler af galvaniseret stål.
En stak Ama'rmadder og en dampende kop Darjeling og så derudad, eller forresten derindad, for jeg er langtfra færdig i sofaen.
Senere begiver jeg mig ud i at komponere en nytårmiddag, men måske bør jeg først, og fremmest, begive mig ud på de bugnende markeder, for at få fastsat grundlaget.
Det behøver ikke fortsætte for min skyld. Jeg synes, at det er ved at udvikle sig til et studie i gråt igen. Jeg har været på en kort visit ovre hos DMI, og dér ser det ud til at vinterens kulde, ligger og lurer.
Jeg sidder igen i sofaen med dagens avis og en stak udsalgsblade. Indtil videre har jeg brugt elleve hundrede kroner på stegepander, men nu skal man jo ikke skyde skindet, før man står med panden i hånden.
Man kan faktisk godt blive væk i en stak pair og fuldstændig glemme sig selv. Det gjorde jeg, og da jeg endelig fandt vej ud af bunken, skulle jeg finde på noget til aften. Bjørnen stemte for den gode gamle nisseret, risengrød her på falderebet.
Når jeg nu alligevel skulle stå der og røre i gryden, kunne jeg samtidig bruge tiden til at forberede et eller andet til i morgen. Så vil jeg være beredt, hvis jeg nu igen i morgen falder over noget tidstilsidesættende.
I skuffen lå der lidt af hvert, et par auberginer, røde peberfrugter, en bakke champignoner, rød- og hvidløg, tomater og et bundt timian.
Auberginerne blev skåret i tern og smidt i ovnen. Løg og hvidløg skåret i grove tern og svitset på panden i olie. Peberfrugterne blev renset og skåret i stykker og derefter smidt i sauterpanden, der allerede var i gang.
Efter en lille halv time i ovnen, kom auberginerne ud. De kom op til selskabet i panden sammen med tomater i kvarte og champignon. Timiankviste og bang, låg på. Simre, simre i noget tid indtil alt er skvattet sammen og risengrøden færdig.
Efter risengrøden kom ratatouillen i en boks og derefter i køleskabet. Her kan den stå og samle sig indtil i morgen, hvor den bliver selskab for et eller andet, som jeg ikke lige ved, hvad bliver.
Har lige kastet et flygtigt blik på tv-programmet. Noget tyder på at det igen bliver en sen nattetime før sengen rammes.
Jeg tror endda, at jeg kan fatte om pindene, idet jeg ikke har haft ondt i poterne i et par dage, og det forøvrigt heller ikke er så koldt. Temperatur og luftfugtighed er to faktorer, der har stor indflydelse på, hvordan de sifkaske poter arter sig.
Jaja, jeg skulle have været en trækfugl.
Jeg har et tilgodehavende fra krediteringen af den uheldige bærbare, men kunne konstatere via netbank, at jeg ikke som lovet havde fået mine penge retur endnu. Jeg fik ellers indtryk af, at det var bare lige et eller andet ligetil og nemt, men nej.
Der måtte flere telefonsamtaler til, fordelt over flere dage, hvor jeg talte med flere forskellige mennesker, der havde flere forskellige udlægninger af proceduren omkring det at få penge tilbagebetalt.
Nu er det hele endt med, at jeg skal sende et brev med oplysninger om kontonummer, kundenummer osv. Alt sammen oplysninger de har stående i systemet, men for en sikkerheds skyld, altså.
Og når jeg så alligevel havde åbnet skuffen, kunne jeg ligeså godt give mig i kast med at lave næste års budget og få ryddet op i alle bilagene, som jeg, på trods af eboks og netbank, alligevel får raget til mig. En af de interne affærer. Altså.
Det må være alle de film, der bliver sendt så sent om aftenen, at det når, at blive nat inden de er færdige. Herefter er man fra stationernes side endda ikke blege for at lade én ny begynde og endnu én.
Jeg har sovet længe. Meget længe. Ikke for længe, for jeg har jo ferie, men længere end når jeg normalt sover længe.
Det blev ikke til voldsomt meget grønt i denne grøntsags-sag. Det blev et sammenrend af snittet rødkål, appelsinfileter, pecannødder og et drys granatæblekerner. Salaten kølede i saften fra appelsinerne, men et enkelt skvæt citronsaft røg der også med i skålen, inden køleskabsdøren smækkede.
Lige for et øjeblik siden blev der mikset et par dråber olie i. Nu står det, og stiger lidt i graderne på køkkenbordet, mens jeg styrer mundvandet, og fremstiller iskoldt gåsevin.
Meget, meget, meget enkelt, men i den grad appetitvækkende og tiltrængt, kan jeg vist godt sige.
Jeg har planer for den nu tomme chokoladeæske. Den kan komme til at gøre gavn, som opbevaringssted for diverse papirer, som jeg uvilkårligt løber ind i.
Jeg har en stak mapper med gavepapirsark af forskellige slags. Der er William Morris, Paisley, franske og engelske blomster designs og meget andet. Nogle af mapperne er købt i London og andre er købt ved bogudsalg.
I dag begynder hjulene langsomt at dreje igen, og jeg står klar. Der skal nemlig friske forsyninger til hytten her, og det skal være grønt, for det er godt for øjnene.
Julens tunge læs skal have baghjul, og friske øjne skal se fremad mod det nye år med alle dets forventninger, fristelser og fornyelser. Men inden gammelt afløses af nyt, skal der trakteres med årsskiftelækkerier, og det kræver planlægning og omhyggelighed.
Men først det grønne mellemspil.
Det lykkedes altså ikke for, hverken solen, at vinde over det grå skydække, ej heller for mig, at komme ud af sofaen. Det udviklede sig til en rigtig julefridag, hvor jeg kun væltede mig ud af fortryllelsen, når jeg blev absolut nødt til det. Hvor var det skønt.
Det får mig til at tænke på en anden julefridag, hvor Bjørnens søster og jeg lå i hver sin ende af sofaen, og så hele Nord og Sydserien i et stræk. Jeg ved ikke lige, hvad der skete for os, men vi hyggede os, gjorde vi, og jeg kan kun anbefale at prøve det.
Der er stor søndagsstemning i hytten her. Jeg sidder mageligt i sofaen med avisen, en stor kop stærk russisk te og den sidste rest panettone. Fjernsynet er tændt på marathonserie, hvis jeg ellers gider.
Katten sover i det ene rum og Bjørnen i det andet. Alt er søndagsagtigt selv på en onsdag.
Lillejuleaften var vi i julebif og så filmatiseringen af første del af en populær trilogi, som i stil med Harry Potter rammer både børn og voksne. Mange var vi ikke forsamlet til syvforestillingen, men det gav bare god plads til overtøj og pakkenelliker.
I dag var vi afsted igen til en forestilling klokken to, og jeg følte mig hensat til fireforestillingens kronede dage. Der var filemukkeme mange børn i den biografsal. Og de var både sultne og tørstige. Meget. For de slæbte cola og pocorn med ind i store beholdere på størrelse med mindre spande. Mange havde åbenbart også svært ved at finde deres pladser, og satte sig tilfældige steder, hvilket bevirkede, at når der kom nye til, var der rokeringer rundt i hele salen, før de endelig havnede i det sæde, der matchede billetten.
Efter de tradionelle reklamer, formaninger om slukning af mobiler og trailere kunne hovedsagen begynde, og der faldt ro over gemytterne. Den holdt sådan set pænt længe, men efterhånden som historiens spænding og intensitet steg, opstod en sand folkevandring frem og tilbage mellem rækkerne. Forklaringen kan måske være, at det ikke ligefrem var 'Far til fire i sneen', der kørte over lærredet, men derimod denne uhyggelige fremtidsvison af en spændingsfilm. Der var mere end én, der ind imellem rykkede flere rækker tilbage i sædet, når de moderne Hollywood-effekter satte turbo på.
Efter endt film og på vej ud, var der udsigt til den eventuelle næste filmoplevelse. Sandsynligvis tager vi den på et mere voksent tidspunkt.
Den ene del af opvasken er nu væk. Nu mangler der bare den anden, men jeg ser ingen grund til at jage med det. Den løber jo ingen vegne, velsagtens.
Det blev til mange timer i køkkenet i går, men det blev også en fortryllende julemiddag, der kom ud i den anden ende. På et tidspunkt gik der dog lidt panik i kogekonen, fordi jeg opdagede at anden ikke kunne blive færdig til tiden. Nu var jeg heldigvis ikke omgivet at utålmodige gavehungrende børn, og alvorligt sultne gæster, så jeg skubbede tiden ud, og stegte videre efter en ny tidsplan.
Ved nitiden sad vi andemætte og tilfredse ved spillebordet med guf og gaver. Efterhånden tog vi os også sammen til at spise ris ala mande. Den slog hårdt til, og mæthedsgrænsen blev alvorligt overskredet. Jeg fandt forøvrigt mandel nummer ét, så må vi se, hvem der finder nummer to, og om der overhovedet er nogen mandelgave.
Vi havde to gaver under grenen, så vi spillede om, hvem der skulle åbne først. Bjørnen vandt, og fik lige, hvad han havde ønsket sig. Bagefter var det min tur, og jeg var ligeså heldig.
Aftenen sluttede sent foran fjernsynet og en gammel Steve McQueen. Bagefter slukkedes alle julelysene, og drømmene tog over. Jeg drømte, at Keith Richards var død?!
Fred, fordragelighed og en vis mathed har lagt sig over alt. Lokalmiljøet står stille, og kun husskaderne er på vingerne. Jeg elsker julemorgen.
Lillejuleaften er startskuddet til julen i hytten her. I år begyndte den ved spisebordet med en lille godte eller to, mens vi så nærmere på dette års julespil. Det bliver dette vi skal muntre os med efter andsteg og gaver. Så skal der spilles, skal der.
Senere tog vi ud på Fisketorvet, hvor vi efter lidt indkøb, spiste en burger og en kyllesalat, inden vi bænkede os blødt, for at nyde dette års julefilm. Dette har vi gjort, så godt som, hvert år siden Ringenes Herre første del gled henover biograflærrederne.
Om ikke så mange timer er det juleaften, og da jeg har en tidlig aftale med en and, tror jeg at det er bedst at finde kanen og fjerene.
Nu mangler jeg bare det årlige bad og frisk halm i træskoene, så er jeg klar. Jeg nåede det nemlig. Jeg fik endevendt hele hytten her, og fik løst de opgaver, jeg skulle. Reolen i stuen er udbygget, køkkenet endevendt og indrettet mere funktionelt, garderobeskabet tjekket, og gjort ryddeligt.
Her er rent, her er pænt og her er ryddeligt, men hov, hvad er det? Noget mangler. Det "rod" der satte gang i kalenderideen, står der stadig, men på den anden side, nu skal det heller ikke udarte sig til det rene Bo Bedre, vel?
Ok, grunden til at det stadig står dér er, at det skal på loftet, og da jeg ikke vil forstyrre nisserne i højsæsonen, bliver det båret derop til næste år. Og næste år er jo langt, så hvem ved måske udløser det en ny julekalender.
Jeg lod mig selv overtale, og bagte en lille portion biscotti al limone, men i ændret udgave, for jeg havde ikke nogen citroner. I stedet brugte jeg økologisk i klementin og saffran. 
Ovnen er ved at varme op, biscotti er trillet, og jeg har spist kaffeyoghurt med stor nydelse. Pludselig brager solen igennem, og stemningen rører på sig. Det er tid til en pause.
Der ikke noget med halvfuld eller halvtom her. Glasset er tomt. Nu kan jeg vælge om jeg vil lade mig friste af denne blogejers udskejelser, eller om jeg vil vælge den lette løsning og købe færdigbagte biscotti. Eller måske noget helt tredje?
Der er jo stadig nogen hængepartier på julekalenderen, der skal ordnes, og dagens låge skal åbnes, så jeg ved snart ikke. Jeg tror jeg ser de an indtil videre.
I morges da jeg stod op, ikke særlig tidligt, var der så stille på gaden, at jeg et kort øjeblik troede, at jeg havde sovet virkelig meget for længe, og at det var blevet 1. juledag. Så var jeg godt nok gået glip af en del. Nu er der normale tilstande igen, hvor bilerne suser, og folkene iler, og jeg tænker videre.
Italiensk brød smager vidunderligt på dagen, men den næste dag kan det meget vel være blevet tørt og kedeligt. Jeg brugte derfor resterne, fra i går i stedet for rasp, i mine köttbullar. Der er en udemærket opskrift her, men jeg har min egen blanding, som er meget hemmelig.
Jeg skal, tro mod mine aner, bage limpa i morgen, og skal derfor bruge kartoffelmos, så det er da helt evident, at aftenmåltidet i dag bliver supersvensk, köttbullar med mos og sylt.
De resterende köttbullar bliver en del af frokosttilbudet julen igennem. 
Vi har været ude og blande os med de andre julehandlende. Vi skulle hente anden hjem. Der var en kø på to foran os. En dame fik sin franske berberiand udleveret. Den var lidt flad i det, og hun så særdeles tvivlende ud, og stillede nogle spørgsmål til slagteren, som fortalte, at de da også havde økologisk gås, og ja den franske and var også økologisk.
Nummer to i køen, viste sig at være en ung dreng eller pige, lidt svært at definere, der skulle til flaskeautomaten, hvor damen med den franske and, var gået helt i stå med anden i hænderne. Min nysgerrighed blev straks tændt, og jeg fulgte hende meget interesseret.
Nå, men det var vores tur, og slagteren blev en smule bleg i blikket, da han fik mit navn. Derefter spurgte han om nationalitet. Jeg troede først, at det var min han spurgte til, men det var altså andens. Han forsvandt ud i baglokalet, og jeg kunne igen vende opmærksomheden mod damen med den flade and.
Hun var stadig meget fjern i blikket, men pluselig ser hun op fra anden og spørger den unge dreng, eller pige, om denne venter på hende. Næ, nej, han eller hun vil bare til ved automaten. Damen dumper anden ned i sin varevogn, og triller lidt væk, og fordyber sig atter i sine andetanker.
Nu kommer slagteren, og spørger til mit navn igen. Jeg staver og forklarer. Han forsvinder igen, men returnerer hurtigt med en or'nlig syg and på fire kilo. Og den var rund, som ænder bør være. Bjørnen og jeg fik stjerner i blikket og smilede bredt ved tanken om rundanden i stegt udgave. Slagteren smilede af lettelse over tilfredse kunder i butikken efter fladandedamens lidt besynderlige opførsel.
Senere da vi stod i kassekøen, stod damen med fladanden i køen ved siden af. Fladanden blev lagt på varebåndet med et nærmest undskyldende blik fra damen, og jeg må indrømme at jeg var på det tidspunkt revnefærdig af nysgerrighed og ville gerne ha' være en flue på hendes indre tankevæg, men jeg må leve med ikke at få at vide, hvad det var med den and.
Var den for flad? Var det det? Kastede hun stjålne blikke på vores rundand på grund af det? Eller havde hun pludselig glemt, hvad hun skulle med den? Havde hun glemt, at det snart er jul, eller hvad filan var det?
Jeg har hakket rødkål, og skrællet rødbede og bagefter revet den på jern og ikke i foodprocessoren. Skivet et fed hvidløg meget fint med en skarp kniv, og revet et stykke skrællet ingefær, ligeledes på jern..
Kål, rødbede og hvidløg blev svitset i olievenolie og smør, derefter tilsatte jeg rødvin, sirup og saften fra ingefær. Kasserollen stod og snurrede i 15-20 minutter og så var det tid til at tilsætte vineddike, salt og peber.
En mere detaljeret gennemgang finder man her og det smager enormt bra.
Nu kan anden endelig komme hjem. Køkkenet venter med længsel. Jeg er færdig. Færdig med køkkenet, altså det der kan gøres nu. Resten kommer med tiden og efterhånden, som tingene finder sig til rette i det nye system.
