Sag med flere sider.
Den ene del af opvasken er nu væk. Nu mangler der bare den anden, men jeg ser ingen grund til at jage med det. Den løber jo ingen vegne, velsagtens.
Det blev til mange timer i køkkenet i går, men det blev også en fortryllende julemiddag, der kom ud i den anden ende. På et tidspunkt gik der dog lidt panik i kogekonen, fordi jeg opdagede at anden ikke kunne blive færdig til tiden. Nu var jeg heldigvis ikke omgivet at utålmodige gavehungrende børn, og alvorligt sultne gæster, så jeg skubbede tiden ud, og stegte videre efter en ny tidsplan.
Ved nitiden sad vi andemætte og tilfredse ved spillebordet med guf og gaver. Efterhånden tog vi os også sammen til at spise ris ala mande. Den slog hårdt til, og mæthedsgrænsen blev alvorligt overskredet. Jeg fandt forøvrigt mandel nummer ét, så må vi se, hvem der finder nummer to, og om der overhovedet er nogen mandelgave.
Vi havde to gaver under grenen, så vi spillede om, hvem der skulle åbne først. Bjørnen vandt, og fik lige, hvad han havde ønsket sig. Bagefter var det min tur, og jeg var ligeså heldig.
Aftenen sluttede sent foran fjernsynet og en gammel Steve McQueen. Bagefter slukkedes alle julelysene, og drømmene tog over. Jeg drømte, at Keith Richards var død?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar