torsdag den 5. april 2007

Bryggerhesten & Sommerbukken.




Jeg er så glad for min cykel…


Bryggerhesten er den gode gamle, stabile cykel, hvorpå jeg uden besvær, kan laste noget nær et halvt supermarked. Det er den med kurvene både for og bag, de gode, brede solide dæk, der trygt føjer asfalten.

Første gang, jeg af min gode ven Cykelhandleren, blev præsenteret for Bryggerhesten, troede jeg et kort øjeblik, at han jokede. Bryggerhesten så stor, tung og klodset ud, men da den blev trukket ud på gulvet og yderligere udpenslet, opdagede jeg den skjulte skønhed.

Det forlyder, at Bryggerhesten er godt og langtidsholdbart kram. Jeg tror det gerne, men jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed, for hos mig bliver Bryggerhestene kun omkring to år gamle, hvorefter de bare forsvinder. Jeg kører nu på den tredje.

Forleden dag, i en pause mellem to aftaler, besøgte jeg min gode ven Cykelhandleren og vi fik, som vanligt en sludder om livet, vejr og vind i almindelighed og om cykler i særdeleshed. Enden på den snak er nu kommet hjem i gården.

Sommerbukken er en livlig, lyseblå sag med syv gear, bremse ved hånd og fod, og til forskel, men aldeles ikke uden betydning – ingen kurve! Kun en handy lille cykeltaske, hvor der lige er plads til kameraet og mobilen.

Sommerbukken vil garanteret friste med længere cykelture end den trofaste Bryggerhest, der godmodigt, næsten i søvne, triller mod nærmeste supermarked, eller sætter kurs mod jobadressen.


... og nu har jeg altså to!

Ingen kommentarer: