Aflæsning af det første hold varer, og så afsted igen. Ned om hjørnet, bare lige ned i det lokale supermarked. En smuttur. Og så kom regnen. I skyller. Og jeg blev våd. Meget.
Men, se nu bare der! Kort efter står jeg med friske forsyninger i kurven, og et håndklæde om håret, vrider termostaten om, og tænder ovnen. Endelig hjemme!
Om lidt, skal jeg igen lege i mit køkken.
Og nattegudinden er med, og lige i hælene. Der har hun holdt sig lige siden, det første forsigtige snus, hun stak mig, da jeg kom hjem fra det jyske. Jeg bilder mig ind, at hun har savnet mig, for Bjørnen har passet godt på hende, og har fodret både rigeligt og ofte, så nøden har hun ikke lidt.
Men, videre med hverdagen, som snart bliver til aften. Råvarerne venter.
Så skal der arbejdes igen. Renovering af tag, facade og vinduer. Ja, det er ikke mig, der skal hoppe rundt ude på stilladserne, men det er mig, der skal hoppe rundt indefor, og holde det værste fra døren. Og vinduerne.
Lofterne skal ryddes, og gæt hvem, der er den lykkelige ejer af to rum fyldt til bristepunktet med sjove ting? Ikke alene sjove ting der står, og breder sig, nej da, sjove ting i flere lag!
Torsdagsrengøringen har, af gode grunde, været sat ud af funktion, og selvom Bjørnen har gjort sit til at holde hytten her nogenlunde, har den nylige stilladsopsmækning, hvirvlet godt op i det omkringliggende storbystøv, og meget af det er havnet indenfor de åbne vinduer.
Vores åbne vinduer.
Så alt i alt vil jeg tro, at resten af ferien, samt næste weekend, vil komme til at kredse meget omkring noget med oprydning og rengøring. Hvilket jeg selvfølgelig affinder mig fornøjet med.
For bagefter, mine damer og herrer, bliver det så godt!
Det var absolut bedst for mig at komme på en lang ferie lidt væk fra hytten her. Men det var godt at komme hjem og opdage, at livet har ændret sig. Til det meget bedre.
Jeg føler mig stærk, udhvilet og glad. Og gladere skal jeg blive, da det går op for mig, at Bjørnen og jeg er blevet ligeværdige voksne i en ny og opdateret udgave af dagligdagen, som starter her og nu.
Og så undrer jeg mig over, hvem det er, der har lagt den fede, bløde, lækre kokssorte læderjakke ned i min kuffert?
Bjørnen skulle hente mig på Hovedbanegården. 18.23. Lettere forsinket kørte han i huj og hast over broen, og nåede det lige.
Iført kuffert, tasker og cykel slentrede vi hjem, mens oplevelserne blev udvekslet på kryds og tværs.
Og så er Carlbergelefanterne åbenbart kommet på udflugt.
Det regner, og Kim Larsen spøger i baghovedet. Når dette er skrevet, ryger forbindelsen. Tak, for tre dejlige uger, Jylland. Vi ses. Helt hundrede:)
Alle kneb gælder. Jeg tager en masse unødvendige skridt, og udfører en masse unødvendige bevægelser. Jeg skal pakke. Jeg skal lukke. Jeg skal slukke.
I stedet for blogger jeg. Læser kommentarer hist. Og læser kommentarer pist. Tjekker FB. Tjekker dit. Tjekker mit, og tjekker dat.
Ringer her. Sms'er der. Glor ud af det ene vindue. Tager et billede af en fremmed kat ud af det andet, og ender på verandaen.
Vender mig beslutsomt, og flytter en stak ugeblade, og bagefter en pose med garn. Tjekker mobil, og sætter batteri i oplader. Børster håret, og taber tråden. Igen.
Undskyld mig, men jeg er bare så dårlig til det her.
Da jeg tøfler ind på stationen, efter at have indløst billet i turistinformationen, møder jeg ham. Indtil videre den eneste af slagsen, altså på denne ferie. Snørebåndene i de slidte kondisko er gået op for længst, og i det hele taget er alt på ham lidt luvslidt.
"Du kan bare gi' mig pengene!", siger han, da jeg stiller mig op, og studerer togplanen. Jeg må jo, som sandt er, fortælle ham, at jeg lige har betalt for billetten andetsteds, så desværre.
"Så kan du bare gi' mig nogle andre penge!", forslår han så, men igen må jeg bedrøve den selvbestaltede billetsælger. Så tøffer han af, og vilkårlig tænker jeg på Jyllands største tossemagnet.
Det er blandt andet for at mødes med hende, at jeg har indløst billet til Århus. Og, det er allerede begyndt. Det med særlingene, altså.
I Århus falder vi hinanden om halsen, Marianne og jeg. Anne holder sig lidt i baggrunden, måske fordi hun fornemmer, hvad hun ubevist har sat i gang. Og så går vi alle tre ud blandt alle de andre, mens jeg fortæller om mit møde på Ry station.
Og så er det overstået, og vi får fred resten af dagen.
Vi skal spise frokost sammen, og jeg følger med som det tyndeste øl, og lader mig lede hen på Svejk, hvor vi finder et godt bord i solen. Og lad mig sige det med det samme. Næste gang jeg kommer på åkanterne, skal jeg også prøve så'en bøfsandwich med låg, og brun sovs med løg.
Men i dag vælger jeg den anbefalede sommersalat og et glas alsace.
Vi hygger, og vi snakker. Vi betaler, og snakker videre, mens vi trisser rundt, og ser efter kjoler, der ikke er der.
Og så blev jeg afleveret på Klostertorv, hvor en ny blogger tog over.
Hanne og jeg havde nemlig en aftale om lidt sludder, strik og kaffe til lidt jazz i eftermiddagssolen. Men jazzvolumen var for høj, så vi fandt et alternativ, der umiddelbart så egnet ud. Daisy, hed det, men ved nærmere bekendtskab må man sige, at der ikke var meget margueritrute over stedet.
Jeg sad med ryggen til, da den ikke så høje sydlandsk udseende tjener, kom hen til bordet for at modtage vores bestilling. Og så skete der noget, der nok ikke helt kan tolkes til min fordel, for han så voldsomt overrasket ud da han så mit ansigt. Måske havde mit løsthængende på kanten af havfruehår tændt forventning om en betydeligt yngre model, eller også var han måske bare lidt nervøst anlagt.
Og det blev ikke bedre for ham, da vi bestilte to gange vestindisk kaffe, og værre endnu, da vi tilføjede to gange almindelig postevand til at tage den bitre kaffesmag. Stakkels mand, han var lige ved at ryge ud over kanten.
Hanne havde en posefuld dejlige ting med til mig. Hun er som lynet, siger jeg bare. På ganske kort tid har hun fikset hele bestillingen på det nye tøj til Viktor Vandhund.
Og sikke tøj. Smukt forarbejdet, og helt efter forventningen. Det bliver så afgjort ikke sidste gang, at Hanne får en bestilling fra mig, og når alfemor ser tingene, vil hun også være vaks ved havelågen.
Hanne fulgte mig så langt, at det bare ligeud resten af vejen. Og tusind tak til jer alle tre, der gad at gøre min fredag lidt sjovere. Og vi ses igen. Helt hundrede.
Grillmaden ligger uroligt i maven, og jeg tøfler lidt frem og tilbage, inden jeg endelig bliver for træt til kurvestol, strikketøj og veranda.
Jeg trækker mig tilbage bag lukket dør, og nedrullede gardiner.
Et lille natsværmeri sidder i lampens skær, da jeg bladrer i endnu et af de gamle Alt'er. Jeg fortaber mig, og falder i søvn.
Jeg vågner ved en intens miaven, og forestiller mig tomme madskåle på køkkengulvet, og lader mig trille ud af sengen. Klokken er fem, og det viser sig at mad er der nok af. På vej tilbage til de bløde puder og Morfeus arme, smides fakta på bordet.
Rosita the cat har endnu en gang slæbt frøprinsen med hjem til tango og medrivende kys.
Frøtransporteren kører igen ud til undsætning, og kort efter lander frøprinsen atter i hegnet. Så fat det dog! Begge to.
Det gik fint med at samspille de to farver, og nu er der slået masker op til ryggen. Enggræsset har forvandlet sig til grønne stikkelsebær. Det skal nok blive fint.
Garnet er Super Soft i farverne enggrøn (207) og græsmark (1057) slået op på på pind 4 fra Knit-pro. Modellen kan ses her. Alt, undtagen opskriften, har jeg købt her i Ry.
Forholdene på verandaen er idelle, så jeg smutter derud igen.
Det er da jeg vil fotografere Rosita the cat i dyb søvn på bunden af en kasse, at jeg opdager, at dimsen er væk. Den der dims, der sidder på siden af hukommelseskortet. Når den mangler, er kortet låst, og sletning af billeder en umulighed.
Jeg kan godt huske, at jeg tabte kortet på gulvet, men jeg mente, at dimsen sad på sin plads, og lod sagen falde.
For at det ikke skal være løgn, har jeg prøvet dette to gange før, men begge gange var jeg heldig, og fandt hurtigt dimsen igen. Nu ser det imidlertid ud til, at den gamler traver, alle gode gange tre, ikke har tænkt sig at komme mig til undsætning. Jeg kan simpelhen ikke finde nålen i høstakken.
Heldigvis har jeg mere end et kort, og jeg har flyttet en dims fra det ene over til det andet, men jeg ender jo hele tiden med et låst kort. Nu tror jeg ikke et sekund på, at jeg er den eneste i landet, der har tabt et hukommelseskort på gulvet, med samme resultat til følge, så hvad gjorde du?
Inden den famøse ordudveksling på kinagrillen var jeg en tur inde i Garngalleriet. En lang cardigan spøger voldsomt efter, at jeg prøvede den i går hos Liselotte. Uh, den var lækker, og det der Super Soft kan man få i forfærdelig mange dejlige kulører.
Garngalleriet lå da også inde med fristelserne, og Birte P. trådte til med venlig assistance, da valget næsten blev uoverkommeligt. Og det blev grønt. Garnet med så fine navne som enggrøn og græsmark, skal sno sig om mine fingre side om side, og udgøre den dobbelttråd, som er nødvendig for at ramme den rette fasthed.
Nu har jeg fundet en stol, der er tilpas bred over ryggen, for jeg glemte da helt, at spørge om jeg kunne få de første to nøgler vundet i butikken.
"Har du pinde?", spørger hun, mens hun lidt akavet, på grund af posen med kinamad, famler portemonæen på plads i tasken.
"Kan du bruge dem?", spørger asiatisk kvinde på den anden side af disken i den lokale kinagrill.
"Ja, jeg kommer fra København!", falder svaret promte, uden synderlig omtanke for karmakontoen.
Og mens vi tygger lidt på den, skynder vi os at se, hvad søren klokken er blevet.
Måske skal dette ordskifte dedikeres alle sjællingerne, der er bange for, at jeg er ved at gro fast i den jyske muld.
Jer er københavnersortklædt i modsætning til det sommerhvide, der pryder de jyske kvinder. Men vi matcher, og smelter hurtigt samme til et hele, hvor ordene flyder frit, og uhæmmet.
