Lysegrønne blade

Jeg triller stille, og roligt hjem over Volden, hvor jeg engang imellem standser op for at indhente mit eget jeg. Forskellige indsalg i bynaturen fanger mit blik, og i går, var det svanerne ved broen, der fik mig til at aktivere bremsen, i stedet for bare at gå ned i gear.

En hel flok flokkedes, om det svaner nu flokkes om.

Og jeg stod på sidelinien, og ventede på, at de alle hev halsene op af dybet. Samtidigt. Det kan tage sin tid, og i ventetiden fik jeg selv hevet langhalsen op ad dybet og tydeliggjort, at det var blevet weekend.

Mit selskab blev udvidet med et sæt bedsteforældre med et styks barnebarn i en vogn, og lidt efter passerede en ung kvinde, der først studsede, derefter standsede, og sluttelig smilede bredt til svanerne.

Efter en rum tid signalerede Førstesvanen uhørligt til flokken, at nu var det tid til at rykke igen, og det gjorde de så. Halsene op. Samtidigt.