Stress!
Jeg er raskmeldt. Efter nogle uger på langsom optrapning efter 3 måneders stressmareridt, er jeg tilbage på fuld tid.
Stresskanonen ramte mig for fuld hammer i starten af december. Jeg måtte give op og kravle i seng, hvor jeg levede i et par uger. Fjernsynet var min ven og ingen serie var for åndssvag til at følge med i. Senere orkede jeg, at stå op i dagtimerne og fra mit vindue betragtede jeg verden, ude af stand til selv, at deltage. Når jeg blev nødt til at gå ud, eller ringe om noget, var mit indre som en fiskerkutter på speed. Jeg sov dårligt, huskede elendigt, talte underligt fordi jeg glemte, hvad jeg ville sige og græd. Og græd.
Jul og nytår skulle holdes og jeg blev tilbudt piller. De fik mig til at fantasere om gyldne fasaner tidligt om morgenen 1. juledag. Jeg havde taget to og det blev ved det. Det var rigeligt, at kroppen var autonom, hjernen ville jeg selv kontrollere.
Vi kom over i det nye år og det gik langsomt fremad. Jeg tog på små udflugter med Bjørnen, som uvurderlig støtte. Jeg gjorde det med stakånde, brølende tinnitus og den indre fiskekutter i højeste gear. Hænder og pande duggede, men jeg gjorde det!
Bjørnen blev 18 og vi holdt gilde med 14 gæster. Det gik godt, for angsten kunne holdes i ave og ingen ville glo, hvis værtinden brast i gråd. Der var god mad og nok af det hele. Der var snak og latter. Jeg holdt tale for min bjørn og da jeg rundede af, kom min anden bofælle, den ellers så sky kat, spankulerende ind med højt løftet hale og bekræftede dermed sucessen. To dage efter, på den egentlige dag, sad jeg grædende i gangen, iført frakke og kunne ikke komme ud af døren. Det lykkedes på trods og som udgangspunkt kørte vi bare en tur. Og vi kom på restaurant og fik en dejlig dag alligevel.
Med mine nære og kære, samt dygtige proffs i ryggen, er jeg kommet på fode igen. Jeg har mit bagland i orden og er rask nu.
I morges ringede vækkeren klokken 6.00, konfirmerede raskmeldingen og satte punktum for en rædselsfuld tid. Jeg er tilbage på pinden!
2 kommentarer:
Dejligt at læse at du er kommet helskindet igennem din stress. Velkommen tilbage og pas godt på dig selv:-)
Godt at læse, du nu er kommet så langt, at du kan begynde på arbejde. Pas godt på dig selv.
Send en kommentar