Som sagt så har virkeligheden det med at trænge sig på, når nogen forsøger
at holde den ude. Det gælder f. eks. det forestående Melodi...
fredag den 13. april 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Her klinger latteren højlydt fra de hængekøjegyngende hættemåger!
Vi måtte ud, vi måtte væk. Ud i det grønne, som nu engang er vores mulighed. Og overalt skød og eksploderede jorden og træerne. Det blev også til en enkelt skade, men den efterlod vi og tog kun en håndfuld tomme sneglehuse med tilbage.
Skrevet af
Sifka
den
13.4.07
Ingen kommentarer:
Send en kommentar