lørdag den 16. juni 2007

Kiksekage.

Jeg har lige så længe jeg kan huske, været total fjantet med kiksekage. Nu har jeg lavet en selv og venter spændt på, at den sætter sig i køleskabet.

Jeg har en erindring fra min barndom, hvor jeg efter lang tids opsparing, kunne købe en kiksekage, i det ismejeriet jeg passerede, hver dag på vej til og fra skole. Jeg havde kastet lange øjne efter den i lang tid, og nu var dagen altså kommet.

Stor var glæden, også forventningens, da jeg drog hjemad med kiksekagen i sikker og hemmelig forvaring i skoletaskens dyb. Ingen måtte vide det. Ingen. Nydelsen skulle være min og kun min. Der var tilsidelagt penge gennem længere tid, så jeg følte jeg havde retten til denne egoisme.

Vel ankommet til barndomshjemmet gik jeg ind på mit værelse i ført kniv og tallerken, klar til udløsning af forventningen. Kiksekagen var smukt mørkebrun med et rødligt skær og lå på et leje af forgyldt karton med bølget kant og slutteligt svøbt i klar cellofan.

Duften var guder værdig. Tung, mørk og lokkende. Kniven skar den første skive, mødte lidt modstand på kiksen, men vandt. Endeskive med chokolade på fem sider, og kort efter satte jeg tænderne i.

Engle eller, hvad det nu var sang og jublede. Chokolade masede sig vej mellem tænder og satte spor i glade mundvige. Endnu en skive forsvandt og nu kunne man måske tro at historien vil ende med, at jeg æder det hele rub og stub i sanseløs chokoladebegær.

Nej, det er meget værre!

Efter to skiver, ok, en lille tynd stribe til afslutning, var jeg mættet. Cellofanen var gået i stykker og kunne ikke længere bruges. Gode råd var dyre.

Så var det, at det skete. Det forfærdelige!

Jeg havde et par dage forinden arvet en æske fra min søster, hvor der havde været tre stykker af den sagnomspundne 'Maya' sæbe. Jeg lagde med forsigtighed kiksekagen ned i æsken, som passede perfekt, og så ind i bunden af skabet.

Næste dag havde den værste egoisme lagt sig og jeg havde inviet veninden i min hemmelighed. Vi skyndte os forventningsfulde hjem og fik gravet sæbeæsken frem.

Behøver jeg egentlig fortælle mere?

5 kommentarer:

Andrea sagde ...

Aj, nu er jeg altså misundelig. Jeg har aldrig smagt kiksekage.

Min mor mente det var en kage for plebejere.

Sådan havde hun det også med Maya-sæbe, men jeg har altid elsket duften.

Ved dig ikke hvordan den smager;)

Anonym sagde ...

Hej
Hvor morsomt at høre om din "kiksekageerindring" fra barndommen.

Lige så længe som jeg kan huske har jeg fået kiksekage på min fødselsdag. Det er den eneste gang om året jeg får det og det smager himmelsk, men jeg har det som dig et eller højst to stykker så er jeg stoppet.

Nu er jeg 42 og jeg får stadig en kiksekage af min gamle mor hvert på til min fødselsdag.

Mange hilsener Lotte

Sifka sagde ...

Jeg har ikke set Mayasæbe i 100 år men jeg ved lige hvordan det dufter og ja, smager!


Marianne, det er da en rigtig dejlig tradition :)
Tak for din hilsen og ha' en god lørdag.

lifeondyssen sagde ...

Åhhh kiksekage .. det er meget lang tid siden .. hos en skoleveninde .. nu sidder jeg her og er hel misunderlig .. jeg vil også have kiksekage og dejlig kaffe .. hmmm en anden dag så ;o)
Velbekommen og jeg glæder mig til at høre om den :o)

HANNE sagde ...

Ha ha, hvor sjovt...og ærgerligt for en ung pige, som havde sparet sammen :-)
Kiksekage var guf og cornflakestoppe lavet af resten af chokoladen :-)