torsdag den 7. juni 2007

Sommerstart.

Jamen, så blev det sommer hos os. Jeg har købt årets første jordbær og nye kartofler. Jeg har købt spidskål, dild og rejer. Jeg har købt rødtungefileter og tomater.

Da jeg var færdig med dagens job, kørte jeg forbi Blockbuster og lejede tre film, som skal nydes sammen med strikketøjet. Pyh, islænderstrik i sommervarmen!

Tryllefløjten tryller stadig i mit hoved, hvilket også er langt at foretrække, end larmende tinnitus. Ja tak, til Mozart!

Jeg vendte rødtungerne i krydderurtesalt og stegte dem i en blanding af smør og olie for, at fremme den gode skorpe. Nænsomt vendt, drejet og drysset.

Nye kartofler bruset rene for det værste støv og lagt i kasserollen. Bragt i kog og efterladt til stille simren.

En lille genert hollandaise på glas, der stod bagest i skabet og skammede sig over ikke at være hjemmegjort, kom frem og blev varmet over sagte ild.

Alt på et bræt og båret ind pyntet med kvarter af tomat, dilddrys og citronskiver. Den lille skamfulde gik an, og vi havde et dejligt måltid.

Vi sluttede af med jordbær og fløde. Jeg kan ikke lade være med at mase de sidste par stykker ud i fløden, så den tykner på fedeste vis. Den afsluttende himmerigsmundfuld. Betagende.

5 kommentarer:

Husejer sagde ...

Ah ja, fjordrejer, nye kartofler og den den fedeste jordbærfløde.

Mere sommer bliver det vist ikke.

Jeg er imponeret over dit forbrug af film - tre på en aften, det er da lige til at blive rundtosset over.

Andrea

judith sagde ...

Jeg plejer også at mase jordbærene ud i fløden, røre røre røre, og så er den lige som den skal være.Mums:-)

HANNE sagde ...

3 film er det bedste, især når de andre falder fra midt i nr to og man får treeren alene med sofaen i fred og kun en hund i fodenden....jeg elsker natten og at se på de sovende "elsklinger"
:-)

Marianne's mening sagde ...

Uhmmm nu er jeg sulten.
Jeg kan bedst lide jodbæ bare med sukker. Er ikke så god til det med mælk eller fløde

Anne sagde ...

Jeg kommer altså snart forbi til middag hos dig, det er lækkerier du der flasher!

Håber, at du havde en hyggelig aften i filmenes selskab...