onsdag den 4. juli 2007

Kay Nielsen

Kay Nielsen (1886-1957) var søn af en kendt københavnsk teaterpar, Oda og Martinus Nielsen. Oda var en hovedkraft på Det kgl. Teater, og Martinus blev en succesfuld direktør for Dagmarteatret.

Hjemmet var et kulturelt samlingpunkt for tidens store personligheder, hvor Ibsen, Bjørnson, Brandes og Grieg kom jævnligt.

På ustillingen kunne man læse, at Kay Nielsen til tider havde det lidt svært med sin mor, hvilket kan anes i dette portræt.

17 år gammel rejser Kay Nielsen til Paris og uddanner sig på Académie Julian og Académie Colorossi. Herefter står det han klart at det er indefor bogillustration at han har sin styrke.

Efter Paris kalder London, hvor bl.a. Audrey Beardley er blandt de toneangivende kunstnere.

I London bliver han tilknyttet et forlag med speciale i pragtudgivelser. Han udstiller også serien 'Dødens Bog', som var påbegyndt i Parisertiden.

Måske led han under følgerne af en ulykkelig forelskelse og føler sig overflødig. I 'Dødens Bog' skildrer Kay Nielsen sig selv som Pierrot, en ensom og tragisk klovnefigur

I London ta'r hans karriere fart, og i 1913 får han sin første store opgave. Året efter udgives 'Østen for Solen og Vesten for Månen', det værk der for alvor gør ham berømt.

I løbet af nogle år skaber han herefter 21 illustrationer til en udgave af '1001 Nats Eventyr', og han høster megen ros for sit arbejde, men projektet realiseres aldrig på grund af 1. verdenskrigs udbrud.

Efter krigen illustrerer han eventyrsamlinger af blandt andre H.C. Andersen, men interessen for de kostbare illustrede eventyrbøger er for en tid væk.

Alligevel får han til opgave at illustrere 'Red Magic', en samling eventyr for børn, hvor hvert bind har sin farve og illustreres af hver sin kunstner og langt mindre prangende en tidligere.

Kay Nielsen forsyner 'Red Magic' med otte farve- og halvtreds sort-hvid tegninger.

I 1917 vender Kay Nielsen tilbage til København og bliver nær ven med Johannes Poulsen, der skaffer ham ind på Det kgl. Teater som scenograf og kostumetegner.

Samarbejdet omfatter bl. a. en opsættelse af Shakespeares 'Stormen og Kay Nielsen skaber ikke-naturalistiske dekorationer, som aldrig før er set i Danmark.


Opførelsen resulterer i samarbejde med andre af datidens store teaterfolk, og han får stor succes med sine scenografier.

Efter Johannes Poulsens død, beslutter Kay Nielsen sig for at tage i mod et tilbud fra Walt Disney og flytter til USA.

Hos Disney arbejder han som art director og er som Disney-mand især kendt for tegnefilmklassikeren 'Fantasia'.

Kay Nielsen stod for de to sidste afsnit, der var bygget over Mussorgskis 'En nat på Bloksbjerg' og Schuberts 'Ave Maria'.

Han arbejder også på tegnefilmene 'Den Lille Havfrue' og 'Tornerose', der på grund af 2. verdenskrig først bliver afsluttet efter hans død.

Samarbejdet med Disney går efterhånden ikke så godt. Kay Nielsen er langsomt arbejdende og en detaljens mand, hvilket ikke passer så godt til Disney-studiernes voksende krav om tempo og forenkling.

Kay Nielsen vender for en tid hjem til Danmark, men efter krigen flytter han tilbage til USA og arbejder en kort periode for Disney.

Efterkrigsårene i USA er ulykkelige. Kay Nielsen er arbejdsløs og nærmest glemt. Venner sørger dog for at han får til opgave, at lave vægmalerier på tre skoler. Under arbejdet med det sidste, dør han.

Udstillingen gav mig mulighed for på nært hold at studere Kay Nielsens tegninger. Det var stort og gav næsten det samme knug i hjertet, som da jeg første gang stod og beundrede en vaskeægte IRL Botticelli på Louvre. Jeg kunne næsten ikke tro på det.

Tegningerne vi beundrede idag, var en skattekiste af vidunderlige detaljer, og er du i nærheden, kan jeg kun opfordre dig til at tage oplevelsen med. Det er eventyrligt og fabelagtigt.

3 kommentarer:

Regitze sagde ...

tusind tak for rundturen, Sifka. nu fik jeg da blod på tanden. og at tænke sig, at det er en landsmand, der har tegnet den fantastisk Fantasia.

conny sagde ...

Sådan som du præsenterer den udstilling, får jeg mere lyst til at tage derhen, end jeg havde før. Lige her til morgen cyklede jeg forbi Gl. Holtegård og tænkte - igen - nej den gider jeg altså ikke ind og se. Men alt det med fx Fantasia anede jeg ikke.
Jeg må lige nærlæse dit indlæg og alligevel overveje et besøg.

Sifka sagde ...

Nu er jeg jo total Kay Nielsen freak, men alligevel tør jeg godt anbefale denne udstilling:)