Endelig en sommeraften.

Først ventede vi og så pludselig gik det i gang. Der blev lukket op for posen og ud kom et fedt show med stærkt lys og høj lyd under aftenhimlen, der efter 7 ugers regn viste sig fra sin bedste sommerside.

Til min overraskelse udviste Keith Richards noget der til forvekling lignede ydmyghed og Jaggers kondition er stadig på toppen. Levere varen kunne de alle, så det var en god aften.

Det er måske ikke den bedste Stoneskoncert, jeg har været til, men den havde sine højdepunkter. Hvor tit får man f. eks. mulighed for at synge Ruby Thuesday sammen med så mange andre?

Foran mig sad en ung kvinde, og jeg må tilstå, at det ærgrede mig at hun kunne de fleste af teksterne udenad. For hun sang igennem. Højt, meget højt, til tider højere end Jagger selv og så var hun aldeles tonedøv.

Bagefter gik vi med strømmen mod Nørreport, og hold da op, hvor kan man opleve mange sære ting på sådan en sen spadseretur gennem byen, men det er så en anden sag. På Nørreport skiltes vore veje og jeg tog Metroen det sidste stykke hjem

Klokken er nu gået hen og blevet for mange, og jeg er træt efter oplevelsen af et bigger bang, så nu må jeg i seng.

En opdatering! Jeg er blevet gjort opmærksom på de dårlige anmeldelser af koncerten i Göteborg, der blev spillet dagen før Stones landede i Parken. En stangstiv Keith Richards var skyld i en dårlig koncert, hvor Jagger energisk havde kæmpet for trods alt at levere varen.

Bad luck for svenskerne, men mit store held i Parken, for en ydmyg Keith Richards var focuseret optimalt i sin bagbrandert. Setlisten rummede gode stærke numre, som fik os op af sæderne, og der blev skabt et rum af nærhed på trods af, at vi var mange tilstede.

Jeg skrev i nat, at det nok ikke var den største Stoneskoncert jeg havde været til, men det betyder absolut ikke, at oplevelsen i går var dårlig. Det var et brag af en koncert og alle pengene værd, optrækkeri eller ej.