lørdag den 10. november 2007

Aftenrest.

Jeg kunne lige nå det inden Morse, for gud ved hvilken gang, tonede frem på skærmen. Jeg kunne lige nå, at varme den rest cacao, der var tilbage fra i går. Kanden stod i køleskabet, indholdet røg i kasserollen, og blev sat på ild. I mens piskede jeg flødeskum.

Den cacao fra i går er muligvis den bedste cacao, jeg indtil videre har lavet. Gid den kandefuld havde kunne vare for evigt.

Jeg hældte, uden mål og med, cacao og sukker i kasserollen, og rørte det ud med iskoldt vand. Varmede blandingen langsomt op, gav så los på blusset og lod den snurre sig op til kogende tilstand. Dæmpede gemytterne ned med den mildeste sødmælk, for derefter igen langsomt at sætte fart i bobleriet.

Jeg sad med den varme kop mellem hænderne og tog et første forsigtigt sip. Det var en kende bittert, men før jeg kunne få skuffelsen op til overfladen, bredte sødmen sig i mundhulen og det silkebløde skum, fremkaldte den optimale fornøjelse. Cacao er gudernes næring, men flødeskummet får englene til at synge.


3 kommentarer:

billedmager sagde ...

Jeg elsker også kakao. Jeg har ikke tænkt på at den kan gemmes til næste dag og varmes op med så stor fornøjelse.
Jeg kan forstå at den var særlig god.

Zette sagde ...

Jeg snuppede en congobajer, lunede den og påfyldte den et ordentlig skvæt cognac - kan sandsynligvis ikke måle sig med din Rollsroyceversion, Sifka. Men så ringe var det nu heller ikke - og det smurte min ømme hals til sang under hit med den.

Marianne's mening sagde ...

Det er godt nok lang tid siden, jeg sidst har fået gammeldaws cacao. Sådan kalder vi det ;-) Måske skal vi have det i dag hos mig mor :-D