fredag den 23. november 2007

Murren - et opgør.

Det er tidligt, det er søndag, og vi er lige stået op. Bjørnen er kun en unge, og tuller ind i stuen for at se fjernsyn. Jeg skal lige et eller andet på badeværelset, da jeg fornemmer uro og hører små fødder, der kommer løbende så hurtigt, som de aldrig før har løbet. Få sekunder efter bliver jeg næsten væltet omkuld af Bjørnen, der klamrer sig til mig. Han græder og er virkelig bange. Først tror jeg, at han er kommet til skade, og forventer blod og ulykke, men nej og heldigvis, men hvad er der så galt?

Jeg kan gennem gråden forstå, at det er noget med fjernsynet , og jeg tænker, at det måske har været efterladt tændt på en kanal, hvor der nu fremvises de allerværste gysere, som ikke er for småfolk.

Vi kommer ind i stuen, og til min store overraskelse er det et afsnit af Mumitroldene, der flimrer henover skærmen, og jeg fatter intet.

Det gør Bjørnen. Han har til fulde fornemmet den uhyggelige stemning, som Murren spreder omkring sig, og det slår ham med rædsel. En langtidsholdbar af slagsen. Fremover gør enhver antydning af Mumitrold ham helt bleg om næbbet.

...


Forleden dag, efter flere års Mumiskræk, overtalte en kammerat Bjørnen til at gøre op med frygten, og de besøgte forskellige Mumisites, for at opspore Murren. Med held. Der blev set billeder, gransket og nærlæst.

Alligevel synes han ikke, at jeg skulle komme for godt igang, da jeg efter hans fortælling, foreslog en kulturel udflugt. Der er stadig et vist forbehold omkring de dér Mumitrolde.

Jeg er selv vokset op med Mumitroldene, og har været vild med dem lige fra den første gang, at jeg fik en Mumibog i hænderne. Jeg har selvfølgelig savnet at læse historierne med Bjørnen, men har alligevel respekteret, at det altså ikke var noget for ham.

Jeg har efterhånden erfaret at Bjørnens skræk for Mumierne ikke er enestående, og går man bagom figurerne, bliver det måske endda mere forståligt. Her gemmer sig nemlig interessante oplysninger om de psykologiske profiler, som figurerne dækker over, og de kan meget vel virke skræmmende på børn og sarte sjæle.

Om Bjørnen kommer sig helt over sit traume, kan jeg kun gisne om, men håbet om at genetablere Mumiforbindelsen fik altså ny næring forleden dag.

3 kommentarer:

marianne sagde ...

Sådan har jeg aldrig opfattet figurerne, stakkels Bjørn. Således har datteren det med Klovne...

Susan sagde ...

Jeg forstår Bjørn fuldstændig
Har altid hadet mumitroldrne,Jeg husker tydligt da jeg som barn så første afsnit, der hvor den lille mumi vågner af vintersøvnen og ikke kan vække sine forældre.
Det var for mig det mest uhyggelige der kunne ske, tænk ikke at kunne komme i kontakt med sine forældre?Så et par afsnit eller tre men fandt aldrig nogen glæde ved dem. Husker samme lettere
deprimerende stemning ramme mig med sangen " solen er så rød mor".
Godt indlæg, bringer minder frem :-)

Martin sagde ...

Rigtig godt skrevet! Vi sad et par venner og blev enige om at mumitroldene var faktisk rimelig uhyggelige, og så faldt vi over din side, og så kom minderne frem om hvorfor vi faktisk var så bange for dem! Og det var netop omkring 'Murren' !