Moslegenet slår til.

Jeg var bare så træt i går aftes, da jeg endelig kom hjem, så det blev ikke lavet meget julekalender. Dog lykkedes det mig at hjembringe halvdelen af træbestanden fra et nærliggende voldområde, hvor man havde haft gang i beskærersaksen. Jeg var lige i nærheden i embeds medfør og blev fristet. Efter en meget lang arbejdsdag blev grenene fragtet hjem, i et sikkert greb, liggende tværs over styret. Moslegenet slog nemlig til igen.

Og hvad er det så lige med det moslegen? Andrea fik sat nogle ting på plads, uden mit vidende, da jeg fortalte om min genkendelse af moslegenet hos Bjørnen. Andre nikker også genkendende til, læser jeg hos Andrea. Måske er hér basis for endnu en klub?

For mig handler moslegenet simpelhen om det, der sker, når jeg faktisk har knoklet, er lovligt undskyldt og er på vej mod hvile. Jeg har kaldt den en dag og er på vej hen for at trække stikket ud.

Ligesom det skete i går efter endt arbejdsdag. Ikke en gøg havde kukket, hvis jeg havde ventet med at tage grenene med hjem til næste dag, men jeg gjorde det på trods af alt. Ikke for at bevise noget, ikke fordi jeg skulle, ikke fordi jeg kunne, men fordi jeg ville og dette helt frivilligt.

I dag, skal jeg så have løst en ny kalenderopgave og der er stadig nok at tage fat på. Jeg vil tro, at det bliver noget med at få hængt grenene af vejen, for de fylder i landskabet. Finder jeg på mere er der også plads til det.