Postbud.

Da jeg stod og tudede med skalotterne, bankede det pludselig på min dør, og derude på måtten stod min nabo, som er en sød og rar ældre dame. Hun havde en lille pakke i hånden med mit navn på og en lille, besynderlig historie.

I går, havde hun blandt reklamer og andet godt, fundet en postanmeldelse. I dag drog hun afsted mod posthuset, hvor hun, mod forevisning af legitimation, fik udleveret den anviste pakke. Min pakke!

Vi undrer os begge over det, for vores navne minder slet ikke om noget, der bare ligner hinanden. Jeg takkede selvfølgelig pænt for at hun, ubevidst, havde hentet min pakke, men jeg synes alligevel, at det var synd, at hun var moslet ud i det kedelige vejr på det grundlag.

Nu har jeg imidlertid fået ild under suppen, og har haft lejlighed til at kigge nærmere på pakkens indhold, og så tuder jeg da igen. Ikke skalotteløgstårer, men fordi der er en, der rører mit hjerte.

Tusind tak, Regitze, men det var nu virkelig ikke nødvendigt! Uhm, altså!