Narreværk.

Man kan jo gå og bilde sig selv så meget ind. Jeg har for eksempel bildt mig selv ind, at det ikke betyder så skrækkelig meget, at jeg ikke er den store vinterbager. Det holder fint, lige indtil jeg hiver skålen med den lystigt boblende fordej henunder næsen, der efterfølgende rammes af en sund syrligt duft af surdej.

Det var en nydelse af røre, ælte og té mig med den brøddej. Det var en fornøjelse at åbne glasset med honning hjemført af Veninden fra Kreta, for at tilsætte de par skefulde jeg havde svedt ud i går. Valnødderne blev pillet i lidt mindre stykker og sammen med tranebær, blev de vendt i kanel. En lille smule overdreven kaneltilsætning, men nu er det jo en særudgave, så det skal nok holde.

Fordejen blev tilsat olie, tykmælk og salt og blev derefter hældt over i det store bagefad, hvor der er god plads til de store armbevægelser. Nu begyndte jeg at sigte mel ned i dejen, og rørte det i af flere omgange. Til sidst æltede jeg dejen på bordet. Nu ligger den igen i fadet, og skal vokse sig ud af traumerne efter den lidt hårdhændede behandling. Og det gør den i løbet af en times tid, vil jeg tro.

I ventetiden vil jeg afvikle noget almindeligt husarbejde for at få oparbejdet noget varme, for det er da hundekoldt i dag.