Jordmanden møder Stormanden.

Dengang jeg var en lille Sifka, fik jeg tit at vide at jeg lignede min farmor, hvilket bragte mig fuldstændigt ud af fatning, for hvem vil vel lignes med en lille, og i mine barneøjne, gammel kone? Godt nok med et hjerte af guld, men alligevel. Senere i livet har jeg erkendt sammeligningen, men i går i Falconerfoyeren, måtte jeg æde kamelen én gang til.

For der i menneskemængden opdagede jeg, at jeg faktisk er mindre i højden end de fleste. Jeg måtte lige tjekke hos veninden, om min iagttagelse var korrekt, og hun bekræftede, endda uden at blinke, det faktum at jeg, ikke bare i bund og grund, men også i højde, er og bliver en jordmand. Besynderligt, men sandt, altså.

Veninden og Jordmanden fik afleveret kørekåberne og garderobenumrene udleveret, og kunne derefter indtage de to sæder, der for en aften var vores.

Og sikke en aften! En levende legende i levende live, lige der for næserne, og når man har indløst billet til sådan en oplevelse, er det fuldstændig underordnet, om man er en jordmand, eller ej.

Det var dyre billetter, men efter min opfattelse, var de hver en krone værd. Jeg kunne i princippet være gået tilfredsstillet derfra allerede efter den akustiske del, men dette er en uhyggelig og absurd, uhyrlig tanke, og jeg tog selvfølgelig den elektriske oplevelse med, som omhyggeligt sørgede for den fulde tilfredsstillelse.

Musikken snurrer stadig i hovedet og især "Don't let it bring you down" fylder meget, men også "Down by the River" og "Oh Lonesome Me" klinger frem på den indre grammofon. Capac har med jævne mellemrum fat i den gode hr. Neil, så jeg vil henvise dertil, og ikke gå ham i bedene med koncertklip og andet guf, for det klarer han helt udemærket.

Foto: Lea Meilandt Mathiesen