Stik mig en limpistol!

Nu er det sket igen. Et eller andet dybereliggende begynder at røre på sig, og for en kortere stund træder alt andet i baggrunden.

Jeg var træt i går aftes, men på den gode måde. Ligesom efter en god lang dag i frisk luft ved vandet, hvor tiden bliver brugt til at opstøve de smukkeste sten, mens man fortæller hinanden uddrag fra liv, levet i nærheden eller længere væk, eller måske betragter skarven danse fjollet på en sten i vandkanten, mens man tilbagelænet hører Mozart og lader solen brænde dagen af i små stykker ad gangen. Eller måske efter en blåhimlet sommerdag, tilbragt på en gårdsplads, hvor man er optaget af at restaurere spisebordsstole, som endda ikke er ens egne, mens heste vrinsker på engene, og hunde vimser glade rundt om benene på én.

Fjernsynet var lidt ligegyldigt, og strikketøjet for tungt til at løfte. Til sidst opgav jeg, og gik i seng. Tidligt for mig på en fredag. Jeg sov næsten elleve timer i ét stræk.

Nu har jeg læst avisen, og siddet en stund, og stirret ud i uvisheden, uden at kunne sætte fingeren på, hvad der ville være bedst at kaste sig over. Indtil kasserne med "Ting til klip" toner frem på lærredet. Det er det jeg vil. Pludselig finder jeg meningen med alle fragmenterne, der er gemt i skuffer og kasser. Stik mig en limpistol og billedelige udtryk, vil risle som kildevand fra fingerspidserne. Vil jeg tro, for det er da dét, fornemmelsen siger mig.

Der kan nu ske to ting. Enten ovevældes jeg af et kaos af ideer, bliver forskrækket og ineffektiv, eller også går jeg i gang med at indsamle værktøjer og mere materiale til kommende udtryk. Et eller to? A eller B? Tjah, the answer is blowin´ in the wind.