fredag den 14. marts 2008

Fredagsskåltale.

Der blevet grinet godt i den anden ende af røret, da jeg, i morges fem minutter over ni, ringede isenkræmmeren op, og sikrede mig både den ene og den anden skål til afhentning efter arbejdstid.

Men inden da skulle jeg blandt andet gennemgå en stjernestund efter frokost, hvor vi så'en kører i lidt lavere gear, samt tilsætter lidt selvforvaltning. Jeg satte mig til at klippe gækkebreve sammen med et par sakseglade piger. Ret hurtigt blev jeg næsten drevet til det pureste vanvid over den konstante udspørgen fra en del forbipasserende unger om, hvad jeg lavede. Sådan gør børn, jaja, men selv den flinkeste pædagog kan have dage, hvor tålmodigheden er en smule fredagsflosset i kanten.

Hvergang spørgsmålet blev stillet, lirede jeg hele svadaen om gækkebrevsklipningen af en gang til, hvorefter jeg efter gang nummer en hel masse, kørte helt død i gentagelserne. Jeg skiftede herefter taktik og kom i stedet med underlige udsagn om, at jeg skrællede gulerødder, stegte frikadeller, eller noget andet plim.

Efter en tid tabte jeg dog helt både saks og tålmodighed, og vendte mig mod anlægget og satte gammel dansk på. Fuld skrue på lyden og så dansede vi fællesgrimt til Shubiduas udgave af dette gamle strandnummer. Det er både sjovt og livsforlængende. Prøv selv, ligenu og her, at tage en svingommer på gulvet med, hvem der nu lige tilfældigt befinder sig i lokalet.

Nåmen jeg klarede altså dagen lige til øllet, som nu ligger og køler lidt, for forbrugsfesten ville, efter skålene, ingen ende tage. Der var nemlig tilbud både på øl, mad og chokolade i det lokale supermarked, som endog fremviste megalange køer, da jeg trådte indefor, men som ved et trylleslag var de væk, da det blev min tur til at gå til kassen.

Nu er det blevet tur til at adlyde kroppens krav om mad, hygge og sofa, så jeg vender mig fra tastatur til køkken, og beder jer så mindeligt om at nyde resten af denne fredag.

2 kommentarer:

Marianne's mening sagde ...

Du kan tro den bliver nydt denne fredag! Og jeg håber, du også snart sidder i sofaen og nyder din!

Fin skål, godt du fik lidt penge tilbage ;-)

Jeg kommer til at smile over Jeres danseglæde. Jeg elsker, når der bliver danset helt spontant, og det har ungerne helt sikkert også nydt :-)

Losarinas mor sagde ...

Smukke skåle !
Åh, kan huske alle de spørgsmål..
Ja, man burde danse og synge hver eneste dag :-)