Snefald.

Jeg cykler hjem med udsigt til en aftenhimmel der sine steder er næsten turkisblå og andre steder gyldenrosa, altsammen garneret med store hvide vattotter.

Den røde taske er lukket inde bag gitter og låst dør, jeg kommer simpelhen forsent. Bedre held, måske i morgen.

Det lokale supermarked har til gengæld et vidtåbent, lysende indgangsparti, og jeg lader mig sluge, og vender dermed ryggen til den smukke aftenhimmel. Da jeg vender tilbage til cyklen, sneer det vildt og inderligt. Uvilkårligt falder tanken på Liselotte . Hun har før haft pludselig og inderlig trang til hvid sne og højblå himmel, og så går det løs. Og galt. Jeg ved det bare.

Det er en sen dag i dag og dermed en aften, der skrider altfor hastigt frem. Jeg laver tunsovs og koger pasta, mens jeg vimser rundt, og finder mig selv. Der er lukket for strikken igen, for fingrene skriger om nåde, og revner af bar skræk over det kolde vejr. Så tilside med pindene og frem med Micropore'en igen. Jeg skal nu ikke sidde og fortvivle for en stak papirer skal læses og bagefter har jeg en film at se frem til.