Hvislen.

Den afsluttende times tid har jeg set trailer over starten på min resteftermiddag og den første del af aftenen. Jeg ser mig selv liggende på sofaen i dyb drømmeløs søvn, stadig i ført kørekåbe og støvler. Tasken henslængt i lænestolen. Katten forsømt og jamrende, som en løve i et for lille bur, rastløst vandrende på ryglænet af sofaen. Så træt er jeg!

Virkeligheden blev en anden. Jeg kørte til nærmeste postkasse og postede formularen. Lykkeligvis lå postkassen lige ved siden af en af egnens bedste bagerbutikker. Lagkagehuset i al sin pragt, og endda køløs. Kagen siges at være en fryd i æble- og kaneltoner. Et Vesterhavsrugbrød gjorde kagen selskab, og danner grundlaget for aftenens måltid, for jeg gider ikke koge, stege eller brase.

Min sukkermad er blevet bitchet, så resten af vejen hjem kører tankerne, de dumme, de kedelige. Arrigskab trykker. Syren står højt i søjlen. Det presser bag de trætte øjenlåg, som har stået i vand af irritation hele dagen. Da jeg når hjem, roder jeg mobilen frem, mens jeg tænker i glimt. Hvis der er tulipanhilsen, vil gråden vinde over øjenbetændelsen. Skærmen er blank, men intet nyt, er godt nyt.

Ting havner efterhånden på deres rette pladser, og privatlivet tager langsomt over. Lyster kommer til overflade, og ro lægger sig silkeblødt på slidte spidser. Træk vejret dybt, Sifka, og måske skulle du også tage dig en tæller.