søndag den 20. april 2008

På spring.

Lige om lidt står træer og buske iklædt sarte lysegrønne farver, der stadig tillader et kig til grenene med de tørre gråbrunsorte nuancer, men det til trods, fremviser de friske spændte kviste og knopper. Knopper, der med eksplosioner i sarte kulører, lokker uvidende og uskyldige insekter til underbetalt transportarbejde med løfter om større belønning senere på året i form af fede, velhængte frugter.

Lidt senere igen, er bladløvet blevet tæt, dybgrønt, og umuligt at gennemskue. Først når efteråret igen slår til, kan man atter betragte stellet af grene, der over sommeren er blevet en tand mere grålige at se til, samt betragte de tidligere så forårskåde kviste, stivne i ryggen for herefter, at skulle levet resten af livet som tørre pinde. Ikke mere grøn bøjelig føjelighed her.

Et kig på DMI fortæller om kommende solrige dage, som vil sætte lys i kastanietræerne på Christianshavns vold, og lægge et sart lyserødt slør over kirsebærtræerne på Islands Brygge. Således opmuntret vil jeg slå mig til ro i sofaen og nyde aftenen med alfestrik og fjernsyn.

Ingen kommentarer: