Ret og rimeligt.
Nogen gange kommer regningen ud med et andet resultat, end det man selv havde forestillet sig. Konsekvensen af ens handlinger vejer mere end ventet, og man har måske, et eller andet sted, mistet overblikket. Så må familien træde til, og hjælpe med at skelne mellem ret og rimeligt.
Familiemødet er overstået, og en lettet Bjørnen har forladt hjemmet i et ærinde, som tidligere blev glemt i eftertænksomhedens hede. Han havde faktisk frygtet at få revet hovedet af, men jeg er god for en uventet overraskelse, og tacklede situationen med pli og ynde.
Tidligere på dagen ringede han til mig, og satte mig ind i sagerne, og jeg røg direkte i det røde felt, og hvæsede, at det måtte vi tale om, når jeg kom hjem. En trappestenssamtale senere havde jeg genvundet mit overblik og min fornuft, og var igen klar til at være den fornuftige forælder.
For jeg er stadigvæk mor'an, og gider godt at være med på både front- og sidelinie, selv om Bjørnen efter lov og ret er voksen, myndig og alt muligt. Jeg smider ham ikke ud på dybt vand uden at sikre mig, at han har forstået svømmeundervisningen.
Tag endelig ikke fejl, selvom jeg er hidsig og heftig, respekterer jeg fuldt ud, hvis der er ønske om selv at rage kastanier ud, så passer jeg mig selv i sofaen på sidelinien, og klapper enten blidt, eller begejstret alt efter udfaldet.
Vi har i fællesskab snakket tingene igennem og fundet forskellige løsningsmodeller, men først i morgen ved vi mere om udfaldet, men intet bliver tabt, og alt kan stadig vindes!
3 kommentarer:
nå for pokker...godt med meningsudvekslinger, godt med mødre der gider...godt du er der Sifka...håber på et godt og i orden udfald..
Selvfølgelig faldt du det - for du er Bjørnens Mor og uanset så er han verdens dejligste unge mand - så er det lige som sagt. Og jo de er jo voksne vores unger - fedt de tager os med på råd, men de må selv klare ærterne - sådan nogenlunde, ik?
Helt enig med de andre !
Send en kommentar