Hyperflaks.

Iden forløbne uge er jeg dagligt vågnet op med en sikker forvisning om, at jeg havde fri. Det havde jeg så bare ikke. Til gengæld vågnede jeg i morges overbevist om, at jeg skulle på arbejdet, men slap med skrækken, for det viser sig hurtigt at være en dejlig solrig lørdag morgen.

Sofaen var blød og indbydende og i en halvtimes tid var der plads til den og avisen. Fredeligt.

Fredeligt, siger jeg, der på trods er på vej videre til næste punkt, og da jeg befinder mig dér, er jeg på vej til det næste, og det næste, og det næste...

Jeg havner i stolen, hvor mine fødder får deres terapi. Især den ene for er hårdt ramt, og det, jeg tror, skyldes en gakket gangart, viser sig at relatere til stress. Stress for fanden! Hvorfor?

Set i bakspejlet stod jeg tidligere på dagen i entreen, flaksende og forvirret, og rodede med en sort læderjakke, jeg har et særligt nært forhold til. På vej ud af døren spørger jeg om årsag til denne underlige, indre kaffedeliriske fornemmelse, men får intet brugbart svar. Jeg har ikke drukket kaffe, eller te, eller noget andet, der kan bringe mit system i affekt.

Er jeg igen på bivirkninger? Jeg er træt af bivirkninger!