Drømmenes langfart

Andrea lokker mig pludselige ud på et sidespor. Nej, snarere en sidevej. Vi spadserer i varmen på Liselejevej med kurs mod loppemarkedet. Men altså, jeg skal lige hives på afveje først. Hen til en låge med 'til salg' skilt på maven, som samtidig giver tilladelsen til at gå indenfor.

Og på den anden side forundres jeg over at et gammelt slidt hus, fanget i en tid, der forlængst er overstået, kan mase sig sådan på . Drømmene sætter sejl, letter anker, og forsvinder i horisonten. Columbus længe leve, for en tur de skal på.

Haven er kun lige holdt. Græsset kun lige trimmet. Huset tørster, og skriger på kærlige hænder, der vil stryge silkeblød maling på de visne mure og de sprukne vinduesrammer. Ruder vil blankes, og rum vil igen indånde frisk luft.

Jeg forstiller mig små solkroge, der fanger varmen og lyset. Jeg lurer gennem støvet glas, og falmede gardiner. Øjner guld i stuerne. En karnap. Muligheder. Jeg kan næsten røre mig selv, tøffende rundt med kat, strik og sømand på langfart. Selv farvesætningen er på plads, inden lågen smækker bag os.

Senere i en anden have, falder jeg for fire svenske henkogningsglas, som fremover skal gøre det ud for opbevaringsglas. De er smukke, forskellige, og helt perfekte. Senere igen, skal jeg erfare, at mine husdrømme er sejlet så langt ud af kontrol, at jeg et kort øjeblik mærker skuffelsen bide mig hårdt, da vi finder ud af, at huset allerede er solgt.

Tilbage i byen returnerer drømmene. De er som salte hunde, og svier lidt. Jeg henkoger dem, og propper dem på imaginære svenske sylteglas. Der får de lov til at stå, indtil min sømand vender hjem, og indfrier dem. God vind, mumler jeg, god vind!