lørdag den 19. juli 2008

Læsning

Avisen blev, som vanen er trofast, hentet ind tidligt i morges fra den vanlige plads på frødørmåtten. Og så var vanen tro slut. For avisen blev henslængt over tasken, der vanen tro stod i 'morfarstolen', for at forhindre nattegudinden i at ligge der, og slænge sig.

Information til alle katteelskerne. 'Morfarstolen' er den eneste stol i hele hytten her, som gudinden kloer. OG DET VIL JEG IKKE HAVE! Derfor. Og nu tilbage til den der avis!

Avisen plejer at blive lagt i sofaen, hvor jeg kort efter æder den råt, inden huset rør for meget på sig. Men ikke i dag.

For ved siden af hovedpuden i den lune seng, ventede bogen, der er den første rigtige bog, som jeg har læst i meget, meget lang tid. Jeg har haft bogblokering i noget der nærmer sig årevis. Aviser ja. Blade ja. Opskrifter ja. Men Bøger? NEJ!

På et tidspunkt lykkedes det mig at læse en letbenet mailkorrespondance og en svensk krimi, men det holdt hårdt, og var mere en terapeutisk handling end lystlæsning. Jeg følte mig falsk lettet, forstår jeg i dag, hvor kærligheden til læsning igen er hos mig.

Og kærligheden til bogen er tilbage. Jeg har indenfor de sidste dage vågnet tidligere end forlangt, for liiige at kunne nå et par sider, eller otte. Jeg har seriøst overvejet at gå tidligere i seng, for liiige at kunne klemme et par sider, eller otte igennem. Jeg har kæmpet bravt mod kaninklipningen, når jeg så endelig ramte sengen, for liiige at kunne læse bare én side til.

Jeg er lettet, jeg er lykkelig, jeg er læsende.

Ingen kommentarer: