tirsdag den 12. august 2008

August, min ven

Ja, jeg tøffer rundt her med mit vasketøj og tørrestativ. Og tænder lys! Træerne i baghaven drysser, og jeg begynder at minde mig selv om, at det faktisk er set før, at september kan være en pragtfuld måned med sol, hvis nu august går helt i grå spåner.

Hvad går der galt for august? Nu har de lige, næsten allesammen, flyttet både skolebørnenes og deres egne ferier frem til august. Måneden med den vilde varme. Bare ikke lige for tiden. Sidste år var den heller ikke rigtig rask.

Alligevel bliver jeg her, hvis nu ferierne til næste år ryger helt tilbage til maj.

August er nemlig min favorit, selvom den til tider viser tænder i både vilde tropeagtige temperaturer, nedbør og storme. August er min favorit, med hele sin kejserlige kongerække på hele 31 festlige dage. August den Første, August den Anden og vinderen, klart August den Fjortende.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Jeg tænker lige som dig. Denne sommer har ikke været den bedste og jeg er sikker på at der kommer mere sol; måske bare en uge eller to. Måske ikke i august, men så kommer det i september. Og det er okay, for så er varmen ikke helt så kvælende.

Hvis jeg husker ret, så havde vi en hedebølge for at par år siden, som strakte sig helt ind i oktober.