lørdag den 6. september 2008

Rejegilde

Det var nemt og hurtigt. Nattegudinden var på stikkerne og om benene hele tiden. Hun ved godt, at der vanker.

Jeg skiver godt brød, smører med lidt mayonaise, der ikke som forventet, blev af den hjemmerørte slags, men i stedet stammer fra glas.

Tomater i rigelige mængder halveres, og fordeles som mønster i kanten af tallerkenen. Brødskiverne danner en trekant, og afgrænser rejerne. Det hele ender med at ligne et illustrationsfoto fra en af de gamle Tørsleff bøger, som der i øvrigt kan findes mange sjove opskrifter i.

En hengemt limefrugt med hårdt ydre, afslører et indre med så stort et indhold af saft og kraft, at det ganske tager pusten fra både nattegudinde og mig, og dermed beviser, at engang i mellem betaler det sig at gemme til natten. På trods af det hårde ydre, lykkes det at få skåret små delikate fileter ud af frugten. Karseklip falder til sidst som sensommerregn over det hele.

På et tidspunkt, under måltidet, får jeg ved et tilfælde sammensat en gaffelbid bestående af en limefilet, en smule mayonaise og en tot karse. Det eksploderer ligefrem i munden på en helt særlig måde, og oplevelsen lejrer sig til senere brug.

'Kærlighed i koleraens tid', venter, men i hytten her har vi fået et nyt problem. Dvd afspilleren er, efter lang og tro tjeneste, afgået ved døden, så jeg må skrive mig på listen til Bjørnens spillekonsol, og måske bliver det først i morgen tidlig, at jeg har tur. Fred være med det, der er alligevel nok at tage sig til.

4 kommentarer:

Joan sagde ...

Ser lækkert ud :)

vores aftensmad bestod også af rejemadder, lige spist for et par minutter siden. mums...

Sifka sagde ...

Rejemadder styrer for vildt i dag:)

nethe sagde ...

Jeg vil også have rejemadder, det må blive imorgen...

Valdemarsro sagde ...

Med den beskrivelse kan jeg næsten selv smage! Det ser lækkert ud, tror jeg må have sået lidt karse i den kommende uge