fredag den 12. september 2008

Så ta'r vi sokkerne frem

I dag blev det alvor. Jeg frøs. Fik smidt kold sus op gennem ærmerne, og rislende kuldegys ned langs rygraden. Jeg skuttede mig for første gang, siden en eller anden gang i marts, eller april, måske. Til en begyndelse regnede jeg med, at det ville blive varmere op af dagen, men blæsten blev ved, og kulden blev endnu mere ved.

Jeg har stadig bare fødder i tøflerne, men selvom tæerne ikke decideret var ved at fryse til is, går den nok ikke ret meget længere. Jeg bliver nødt til at finde sokkerne frem fra skuffen, er jeg bange for.

Solnedgangen er smuk, og kan ligefrem bilde os ind, at det stadig er sommer. Alligevel er der noget forkert ved lyset, som på en måde ligger lavere, farverne fremstår dybere, og konturerne står skarpere. Vild intensitet, og så pludselig svøbes alt i blåligt mørke. Derefter, bang, en klart lysende måne. Kold i kanten, og et åndedrag fra at frosten slår glorien ud i bittesmå iskrystaller.

I morgen tidlig, når jeg placerer den japanske røgelse i vinduet, vil jeg, inden jeg sætter ild til, kunne lugte efteråret, for sommeren er definitivt slut, og den første finger revnet.

4 kommentarer:

Pernille sagde ...

Jeg måtte kapitulere allerede i går, og fandt sokker frem. Mine tæer var iskolde, da jeg gik rundt på gulvet herhjemme :)
Nu ser jeg frem til efteråret og alle de smukke gyldne farver.

Anne sagde ...

pokkers...jeg må finde sokker frem og tage med ...skal til København lige om 1 times tid...og det er altid koldere der end her midt på øen :-)

Losarinas mor sagde ...

Hvilken solnedgang!
Har frosset hele Fredagen i mine bare ben og ditto fødder!

Sifka sagde ...

Ja Pernille, efterår er vidunderligt. Jeg glæder mig også til alle frugterne og svampene:P

Anne, Her er tiskoldt!

Miri, jeg bryder mig ikke om at skulle trække i sokker og støvler igen:(