mandag den 27. oktober 2008

Overgang

Det kan være hårdt, når små børn skal begynde i institution og undvære mor og far. Især når man ikke forstår, hvad folk, omkring én, siger. Og de omvendt, at folk omkring én heller ikke forstår, hvad man selv siger. Jamen, dagen har været sej, og børnene bimsede af overgangen til vintertid.

Men ikke mere om det, for om to dage, er det slut for denne uge, og jeg vender snuden mod Jylland og alfefamilien. Jeg skal holde alfen i armene, og han skal ses dybt i de himmelblå. Alfemor skal have knus, og vi skal græde og grine af den rene og skære lykke. Alfefar kan også få en krammer, men måske vil han i virkeligheden hellere hænge ud over et glas godt øl. Og så er det da det, vi gør. Ingen smalle steder herfra. Eller derfra.

Aftenen står på nemme løsninger. Jeg har vrøvl med både fingre og fødder, og på et tidspunkt, slog hjertetrommen ud efter det røde felt. Så der er dømt tilbagelænet sofastil med letbenet fjernsyn, nyt strik og et kapitel fra bogen.

Jeg passer på mig, gør jeg, og spørger ud i verdenen, "Græder De tit af glæde?"

5 kommentarer:

Anne sagde ...

bare det var mig der skulle strikke tilbagelænet i sofaen....og ikke til svedetime!!yarkkkk!!

Donald sagde ...

Hvad gør du for hjertet? Trække-vejret motion? Bare at trække vejret dybt hjælper i hvert fald for mig - men indrømmet, jeg har ikke dårligt hjerte, men lavt blodtryk og somme tider en (svag) arytmi.

Jeg kan huske første dag i børnehaven, jeg ville have været glad for en som dig. Jeg fik lidt trøst og så holdt jeg op med at græde og så blev jeg smidt ud af den "rare" dames værelse med besked om at "NÅ, det var ikke så slemt!"

Jeg følte mig narret og svigtet og jeg ved ikke hvad, og sådan blev det bare ved i nogle år.

Sifka sagde ...

Anne, jeg er faktisk ærgerlig over at jeg ikke orkede en svedetime idag.

Donald, hjertet fejler intet, men stressen slår stadig til. Trække-vejret motion, jep, den virker også for mig.

Stakkels "lille Donald", det var da en kedelig førstedags oplevelse.

Kagekonen sagde ...

godt at høre at du passer på dig selv. Der er ingen andre der kan gøre det for dig :-)

Donald sagde ...

Tak. (Lidt forsinket, men tak alligevel).
Ja, det var ikke rart for "lille Donald":-)
Som svar på om jeg tit græder af glæde kan jeg sige: heldigvis, somme tider. Jeg tror ikke det er tegn på stress, men på, at man har oplevet noget, man ikke må ignorere. Bagved kan der også ligge nogle sorger og angst, som man aldrig har fået talt med en levende sjæl om.