fredag den 31. oktober 2008

Tidligt

Endelig blev det fredag og weekend. Jeg har lagt endnu en hektisk uge bag mig, og jeg aner allerede, at den næste ikke bliver særlig meget bedre. Men pyt, det er først på mandag.

Selvom der har været pres på, må jeg sige, at de sidste dage har været fornuftige, for jeg har følt, at jeg har fået lov til at bruge min viden og kunnen på den måde, jeg oprindelig havde forestillet mig, at jeg skulle. Det har handlet om børnene og deres behov, helt uden afbrydelser og krav om dokumentation af dit og dat. Ja, undskyld mig.

Ikke mere snak om den sag og over til noget ganske andet. Jeg har købt mere billigt julepynt. To fine julekugler, en oval og en græskarformet, og mit juletema er ved at tage form. Jeg aner ikke, hvordan jeg har båret mig ad med at komme i juleform så tidligt, det er mig en gåde. Simpelhen.

Jeg har også haft næste års sommerferie oppe og vende, men det er ikke faldet helt på plads, for jeg var altfor hurtig ude, og lovede mig væk i samme uge, som Bjørnen bliver student. Og det er vist ikke smart, vel?

Der hviler en stor blød dyne af udmattelse over hytten her, og Bjørnen er endda ikke nået frem til sin weekendstart endnu. Han skal på den igen om snart, men lur mig lige, om der ikke hænger et par gevaldige z'er i luften over lokalområdet om ikke så længe.

Ingen kommentarer: