søndag den 15. marts 2009

En snak om katte


Mine øjne begynder at søge urskiven oftere og oftere. Tiden går, og altfor hurtigt. Jeg kunne tude ved tanken om, at søndagen, så hastigt, lakker mod aften.

Man kan måske ikke rigtig se det på mig, men jeg ved det. Og Bjørnen ved det. Han kommer med jævne mellemrum, og klapper mig på hovedet. Ikke sådan trøsteagtigt, nej, mere ovre i opbakningsmåden. Eller måske er det en helt tredje udgave.

Sabelkattene ved det også, for de slikker sig om munden, hvergang jeg går forbi kosteskabet, hvor de bliver holdt stangen. De sender mig brede Cheshirekattegrin, mens deres øjne skinner af fryd.

Jeg går på kanten langs tovværket, så tæt, at jeg kan lugte de skide sabelkatte!

Jeg er ikke stresset på den måde, og alligevel. Synes selv, at jeg jonglerer med for meget. For alene og ensomt.

Jeg øver mig i at have ferie. Her i weekenden har jeg sovet længe, og ikke ladet mig diktere af støvsugere og vaskemaskiner. Så langt så godt, men når jeg når frem til tankerne omkring morgendagens program, bliver jeg usikker over det hele. Halsen klumper, og fingrene bliver stive. Imod min egen vilje.

Et kursus, lagt over to dage, venter. Interessant og spændende, men på grund af måden jeg ikke er stresset på, og alligevel, printer jeg, i sikkerhedsnålens tegn, ruteplaner ud i lange baner. Og halsklumper og bliver stivfingret. Imod min egen vilje.

For jeg er ikke stresset på den måde, og alligevel, og så bliver jeg nærmest socialfobisk. Har ikke lyst til kurser med fremmede, vil meget hellere noget andet, selvom jeg er dødvild med emnet. Senere, hvis sabelkattene får magt, har jeg heller ikke lyst til dem, der ikke tæller som fremmede. Dig og personalet i det lokale supermarked, for eksempel.

Til sidst er vi så tre tilbage.

Alle disse tanker og flere til, optager mig fuldstændigt, mens jeg står med opvask i hænderne. Jeg er rigtig langt væk, for jeg vil nå ind til sagens kerne, og hører slet ikke Bjørnen, der kommer forbi for at klappe mig på hovedet. Igen.

Blev jeg lige enormt forskrækket, og afgav et underligt ravnehæst hyl? Jamen, det gjorde jeg da, og vejen var straks banet for standardsætningen i den slags situationer: "Hvem fa'en sku' det ellers være?".

Og så griner vi, og livet går videre i et lettere spor. Klumpfrit og smidigt. For en tid.

6 kommentarer:

Marianne's mening sagde ...

Jeg håber dagen i morgen bliver lys og god ved dig. At kattene løber væk i løbet af natten.
Hvis ej og lige meget hvad, så sender jeg et stort knus til dig!

Zette sagde ...

Åhhh, altså, Sifka!

Helle K. sagde ...

Jeg håber, at du har haft held med at få dem skubbet langt væk - ind i et skab - lås døren og smid nøglen vækk.
Du får et kram i tankerne. :)

Kagekonen sagde ...

Jeg håber idag er bedre, og at kattene er på "sikker" afstand. Under alle omstændigheder så får du lige et kæmpe kram.

Dana Watsham sagde ...

Nogen burde opfinde en tandfil til sabelkatte. Sådan én der kan sløve spidserne på både tænder og kløer.

Det er nok lidt noget i retning af Bjørnen?

Lotten sagde ...

Bløde varme kram og en sabeltandkattetandfil i tilgift :-)
Godt du har Bjørnen...

(og bekræftelsesordet er PUFHAS - er der ikke noget symbolik i det? Pifpafpuf-has på kattene!)