tirsdag den 12. maj 2009

Prins Vladimir

Det hjemmebagte brød får hurtigt ben at gå på herhjemme, så jeg måtte på den igen. På kanden stod en pæn rest te, og den skulle da ikke gå til spilde, men først rørte jeg en pakke gær op med en skefuld honning. Gæren smelter simpelhen i honningen, så behøver jeg ikke at lune væsken.

Teen var Kusmis Prince Wladimir, som er dejlig krydret med citrus og vanille, og der var cirka en halv liter tilbage til brødet. Jeg rørte durum i væsken, indtil det samlede sig, tilsatte lidt salt, og fortsatte så med den almindelige hvedemel. Ælte, ælte og hæve, mens jeg lavede noget andet.

Jeg delte dejen i to, og smed den ene halvdel i hævekurv, mens den anden halvdel blev lagt på bagepladen. Efter hævningen huskede jeg at vende brødet ud af hævekurven, ved siden af det andet, inden de røg i ovnen ved cirka 200 grader. Efter bagningen lagde jeg brødene til afkølning på bagerist med et fugtigt viskestykker over.

Og så var der atter brød i kurven.

2 kommentarer:

Anette sagde ...

Det ser bestemt også rigtig lækkert ud. "Prince Vladimir" smagen kender jeg ikke - endnu - men måske var det den næste kusmi the jeg skulle prøve ;)

Fru Green sagde ...

Det var da en sjov idé at bruge en rest the til brødbagningen. Tak for den. Den ville jeg nok aldrig selv være kommet på.