torsdag den 21. maj 2009

Sommerhusstemning

Jeg har haft min gang i forskellige sommerhuse eller haver, og der var altid en særlig stemning ved spisetid.

Jeg har tit siddet på hug i et kartoffelbed og smidt de nyopgravede kartofler direkte op i gryden, skyllet hele molivitten ved vandposten, den, for køkkenhaven, uundværlige vandpost. Her kunne man også lynskylle en frisksnuppet gulerod, og derefter ganske derudaf.

Hvor ofte har man ikke været på rov i rabarberbedet? Dernede bagest i haven. Knassprøde rabarberstilke med parasolstore grønne blade, der som rensede snitter endte som velkomponeret kompot, der var et syrligsødt samspil til en lun frikadelle, eller i frydefulde lagdelinger mellem makronrasp og flødeskum.

Og krydderurterne ikke at forglemme. Småtskåret purløg i rigelige mængder, eller nyplukket persilledrys over det stegte flæsk. Løgene, der fik alle i køkkenet til at tude, og salathoveder, der skulle skylles i flere hold koldt vand, så det kun skulle være salatens knasende sprødhed, der havnede i skålen.

Og rødgrøden, der kørte over bordene i forskellige sammensætninger. Jordbær, rabarber og hindbær. Senere ribs og solbær. Og nåja, ikke lige rød, men dejlig alligevel, stikkelsbærgrøden. Altsammen serveret i husets bedste krystalglasskål med knasesukker og fløde.

Hertil aften fik jeg sommerhusstemning lokket frem på eget spisebord, selvom dette står i en etageejendom midt i byen.

Vi fik krebinetter med revet ost og purløg, sammen med nye kartofler, der efter kogning blev vendt i en skål med smør og hakkede krydderurter. Dijonsennep. Ren fryd.

Recepten er enkel. Hakket kalv og flæsk blandes med revet cheddar, klippet purløg, salt og peber. Farsen formes til små krebinetter, og steges i olivenolie.

Brødene på bordet er til ren pynt og afkøling, og skal først nydes i morgen. Dejen blev til på Kusmi mintchokoladete, gær, havregryn, hørfrø og rosiner. Tilsat biodynamisk hvedemel.

1 kommentar:

Klidmosteren sagde ...

Du godeste, hvor har du været fremme i skoene i dag. Sikke en masse dejlig mad :-)

Jeg så godt at man kunne få Kusmi mintchokoladete, smager det godt?

God weekend!