lørdag den 4. juli 2009

Aftenklokke

På grund af varmen, blev natten mere rod end søvn. Jeg hældte mig selv ud på gulvet tidligt i morges, og lige efter bimlede mobilen, og meldte at alfemor var på vej. I en sky af søvnbobler tøflede jeg rundt, og smed ting på kroppen, i tasken, og sluttede af med at børste tænder.

Ingen mad, ingen meditation, bare fuld fart ud af klappen, efter jeg havde fodret katten af. Den kunne jo ikke gøre for det.

Alfemor satte kurs mod Bilka, for der skulle købes stort ind til min lille feriehusholdning, inden alfefamilien engang meget tidligt i morgen, ja faktisk taler vi om nat, drager af mod Kastrup lufthavn, som det hedder på Amager.

Bilka ligger i Tilst, men den GPS-løse alfemor havde på sin rygradkørsel flyttet den til Brabrand, så vi kom igen ud i lidt omvej, inden vi kunne svinge ind foran dørene. Jeg synes virkelig, at julemanden nøje skulle overveje den GPS, som en mulig gave til hende. Den ville virkelighed komme til at gøre gavn, og skabe glæde, og tænk på al den tid man kunne spare!

Bilka er jo Bilka, og vi sled os bravt igennem det hele, stærkt støttet af to stykker smørebrød til hver, skyllet ned med mineralvand krydret med citrus.

Turen gik videre til Skanderborg, hvor vi balancerende på falderebet nåede det meste af det planlagte. Resten kan jeg indhente, når jeg snart går i gang med at udforske de jyske togforbindelser.

Efter det, fjollede vi lidt rundt i Ry, og endte på to cafestole, med hver sin kæmpevaffelis i hænderne. Og så var det, at jeg kom i tanke om La Gateau-kagen hjemme i feriehuset.

Da vi lidt senere læssede af, var det blevet eftermiddag, og alfemor takkede af for nu, og vendte bilsnuden mod Hørning, og de sidste pakkeglæder. Da hun var forsvundet om hjørnet, gik det op for mig, at nu havde vi glemt kagen igen.

1 kommentar:

Lavendel sagde ...

Åååh der var den, kagen fra et fremtigt indlæg. Sikke et indkøbshelvede...ja, det er nu min mening (Bilka er en halv-fobi )