Søstersolidaritet
Da jeg mærkede misundelsen over mit verandaophold gribe fat om anklerne, skyndte jeg mig ud under bruseren, komme i kludene og flygte ud af huset. Jeg kastede mig om bord på toget til Silkeborg, og her lod jeg mig falde tilbage i sædet.
Undervejs slår det mig, at det mest forunderlige jeg har set på denne ferie, er det store hold fritgående grise tæt på Laven station. De har småhuse, mudder og mark, og da jeg kørte forbi i dag, så jeg lige en lille krølhale af en grisling vælte sig over kanten og ind i et af husene. Der gad jeg godt skyde et par billeder en dag.
Efter at have travet Silkeborgs gader tyndere, sad jeg igen i toget, men nu med næsen den anden vej. Igen så jeg grisene, og blev glad, men jeg så også en flok hvide skærmplanter af en art, der smukt blandede sig med nogle temmelig unge grantræer. Det var rigtig kønt, og burde absolut strikkes ind i et eller andet.
Kønt er der sandelig også, der hvor nogle heldige mennesker kan bo ned mod søerne med udsigt over mod himmelbakken med tårn og det hele.
Ikke fordi, jeg får oparbejdet en grim smag af misundelse over, at de bor der. Nej, jeg var faktisk mere optaget af at tænke på, om man blev et gladere menneske, hvis man istedet for dagligt at sidde i metroen på Nørreport i myldretiden, kunne arriva-bumle forbi Himmelbjerget med ligeså stor selvfølgelighed. Er der nogen bud på det?
Nu er jeg tilbage i det lille gule feriehus, og har vist været solidarisk længe nok til, at jeg med god samvittighed igen kan indtage veranda'en. Ikke også deroppe?
På det lille havebord står min gave til Rosita the cat. I nat var hun nemlig flink nok til, at lade frøprinsen blive udenfor, og derfor har jeg opdateret hendes madskålebeholdning med lidt farverigt margrethe.
Og, hvor f..... blev solen af???
4 kommentarer:
Små, frie grisebasser er bare det bedste!
Jeg tror kun man er gladere for Himmelbjerg end metro, hvis man husker at være det....det må jo så være et åbent spørgsmål til alle, som bor smukt.
De gang jeg har boet smukt, har jeg husket at glæde mig over det dagligt, og den slags gør én lidt rigere.
Hvor er du vakker den Margrethe! Jeg har selv fire stykker, 2 blå og 2 hvite, og jeg føler at de blir vakrere med årene.
En flott gave :0)
Jeg syn's det er i orden med veranda og afslapning nu, Sifka - jeg snupper sofaen :-)
Godt at vide, at der nu også findes design katte i Jylland.
Forleden traf jeg en plettet gråsnegl i en af de røde, der var røget ud til Wotan i mellem skurene.
Den lå og sov - så det kan en Margrethe også bruges til.
P.S. Jeg tror nu ikke man tager skade af at pendle forbi himmelbakken dagligt.
Send en kommentar