Og solen gik ned

Stakkels mand. Står der med nakken i et evigt knæk. Øjnene rettet opad og ud i rummet, hvor han stadig scanner den dybsorte himmel for nye stjerner. Talte han skånsk måske?

Når båden har forladt øen, og skumringen dæmrer, kaster han den tunge grå kappe, og tager taknemmligt i mod bakken med glas og flaske, som den udbrændte Stella Nova bringer ham fra Backafallsbyn. Skuldrene falder på plads, og han slapper af. Igen.

Solen synker ned i havet, stjernerne gør sig klar, og han skridter ned mod Stjerneborg.

Jeg, derimod tøfler hen til stoppestedet med svanebajer og koreansk mad i maven. Den skånske gin kluklér i tasken. Aftensstjernen lér med. Jeg vidste det bare. Det blev en god dag.