Uden mål og med

Og billeder.

Der er gang i strømmen. Også i understrømmen. Jeg står i vand til livet, og har bare lyst til at læne mig tilbage og flyde med strømmen. Overstrømmen.

Nej, jeg har slet ikke lyst til at stå i noget som helst vand. Overhovedet. Eller over knæene. Eller ej. Nej, jeg har lyst til at sidde tørskoet, og glo ud i mod horisonten, og falde i staver på en strandbred.

Når staverne er faldet omkuld i sandet, vil vandet viske trætheden bort med blide strøg, der gør min hud silkeblød, som træ der har ligget der længe. Der i sandet, langs bølgekanten. Vuggende skvulp. Blidt, blidt, blidt.

Når man læner sig tilbage i vandet, gribes man blidt om hårrødderne, og stråene spredes i bølgende bevægelser, nøjagtigt ligesom søgræs. Der også skvulper. Og solglimt rammer overfladen, og får øjet til at knalde ud i øjenmigræne.

Mine øjne klør bagefter af støv og søvnmangel. Måske skal jeg bare vente med at vågne op indtil på mandag, hvor en ny uge åbner sig mod noget bedre vejr? Ja tak for bedre vejr, selvom regnen stod i stænger, og forstærkede effekten af det enkle solstrejf, der ramte syv fliser i et diffust mønster.

Tanker om bare at lægge sig ned, står i kø for at blive imødekommet, og når det kommer til stykket, skulle jeg måske bare gå i biografen en af dagene og lade mig forføre at den nyeste udgave?

Jeg tænker på brosten, der banker på panden, på chokolade, der smelter på rugbrød, der syrner på tungen. Og stemmebåndene, der er støvet til under en kalkaflejring. Sådan må Møns Klint smage.

Er du forvirret? Fortvivl ej, det er selv jeg, så meget, at jeg kunne skrige.