onsdag den 18. juli 2007

4forestillingen.


På min tur forleden kom jeg også til 'Kastrup Midtpunkt'. Det er 'Skottegårdens' lokale butikscenter, som blev åbnet i 1953. Det var helt vildt moderne, blev omtalt i både aviser og fjernsyn, og var vist endda det første af din art her i Danmark. Centret indeholdt flere forskellige butikker og en biograf.

Tro nu endelig ikke at der var nogen bosat i 'Skottegården' der med respekt for sig selv, kunne finde på at sige ,at man skulle i 'Kastrup Midtpunkt'. Nej man skulle over i 'Skottegården'. eller endnu bedre over i 'Skotten'.

"Skal du med over i Skotten", sagde man, så vidste alle hvad det betød.



Nu er det ikke lige butikscentret jeg vil ind i. Jeg vil fortælle om 'Kastrup Bio', der blev overtaget af Tårnby Kommune i 1975, men indtil da, hed ejeren Dirksen. og han var en skrap mand.

I den ende af centret, hvor biografen lå, var en rødmalet vindeltrappe, som førte op på taget af centret. Nogen gange skete det, at gitterdøren øverst på trappen var ulåst og man kunne komme ind på taget. Det syntes vi unger selvfølgelig var enormt spændende, men Dirksen var totalt imod, og han vogtede trappen som en høg, og var på pletten som en mis, hver gang vi forsøgte os.

I biografen tilgengæld blev vi lukket ind, selvfølgelig efter at ha' forevist gyldig billet. Jeg har en bror der er syv år ældre end jeg, og han fik til opgave at passe mig, hvilket han nok ikke altid var overvældende glad for.

Han tog mig med til 4forestilling. Hver søndag eftermiddag, ja rigtig gættet, klokken 16.00, var der dobbeltprogram i biografen. Først en eller anden harmløs ting for de mindre søskende, og så bagefter 'Fort Alamo', eller en anden rask co'boyder.

Men ikke bare en gang i mellem, men hver gang skete det. Når den harmløse film for mindre søskende var slut, og brormand satte sig godt tilrette, kom tissetrangen over mig. Jeg kunne simpelhen ikke holde mig, og ligemeget hvad der kom af eder og forbandelser, måtte han ulejlige alle kammeraterne på rækken og få gelejdet mig ud på toilettet. Absolut ikke populært!




2 kommentarer:

Andrea sagde ...

Håber din bror har lige så gode minder om disse søndags eftermiddage.

Var der slik til bif-turen?

Sifka sagde ...

Andrea Husejer: Minder har han i hvert fald ;) og ja der var slik til.