Fejlbedømmelse.

Jeg var syv år gammel og tidlig på færde. Morgenen var lidt kølig, men det ville blive bedre op ad formiddagen. De andre var ikke dukket op endnu, nok fordi det var søndag.

Dagen før havde vi leget rigtig godt på dette sted, så jeg gik ud fra, at de andre også ville komme herhen efterhånden, som de blev færdige med morgenbordet.

Grunden til at dette sted var specielt attraktivt skyldtes, at nogle håndværkere havde efterladt forskellige effekter, blandt andet et par træbukke, som vi med begejstring brugte i vores leg. Stativet til tæppebankning var en gammel kending, som flittigt blev brug som klatrestativ. Jeg var ret ferm til det med klatring og ganske frygtløs.

Vi havde udviklet en kombination af tæppebankestativ og træbuk. Man skulle springe fra træbukken, gribe fat i tæppebankestativet, svinge frem og tilbage et par gange, inden man gav slip og landede sikkert på benene. Bagefter udviklede vi spøgen således, at man i afsættet skulle skubbe træbukken bagud. Pærelet.

I min frygtløshed klatrede jeg op, balancerede på bukken, som efter gårsdagens brug, var blevet temmelig leddeløs, men overmodigt kastede jeg mig fremad. Jeg ville gi' bukken et ordentligt fur bagud, men den valgte at bryde sammen nogenlund samtidig med mit afsæt. Jeg greb fat i den tomme luft ca 3 mm under stativets øverste jernrør. Jeg røg ned med et brag, og hænderne, der stadig ville gribe for sig, var derfor det, der ramte asfalten først.

Det var århundredes stunt og ingen så det. Og dog. En eller anden fremmed dreng hjalp mig op og 'børstede' mig af. Jeg græd ikke. Endnu, for jeg var lammet, og først på vejen hjem kom smerten i venstre arm og dermed tårerne.

Turen til skadestuen var velkendt. Jeg havde været der før på grund af et eksperiment med en sten i næsen, der gik lidt galt, og jeg måtte ha' ekspertbistand til at få den ud igen.

Det værste var ventetiden. Min mor og jeg sad længe inden, der kom en læge og kiggede på armen, og derefter sendte os til røntgen, hvor vi også sad længe og ventede på tur. Bagefter sad vi og ventede på om billederne eventuelt skulle tages om, og da det ikke var tilfældet, returnerede vi til skadestuen, hvor vi igen sad og ventede.

Da vi endelig blev vores tur, havde lægen konstateret 'brud på den grønne gren' og jeg skulle ha' lagt en gipsskinne på armen. Der var selvfølgelig også ventetid, men endelig efter flere timers venten kunne vi ta' hjem igen, mig med armen i gips og rødt børnejod på næsen, som var blevet skrabet i styrtet.

Da vi kom hjem,løb jeg lettet og ivrig ind i opgangen og op af trappen. Lædersålen under min sko skred ud i nogent sand på trinnet og jeg snublede og greb for mig med min raske højre hånd, som jeg forstuvede.

Jeg kunne ikke løfte et Anders And flere dage efter.