Tur tilbage.

Jeg stod på spring, var klar til at styrte ud når aflæsningen var foretaget. Klokken et smed jeg lånte bøger op i kurven og cyklede til biblioteket.

Bagefter ville jeg så bare køre en tur. Kom i tanke om at jeg havde glemt ipod og solbriller, men pyt med det. Afsted ud af Ørestads Boulevard og tilbage igen, for jeg opdagede, heldigvis ret tidligt, at jeg ikke havde memorycard i kameraet.

Hjemme pakkede jeg mig fornuftigt sammen og drønede afsted for anden gang. Trillede afsted med musik i ørerne og nød det gode vejr.

Første stop på min tur tilbage blev i Sundbyerne, hvor min mormor og morfar havde et lille selvkomponeret hus på Athensvej.

Mormor og morfar, der begge kom fra Sverige, mødte hinanden her i København. Morfar var vistnok på vej til Amerika, men nu rendte han altså ind i mormor på Stjernekroen og så kom han ikke rigtig videre.

Det blev til et langt liv i det selvbyggede med børn og børnebørn rendende ud og ind af den hvidgule havelåge. Mormor passede hus, hjem og have, mens morfar rodede med biler.

De nåede at holde krondiamantbryllup, og var begge langt oppe i halvfemserne før de takkede af.

Huset er væk nu og grunden delt i to, så der er nok ikke ret meget tilbage fra mormor store dejlige have, med jordbær, kartofler, krydderurter og duftende roser.

Hun var altid i gang med noget i haven, og pinen ved efterhånden ikke at kunne passe det ordentligt mere, har nok være ligeså stor, som gigtsmerterne der langsomt tog til i styrke.

Ti minutters kørsel senere er jeg ved min bardoms gade, som faktisk er en allé. For enden af den lille vej står denne bænk, hvor jeg tit har siddet med veninder og leget, med kærester og kysset, og med min far og snakket.

Min far var en eminent fortæller. Han var tilpas nysgerrig og læste desuden meget, så han besad en enorm viden, og var derfor absolut ikke kedelig at snakke med.

Min glæde ved bøger er grundlagt i hans selskab. Den nærmest ugentlige tur til biblioteket, gjorde jeg gerne sammen med ham.

Første stod jeg og rodede med Mumibøger i den lille grønne stålbogkasse med børnebogssamlingen. Senere blev der hevet ned fra de voksnes alvorligere reolmetre, gerne med tips fra farsan.

Ved opgangen har jeg tit stået og hængt ud. Her blev der snakket om alt muligt, mens vi småkedede os lidt i pauserne mellem aktiviteterne.

Jeg kan tydelig huske, da jeg skulle blære mig overfor veninden med, at jeg havde fundet ud af, at tegne nogle rigtige fede stjerner. Beviset er der endnu, og som det tydeligt fremgår, gik der lidt kage i den, med det der stjernetegneri.

Når vi ikke stod og småkedede os med at tegne på eller ridse i murstenene kastede vi os ret ofte ud i væddeløbskørsel af forskellig art, hvor hjørnet her på billedet var et af de svære. Ikke alene var det skarpt, men man skulle også se sig for inden man drønede om hjørnet.

Der var nemlig biler på området og vi skulle se os for eller risikerede man at havne med brækket ben hos nonnerne på Skt. Elisabeth.

Det gjorde min bror og han fik 'pillesyge' af bare kedsomhed. Jeg ved ikke lige, hvordan det kom til udtryk, men han pillede vist alt, hvad han fik af legetøj fra hinanden, eller noget.

Da han kom hjem igen, havde han fået så meget slik, at der var til hele kvarterets unger i mindst en uge. Ydermere havde han gips på hele benet og gik med krykker. Det var lidt sejt...