Buddingeprinsessen.

Der er nogle ting fra min barndom, som jeg husker meget tydeligt. Jeg husker, at jeg døjede meget med mellemørebetændelse, og det var aldrig rart, når det stod klart, hvad der var under opsejling.

Det startede altid som ingenting, men alligevel måtte jeg ind imellem lige glatte øret med hånden. Oftere og oftere, men fortsatte legen uden at tænke nærmere over det. Ved spisetid var jeg halvsløj og havde ikke rigtig lyst til maden.

Jeg var træt og ville i seng. Før tid endda. Træt af øret, som drillede. Træt og ville sove...

Senere vågnede jeg op med voldsomme smerter i øret, og smerterne var konstante. Ingen pauser, ingen nåde. Ørepine er rædselsfuldt.

Grædende kaldte jeg på min mor, som ringede til vagtlægen, og så startede balladen for alvor. For ventetiden var lang og smertefuld. Altid flere timers venten, mens alt blev prøvet for at dæmpe pinen, men intet hjalp og jeg græd og græd.

Det må ha' været forfærdeligt for min mor, at sidde hjælpeløs og vente time efter time. Jeg husker, at en enkelt gang, skete det, at hun måtte gennemgå to rædselsnætter i træk. Første nat med mig, og næste nat var det min bror, der lå med skærende ørepine.

Omsorgsdag var der ikke noget, der hed, hun måtte tidligt afsted på arbejdet næste morgen, og mormor måtte komme forbi og se til staklerne.

Endelige ringede det på døren og lægen kom. Vi var klar. Min mor havde skiftet sengetøjet, jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde hun altså uanset hvad. Hun fandt også altid et pænt rent håndklæde frem, som lægen kunne tørre hænder i efter endt konsultation. Det kunne jeg bedre forstå, men lad nu det ligge.

Nogen gange var det ubehagelige, ufølsomme typer, og andre gange, heldige stunder med en rar og empatisk læge. De der ubehagelige typer, kunne virkelig skræmme livet af mig, og det gjorde ikke situationen nemmere at bære.

Når der var kigget færdigt i øret, var sagen, som regel, klar. Der skulle punkteres. Og der skulle bedøves. Med æter.

En maske, der dækkede næse og mund, blev lagt over mit ansigt, og jeg ville ikke ha' det. Græd og protesterede, men en underlig svimmelhed vendte fokus væk fra smerten og det ubehagelige, og så kom hun pludselig.

Buddingeprinsessen.

Hun bar den fine gule budding på en sølvbakke. Smilede venligt og strøg mig blidt over håret. Hun var yndig. Med gyldent hår, under den fine guldkrone. Hun var smuk og venlig. Barmhjertig.

Vi spiste blød budding med blodrød kirsebærsovs, og det smagte vidunderligt. Hun lignede præcis den prinsesse, der var på buddingebrevet fra Dr. Oetker. Måske var det hende, men det kunne jo ikke passe, for det var jo kun en tegning. Alligevel?

Smerten i øret var forsvundet. Jeg vendte mig og fik øje på min mor. Nu, hvor jeg hyggede mig med prinsessen og den lækre budding, kunne lægen jo godt lige prikke hul i øret, for det gjorde ikke ondt mere og jeg var ikke bange.

Jeg vågnede og blev klar. Prinsessen var forsvundet, og mit øre boblede sært. Jeg kunne ikke høre ordenligt. Øret væskede, og det blev stoppet til med en vattot. Det var overstået, lægen vaskede sine hænder, tørrede dem i det rene håndklæde og tog afsked.

...

Her tidligere på aftenen sigtede jeg frugten fra den syltetøj, jeg kogte i går. Tilbage blev en sirupsagtig substans, der vakte disse minder om blød gylden budding, brændende ører og yndige prinsesser.