lørdag den 22. september 2007

Æblelokkerier.

To grydefulde står på blus og simrer. Det er sæsonens æblemarmelade der endelig er havnet i centrum. Jeg har prøvesmagt æblerne, der befinder sig på det punkt, hvor de er sødest, men festen er snart slut, og så bliver de melede og kedelige. Så i gryden med dem.

Det ene hold er i selskab med eksotiske krydderier såsom kanel, nellike, ingefær og muskat. Den anden pottefuld putrer på timiankviste og citron.
Godt skal det nok blive, og måske lokker det bjørnesøsteren til byen. Hmmm ja, nybagte pandekager og krydret te...

Agurkernes klare og skarpe eddikelugt er erstattet af et duftspor, der vækker minder om venetiansk handelstalent og en farefuld færd ad Silkevejen.

Snart skal surdejen i spil, og duftbilledet skifter farve endnu engang.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det tror jeg nok det kan, der findes ingen marmelader på højde med din æblemarmelade, uhmn mine tænder løber i vand og barndomsminder dukker op....

Andrea sagde ...

Dit hjem har da duftet fantastisk hele dagen og sikke en produktion!