Hukommelseskort.

En god veninde havde inviteret mig med på tomat- og chilisafari på Gartneri Toftegaard. Jeg ville endda blive afhentet og bragt frem og tilbage, så det var dejligt og nemt. Jeg skulle bare printe en kørselsvejledning ud, for jeg var den eneste i selskabet, der havde printeren i orden.

Jeg gjorde mig klar, og var parat, da telefonen ringede og forvarslede hendes og den medfølgende kærestes ankomst på gaden foran, hvor jeg bor. Og så startede det...

For det første havde jeg glemt kørselsvejledningen. Jamen, så ringer jeg da bare lige op og får fat i Bjørnen. Så er det, vi rammer det andet punkt. Jeg havde glemt min mobiltelefon. Begge dele lå på spisebordet, men jeg kunne låne, og Bjørnen kom hurtigt springende ned med tingene.

Afsted med os, og ud at køre langt, langt. Snakkende og grinende gennem et meget smukt landskab. Der kunne jeg vist godt finde ud af at bo.

Vel ankomne og parkerede gik vi hen til et kæmpedrivhus, hvor der var mulighed for at smage på varerne. Masser af tomater og masser af chili, men også en meget lang kø, som sneglede sig frem i, ja sneglefart. Vi sprang smagningen over og luskede hen og købte en masse tomater og andet godt fra gartneriet. Bagefter luskede vi rundt i drivhusene, mens vi gnavede de sødest smagende og varme majskolber i os.

Men inden alt det havde det været tid den tredie forglemmelse. Ved indgangen til herlighedsdrivhuset var der et træbord, dækket af auberginer af forskellig slags. Lige der opdagede jeg, at der ikke var hukommmelseskort i mit kamera. Det sad i computerens kortlæser derhjemme.

Nu er det nogen gange således, at når nøden er størst, lærer man noget nyt og i dette tilfælde endda noget nyttigt. Den medfølgende kæreste lærte mig nemlig nogle tekniske finesser ved brug af kameraet i min mobiltelefon, som jeg hidtil totalt har negligeret, jeg mener, det er jo en telefon. Nu kom tiden til det, og jeg fik alligevel lidt billeder med hjem fra turen.