lørdag den 27. oktober 2007

Kamerakoks.

Kan jeg overhovedet blogge uden kamera? Den tanke slår sig ned på skulderen ligeså snart, at jeg begynder at skrive. Jeg føler at det kræver flere ord, og kan jeg det? Underlig tilstand.

Jeg vågnede meget tidligt i morges, fordi jeg drømte noget med én eller anden, der ved et uheld havde fået savet noget af hånden af. Jeg opdagede det ikke lige med det samme, men pludselig kunne jeg tydeligt se lillefingeren, der lå og pegede opad mod himlen. Det yderste led var lidt skævt.

Klokken var kun halv fire, men jeg var lysvågen. Tullede lidt rundt, og så på de motiver, jeg alligevel ikke kan fotografere, og gik i seng igen med Bo Bedre, og faldt straks i søvn.
...

Da jeg atter kommer op til overfladen, er klokken blevet halv ti. Både post og avis er ankommet, og, jeg begiver mig ud i første runde med avisen, og fortsætter med at vaske op.

Laver müsligrød. Hælder ufortyndet blåbærsaft over, og serverer den under betegnelsen Halloweengrød. Det accepteres og grøden nydes på sengekant og ved skrivebord.

Nu tror jeg, at jeg vil beslutte mig for at weekenden, samt de kommede fridage, skal omdøbes til miniferie og så se, hvad det bringer med sig.
...

Herunder skulle ha' været et billede af det nys færdigstrikkede Kauni-halstørklæde. Det er blevet rigtig godt, og jeg starter minferien med at gi' det en tur i vaskemaskinen inden den endelige færdigbehandling

6 kommentarer:

Andrea sagde ...

Sær drøm den, men det er de fleste drømme jo.

Om du kan blogge uden billeder, det synes jeg da godt du kan. Ellers kan du jo gøre som en kvinde, der fik sit kamera stjålet under en ferie på Hawaii gjorde. Hun fandt andre menneskers billeder af de motiver hun havde taget på flickr.com - og sat dem ind i sin rejsebeskrivelse.

Det er nok ikke så nemt med din udsigt og dit strikkeri, men der er jo altid dejlige billeder at finde på nettet.

God miniferie-weekend, det synes jeg er en god måde at betragte dagene på ;)

Anonym sagde ...

Kan man udlede af den drøm, at kameraet var en del af din arm og nu er det skåret væk? Eller er det for langt ude? God weekend.

Nina sagde ...

Ingen grund til bekymring. Du skriver dejligt og malerisk uden billeder. Jeg var med i både drøm og på morgenrunden med avis og dejlig grød! Tak for det og go´ miniferie!

Gitte sagde ...

Jeg kan tilslutte mig de foregående kommentarer.
Og det er en rigtig god idè at definere miniferie - og måske også lege med at låne billeder hos andre. Det er sjovt at skrive dine ord - eller noget.....
God fornøjelse.

Anonym sagde ...

Du kan sagtens male billederne med dine ord, Sifka. Og det kan jo også ses som en sjov øvelse.

Marianne sagde ...

Jeg kan godt forstå din bekymring, for det er så dejligt at tilføje billeder, men jeg syntes også du skriver så godt, at jeg selv kan lave billeder i mit hovedet ;-)