Sandhed nummer fire.
En kvindelig ostefabrikant i 1800-tallet
Johanne Margrethe Nielsen var 19 år, da hun i 1848 blev gift med gårdejer Hans Nielsen. Han havde overtaget Havartigård ved Holte efter sin far, og Johanne, eller Hanne som hun blev kaldt, skulle nu være gårdfrue.
Hans og Hanne havde mange køer, men mælken blev solgt til en mælkeforpagter. Efter fem år fandt Hanne dog ud af, at hun gerne ville lave smør og ost af mælken. Hans gik med til det, men hun skulle betale 16 øre for en kande mælk, og hun skulle selv sørge for malkningen.
Hanne arbejdede hårdt, men det gik godt for hende. Hun syntes dog ikke, at hun fik nok ud af mælken ved den almindelige fremstilling af smør og ost. Så hun begyndte at eksperimentere for at finde en bedre måde at producere på. Hun studerede andres produktionsmetoder og spurgte eksperter til råds. På den måde fandt hun en ny metode, der viste sig at være meget bedre end den, hun havde brugt før.
Snart blev hendes produkter kendt langt omkring.
Hanne blev dog ved med at opsøge mere viden. Hun begyndte at rejse til udlandet for at lære noget der. Efter et par turen til Skåne og Norge rejste hun i 1869 til England og derfra videre til Holland. I 1872 var hun på en rundtur til Schweiz og Frankrig.
Dengang var det ikke helt almindeligt, at damer rejste alene, så det var imponerende, hvad hun fik udrettet. Ikke mindst fordi hun kun kunne tale dansk. Men hun var god til at få de mennesker, hun mødte, til at hjælpe sig.
I hele Europa blev Hanne Nielsen kendt for sine smør- og osteprodukter. I Danmark beundrede man hende også meget. Allerede fra 1871 begyndte hun at levere smør og ost til kongefamilien, og fra 1875 måtte hun kalde sig Hofleverantinde. Samme år oprettede hun sin egen butik i København, hvor hun solgte sine produkter.
Hjemme på Havartigård havde hun også travlt. Her uddannede hun nemlig elever i smør- og osteproduktionen. Der var altid elever på gården. Nogle var der kun i nogle dage, andre var der op til 2-3 år. For det meste var der 10-15 elever ad gangen. Kvinder og mænd, danskere og udlændinge. I alt nåede hun at have omkring 1.000 elever.
Hver eneste dag arbejdede Hanne meget hårdt. Fra klokken fire om morgenen til klokken 12 arbejdede hun i mejeriet. Derefter kørte hun til København for at passe sin butik. Herfra kom hun først hjem om aftenen. Derudover blev hun ofte inviteret til at holde foredrag om sit håndværk.
Som en anerkendelse for hendes arbejde blev en ostetype opkaldt efter Hans og Hannes gård. Det er den ost, vi i dag kender som Havarti.
Ovennævnte Johanne Margrethe Nielsen er min tipoldemor.
Teksten er sakset fra ARLA
7 kommentarer:
Sikke en interessant læsning jeg fik der. Tænk det er din familie.
Sej kone din formoder. Jeg anede ikke, at det var kvinder, der var de første mejerister i Danmark.
Tak for den indsigt.
Som tipoldemor så tipoldebarn, I er seje begge to.
Æblet er ikke faldet lang fra stammen..... Hun har været så banebrydende både i forhold til sin tid, men især som kvinde. Hun har i den grad måtte slås for hver en lille milimeter.
Du skriver også, at efter arbejdet i mejeriet så kørte hun ind til København til butikken...... en tur på vel 15 km - her skal lige pointeres, at der ikke var veje og at hun har måtte tage turen i en hestedroche i alt slags vejr imponerende.
Hun var så banebrydende at det næsten er ubeskriveligt. Er hendes historie nogensinde blevet udgivet eller efterforsket?
Sikke en usædvanlig tipoldemor! Dejlig historie, Sifka. Jeg har læst om hende tidligere - der har været portrætter af hende i aviserne.
Den formoder var den berømteste af de mange mejersker over det ganske land.
Malkning og mælkens behandling var 100 pct. kvindearbejde langt op i tiden.
Min oldemor var mejerske på Dallund Slot inden hun overtog fødegården.
Mejersker var kendt som piger med ben i næsen.
Jeg elsker dine historier, så velskrevet...
Send en kommentar